Her følger en lille beretning fra 7th Tennessee Cavalry of Denmark vedr. eskadronens deltagelse i et slag afholdt på Tøjhusmuseet i oktober i København.
Vi var tilsagt til at møde i kamp fredag den 8. oktober kl. 19.00 + kl. 21.00 .
Som den forsigtige commander som jeg er, havde vi aftalt at vi alle 3 skulle køre samlet til København om eftermiddagen, således at der var mulighed for at få opstaldet hestene og besigtige ”slagmarken” inden vi skulle i kamp.
John og jeg fulgtes ad og Per Bejer skulle støde til os på det aftalte samlingssted som var tanken ved Karlslunde kl. 16.00.
John og jeg er ankommet i god tid – telefonen ringer Per er punkteret på motorvejen. Med nogen forsinkelse kommer Per susende med en trailer på 3 hjul – heldigvis havde jeg et reservehjul, der passede.
OK styrken er samlet og vi fortsætter vores fremrykning – vores spejder Søren Sømand venter på et strategisk godt valgt sted – klar til at lede den videre fremrykning af kortegen, som består af 3 biler med efterfølgende trailer.
Den gode sømand har desværre ikke nogen fornemmelse af, hvad det vil sige at køre med trailer i København – så det ender med, at vi bliver væk.
Til sidst lander vi dog i De Kongelige Stalde, som er bestemmelsesstedet. Hestene læses af og får for første gang i deres liv lejlighed til at skide op af en marmorvæg.
Selve slaget skal afvikles på en smal ridebane. Vi var lidt beklemte over det lille areal, hvor 7 heste og 30 mand + en kanon skulle udkæmpe et slag i flere etaper.
John Hansson og Per Bejer i kamp.
Slaget blev afviklet uden uheld af nogen art og vi var en stor oplevelse rigere. Til vores store overraskelse reagerede hestene slet ikke på, at kanonen blev affyret flere gange med nogle ordentlige brag og trykbølger til følge.
Da slaget var overstået og kanonen blev trukket forbi min hest – så fik hesten en mindre hjerneblødning af skræk – heste er underlige, da kanonen blev angrebet var der ingen slinger i valsen og trykbølgen fra kanonen næsten blæste vores hatte af da vi angreb og blev beskudt.
Hestene blev sat på stald og vi fra sydstatskavaleriet så frem til, at vi skulle more os lidt i kongens København med de øvrige – og vi havde i den forbindelse medbragt 3 kasser øl. Men der var ingen der ville være sammen med os – så vi gik i gang med de 3 kasser øl – og slingrede på et senere tidspunkt udi det Københavnske natteliv – og vores erfaring er, at de ”indfødte” er venligsindede mennesker.
Det var en dejlig oplevelse – og vi er engageret igen til næste år.
Per Beinov
Ingen kommentarer:
Send en kommentar