Optimer dit hestefoder og få gratis hjælp til foderspørgsmål

Foderdata.com er en gratis hjemmeside, hvor hestefolk har mulighed for at sammenligne
foderprodukter på tværs af foderproducenter.

I en verden af søgefunktioner og internet kan det være svært som forbruger, at finde frem til
de informationer man gerne vil have omkring sit hestefoder. For at imødekomme dette behov
har vi lavet hjemmesiden FoderData.com.

Børvattersot

Fra cirka den 8. til omkring den10½. drægtighedsmåned kan hoppen i meget sjældne tilfælde rammes af Børvattersot.

Børvattersot er forøgede væskeansamlinger i livmoderen, der forårsager at hoppens bug udspiles mere end ved normal drægtighed.

Pga. udspilningen mister hoppen appetitten, ligesom hun kan få problemer med vejrtrækningen, specielt når hun ligger ned.

Dyrlægen bør tilkaldes, og det er ofte nødvendigt at forårsage abortering af fosteret, der i mange tilfælde viser sig at være misdannet.

Lidelsen kendes i øvrigt fra kvæg og ses særlig hyppigt ved forsøg med kloning.

(Kilder: Dyrlægevagten og Videnskabsministeriet)

Ny creme mod slidgigt

I USA har kliniske tests af en ny creme mod slidgigt vist, at cremen både afhjælper smerte og virker mod nedbrydning af brusken.

Cremen, der hedder Surpass, er beregnet til at smøre direkte på det syge led, og er det første lægemiddel til heste, som både virker smertedæmpende, og aktivt behandler selve gigten.

I forsøget ved Colorado State University blev virkningen af Surpass sammenlignet med virkningen af phenylbutazon eller "butasaft", og selvom begge præparater virkede forbedrende på halthed, var det kun Surpass, som også virkede stabiliserende på nedbrydningen af ledbrusken.

(Foto: Wallpapers World)

Det aktive stof i Surpass er diclofenac natrium, som i lighed med phenylbutazon virker nonsteroidt antiinflammatorisk. I humanmedicinen indgår diclofenac sodium blandt andet i den smertestillende medicin, Voltaren, som bruges til gigtpatienter.

(Artikel af: Julie Taylor - www.epona.tv)

Loppefrøskaller mod sandkolik

Ny forskning viser, at der er hold i påstanden om at loppefrøskaller hjælper hesten med at komme af med sand i tarmene.

En gruppe på 12 heste blev fodret med et kilo sand hver per dag i fem dage. Derefter blev hestene delt op i to hold, hvor det ene hold fik 2 liter olie per dag i fem dage, og det andet fik 2 liter olie og 500 gram loppefrøskaller i samme periode.

De heste, som fik loppefrøskaller, udskilte meget mere sand i deres afføring end holdet, som kun fik olie. Resultatet tyder på, at loppefrøskaller er et effektivt middel mod sandkolik.

(Artikel af: Julie Taylor - www.epona.tv)

Agern giftige for heste

Hver eneste år forgiftes heste og kvæg af egetræets frugter, agern.

Agern modnes i september/oktober måned og falder til jorden sammen med egetræets blade. Mængden af agern afhænger af vejret i forsommeren. Varmt og tørt vejr fremmer blomstring, og dermed frugtsætningen.

Selve modningen er også vejrafhængig. Kold og vådt vejr kan medføre ufuldstændig modning, mens varmt og tørt vejr på nuværende tidspunkt af året fremmer modningen.

Dyrlægevagten skriver om forgiftningen (citat):

Moden agern indeholder garvesyre, som er giftigt for heste og især for kvæg.

Når heste optager agern sker der en frigørelse af garvesyre, som i organismen omsættes til et giftigt stof. Herved påvirkes hesten alment. Det betyder nedsat eller ophørt ædelyst. Senere kan der komme tegn på smerte fra bughulen, hvilket man betegner som kolik. Undertiden viser koliktilstanden sig som en forstoppelse, som senere i forløbet kan vise sig som en blodig diarré. Hesten er voldsomt påvirket, hvilket kan vise sig ved unormale bevægelser, evt. slingrende gang.

(Citat slut)

Oplever man symptomer skal hesten naturligvis straks fjernes fra området med nedfaldne agern. Dyrlægen bør tilkaldes, så afgiftningsprocessen kan støttes, bl.a. ved indgivelse af sterile væsker direkte i blodbanen.

Agernforgiftning kan være dødelig. Sidste efterår mistede et norsk stutteri 6 heste grundet agernforgiftning.

Følvaccination ???

Aqha forsker: Hvornår bør man vaccinere føl?

Bliver føl beskyttet af en influenza vaccination? Nej. Det er ikke noget nyt. Allerede for mange år siden vidste man at nyfødte føl ikke har noget immunsystem og at det tager måneder før de begynder at opbygge et.

Enhver vaccination virker sådan at immunsystemet bliver konfronteret med afsvækkede sygdomsfremkaldere, så det danner antistoffer mod dem. Når dyret (eller mennesket) så engang bliver udsat for sygdomsfremkalderen i usvækket form kan immunsystemet reagere mod det og enten forhindre at sygdommen bryder ud eller i det mindste opnå at sygdommen forløber mildere og hesten hurtigt bliver rask igen.

Men – det kræver at der er et immunsystem tilstede. Det giver ingen mening at konfrontere kroppen med den afsvækkede sygdomsfremkalder (vaccinationen), hvis kroppen ikke kan give et immunsvar (altså danne antistoffer).

AQHA sponsorerer løbende forskellige forskningsprojekter, bl.a. ét der skulle afgøre om det nytter at vaccinere føl og hvornår man bør gøre det. Man skulle ikke forlade sig på de eksisterende opfattelser, men lave feltforsøg, hvor man kunne indsamle entydige relevante oplysninger.

Føl får allerede under drægtigheden antistoffer fra moderen gennem moderkagen og efter fødslen gennem modermælken, frem for alt gennem den såkaldte råmælk. Disse antistoffer mister deres virkning i løbet af et par måneder og føllet må selv danne et immunforsvar og dermed danne sine egne antistoffer Mens det har antistoffer fra moderen er det beskyttet mod infektioner, eller hvis det bliver inficeret fører det til et lettere sygdomsbillede med fx. en let snue. Moderens antistoffer mildner smittefaren, lig det de afsvækkede sygdomsfremkaldere i vaccinen gør og føllets organisme kan reagere på det på en ufarlig måde. Uden moderens antistoffer kunne en sådan infektion være dødelig.

Hvad sker der hvis føllene bliver vaccineret i den alder hvor de endnu har antistoffer fra moderen. Forskerne der lavede forskningen for AQHA Dr. Thomas Chambers, Robert Holland, Robert Goldmann og Jessica Hoane fortæller:

”Vi ved nu, at i det tilfælde at der vaccineres hjælper det ingenting – føllet reagerer ikke med at danne antistoffer, som en voksen hest ville gøre det. Derfor anbefaler vi at man ikke vaccinerer føl før de er 8 måneder gamle, det er endda bedre at vente til de er 9 måneder gamle.

At vaccinere tidligere skader ikke føllet, men det udløser ikke nogen antistofdannelse. Betyder dette endda at vaccinationen hindrer føllets krop i at kæmpe med sygdomsfremkalderen? Antistof niveauet er normalt en god indikator for det, men ikke altid. Man kan påstå at selv om man ikke kan måle antistofreaktion hos unge føl, gør deres krop sig alligevel erfaringer og opbygger et immunforsvar.”

Det er det der som det sidste blev testet i forskningsarbejdet. Tre grupper af føl blev undersøgt: en ung gruppe på 6 føl der blev vaccineret i 3, 4 og 5 måneders alderen; en ældre gruppe på 6 føl der blev vaccineret i 9, 10 og 11 måneders alderen og til sidst en gruppe på 4 føl, der ikke blev vaccineret.

Føllene havde i forvejen ikke været i kontakt med influenza, men havde alle influenza antistoffer, som de havde fået gennem deres mors råmælk.

4 måneder efter vaccinationen blev føllene smittet med den samme influenza variant, for at se hvordan reaktionerne ville være hos de forskellige grupper. Dyrlægerne der undersøgte føllene vidste ikke hvilken gruppe de enkelte føl tilhørte. Derfor kunne vaccinationsprogrammet testes effektivt.

Der var en tydelig forskel mellem den unge og den ældre gruppe. Den unge gruppe viste kliniske tegn på sygdom, som feber og hoste, ligesom i gruppen, der ikke var blevet vaccineret, selv om de måske blev raske en lille smule før de ikke vaccinerede. Baseret på feber var der ikke nogen forskel at se mellem de unge føl og de ikke vaccinerede. 3 fra den unge gruppe af vaccinerede føl og 3 fra den ikke vaccinerede gruppe blev så syge og var syge i så lang tid og viste desuden tegn til lungebetændelse at de måtte behandles med antibiotika og betændelseshæmmende medicin. De unge føl var blevet vaccineret 3 gange og havde alligevel ingen modstandskraft mod influenzaen.

Efter 3 vaccinationer var den ældre gruppe af føl modstandsdygtige nok til med succes at bekæmpe sygdomme. Der var kun 2 tilfælde af let feber og en smule eller ingen hoste eller andre kliniske tegn. Ingen af føllene i denne gruppe behøvede behandling.

De kliniske forskelle mellem den unge og ældre gruppe var statistisk signifikant.

”Dette bekræfter vores hypotese om at det er meget mere effektivt at vente med vaccination til moderens antistoffer er forsvundet i 9 måneders alderen, så føllet kan danne sine egne antistoffer, så det er beskyttet mod infektion”, var forskergruppens resultat. ”Vores undersøgelser viser at vaccination inden 8 eller 9 måneders alderen er ineffektiv. Grunden til det er uden tvivl indflydelsen af antistofferne føllet har fået gennem råmælken. Resultatet af en for tidlig vaccination er ikke kun utilfredsstillende antistofdannelse, men en dårlig klinisk reaktion når føllet smittes med et influenzavirus. En for tidlig vaccination giver ringe eller slet ingen fordele. Det skader ikke direkte føllet, men det kan være ufordelagtig, hvis det giver dyrlægen eller hesteejeren en falsk tryghed.

Dette er fakta som industrien og måske også nogen dyrlæger ikke kan lide at høre, fordi det er en god forretning. Men det er åbenlyst at for tidlige vaccinationer er: a) Penge ud af vinduet og b) ikke til føllets fordel, selv om forskerne ikke vil udtrykke sig så krast.

Artikel af Hardy Oelke, oversat af Annette Midtgaard fra tysk, fra juli 2007 udgaven af ”Western Horse”

Valg af ormekur i praksis?

Af: Martin Krarup Nielsen, Dyrlæge, ph.d.-studerende, KVL

Der findes kun en lille håndfuld forskellige farmakologiske produkter indregistreret til behandling af ormeinfektioner hos heste i Danmark. Og der er ikke udsigt til produkter med nye virkningsmekanismer på hestemarkedet de næste mange år

Stigende forekomst af ormemiddelresistens mod de forskellige midler har nødvendiggjort mere bæredygtige behandlingsstrategier, for at kunne opretholde effektive midler så længe som muligt. Der er i dag rapporteret resistens blandt hestens nematoder mod alle rundormemidler på markedet. Alligevel har de alle deres berettigelse i hesteholdet i dag.

Ormemiddelresistens blandt hestens parasitter er langt fra et nyt fænomen. Allerede i 1960’erne blev der påvist resistens mod de først introducerede midler. Siden er der gennemsnitligt kommet et nyt middel til brug i hesteholdet på markedet for hvert årti, men også mod disse midler er der efterhånden udviklet forskellige grader af resistens.

Det er uvist, om lægemiddelindustrien er på vej med midler med nye virkningsmekanismer til brug mod hestens parasitter, og der forventes ikke nye midler inden for de næste 10-15 år. Ormemidler til hest udgør derfor en begrænset ressource, som skal håndteres med omtanke.

Den danske receptpligt på ormemidler har givet danske dyrlæger eneansvaret for udskrivning af ormemidler, hvilket giver danske dyrlæger en enestående mulighed for at bevare effektive ormemidler i mange år fremover.

Ormebehandlinger er en nødvendighed i det moderne hestehold, og de bør derfor indgå i en veltilrettelagt strategi sammen med andre profylaktiske foranstaltninger som foldskifte, foldhygiejne, samgræsning osv.

Men hvilket ormemiddel skal man så vælge? Det afhænger af situationen.

Denne artikel tager udgangspunkt i den tilgængelige videnskabelige litteratur, og vil give et overblik over de tilgængelige ormemidler indregistreret til brug mod hestens parasitter med angivelse af indikationer og forskelle i virkespektrum.

Fenbendazol (Panacur® Vet.)

Benzimidazoler blev introduceret på markedet i 1960’erne og har været hyppigt brugte. Cyathostom-populationer verden over har følgelig udviklet høje grader af resistens mod disse midler, og alt tyder på, at resistensen bevares i cyathostompopulationer selv 10 og 20 år efter ophørt brug af benzimidazoler.

Benzimidazolerne var oprindeligt bredspektrede med effekt mod alle betydelige rundorm, inklusive store strongylider, cyathostomer og spolorm. Desuden var der effekt mod migrerende larver og encysterede cyathostomer ved indgift af en forhøjet dosis fem dage i træk. Fenbendazol har derfor været anbefalet til behandling af larval cyathostominose, som jo netop skyldes massiv infektion med encysterede cyathostomer.

Nye studier af effekten af indgift af fenbendazol fem dage i træk har vist tvivlsom effekt af denne behandlingsform, hvilket tilsyneladende skyldes det høje resistensniveau.

Det er dog bemærkelsesværdigt, at fenbendazol fortsat har fuld effekt mod både store strongylider og spolorm. Dermed har midlet stadig sin berettigelse, men det skal ikke længere betragtes som et bredspektret produkt.

Særligt er det af betydning, at kunne bruge fenbendazol til behandling af spolorme-infektioner, da andre midler de senere år har mistet effekt mod denne parasit. Fenbendazol kan dermed vise sig at blive et overordentligt vigtigt ormemiddel i fremtidens hestehold.

Pyrantel embonat (Banminth® Vet.)

Pyrantel-produkter blev som næste stofgruppe på markedet introduceret i 1970’erne. Midlet har effekt mod luminale stadier af rundorm og bændelorm. Således er der ikke effekt mod hverken migrerende stadier eller encysterede cyathostomlarver. Der opnås maksimal effekt mod bændelorm ved indgift af dobbelt dosis, men denne effekt er kun dokumenteret mod mature stadier.

Virkningen mod rundorm er relativt kortvarig – allerede fire uger efter behandling kan der genfindes æg i gødningen. Desuden er effekten mod rundorm cirka 95 %, hvilket er lavere end for de øvrige tilgængelige midler. Cyathostomer har desuden udviklet resistens mod pyrantel-produkter. I USA og Canada, hvor der markedsføres et pyrantel-fodertilskud til daglig lavdosis indgift, er resistens-niveauet meget højt, men også i Europa er der rapporter om resistens fra et stigende antal lande. Dette gælder også for Danmark, men resistensen forventes stadig at være mindre udbredt end for benzimidazolerne.

For store strongylider er der en enkelt rapport om nedsat effekt mod Strongylus edentatus, men det er uvist om dette skyldes udvikling af resistens. Der er stadig fuld effekt mod spolorm, hvilket ligesom for benzimidazolerne kan vise sig vigtigt i fremtiden.

Ivermectin (Eqvalan® Vet., Noromectin Vet., Maximec Vet., Equimax® Vet.)

Ivermectin blev introduceret i 1981 som det hidtil mest bredspektrede produkt på markedet. Det er effektivt mod alle luminale rundorm samt deres migrerende stadier. Desuden er det virksomt mod arthropoder og dermed mavebremselarver. Der er derimod ingen effekt mod encysterede cyathostomer. Æg kan genfindes i gødningen efter 8 uger.

Ivermectin er det hyppigst anvendte produkt på markedet, og i mange år var der ingen tegn på udvikling af resistens. Årsagen til dette menes at være, at encysterede cyathostomer ikke indgår i ivermectins virkespektrum. Da disse stadier udgør en betydelig andel af ormepopulationen, er selektionspresset for resistens ikke så højt som for eksempelvis benzimidazolerne. Der er dog bred enighed om, at ivermectin-resistens blandt hestens strongylider er uundgåeligt og kun et spørgsmål om tid. Dette er forstærket af, at der i det seneste årti har været rapporteret ivermectin-resistens blandt hestens spolorm i både Canada, USA og flere europæiske lande, herunder Danmark. Dette tolkes som den første forløber for udvikling af resistens i andre parasitgrupper. Desuden er spolorm af stor klinisk betydning for føl og plage. Ivermectin bør derfor ikke anvendes til disse aldersgrupper uden løbende at evaluere effekten af behandlingen ved hjælp af kontrolprøver 10-14 dage efter behandling.

Moxidectin (Equest® Vet.)

Moxidectin ankom som nyeste skud på stammen i 1996. Men der er dog tale om samme farmakologiske virkningsmekanisme som ivermectin. Molekylet er gjort meget lipofilt ved at substituere nogle sidekæder, hvilket har forlænget virkningstiden betragteligt. Dette har gjort moxidectin til det mest effektive middel på markedet, hvilket både rummer store muligheder og store risici.

Moxidectin har samme virkespektrum som ivermectin, men har i tilgift også 60-80 % effekt mod encysterede cyathostomer. Således er moxidectin i dag eneste virksomme middel på markedet til behandling af kliniske tilfælde af larval cyathostominose. Virkningen er betydeligt protraheret, idet det tager 16 uger, før der kan genfindes æg i gødningen.

Ligesom for ivermectin er der rapporteret resistens blandt spolorm, hvilket er forventeligt, da de to midler som nævnt har samme virkningsmekanisme. Således bør moxidectin heller ikke anvendes til behandling af spolorm uden at kontrollere effekten. Desuden er der en enkelt rapport om mistænkt cyathostomresistens mod moxidectin, men kun hos æsler. Det er uvist, om denne nedsatte effekt skyldes fejldosering af æslerne, forskelle i farmakokinetik mellem hest og æsel eller reel ormemiddelresistens.

Der er bred enighed om, at ved uhensigtsmæssig brug af moxidectin, vil der være stor risiko for udvikling af resistens blandt hestens cyathostomer. Dette har tre årsager; a) effekten mod de encysterede cyathostomer, hvorved en større andel af populationen rammes ved behandling, b) den protraherede virkning, hvor en større andel af ormepopulationen påvirkes, da virkningen foregår over flere måneder, c) den såkaldte »haleeffekt«, som dækker over et par uger med subterapeutisk koncentration af lægemidlet hen mod slutningen af virkeperioden. Se Figur 1 (Højreklik og vælg ”Åbn i nyt vindue”) til illustration af dette.

Sammenfattende er moxidectin det mest potente middel på markedet og bør være det foretrukne valg til behandling af klinisk betydende infektioner med strongylider, herunder larval cyathostominose. Derimod bør ensidig brug af dette middel på besætningsplan undgås, da selektionspresset for udvikling af resistens da vil være stort. Skal en flok føl og plage eksempelvis behandles for strongylider, bør ivermectin eller pyrantel således foretrækkes. Vil man derimod behandle en enkelt eller nogle få individer ud af en større flok, vil selektionspresset være ubetydeligt, og moxidectin kan dermed være et godt valg – særligt til behandling af konstant høje ægudskillere i hesteflokken.

Praziquantel (Droncit® Vet., Equimax® Vet.)

Praziquantel er et rent fladormemiddel og blev introduceret på hestemarkedet i det nye årtusinde og findes i skrivende stund i to produkter i Danmark, men flere præparater er på vej. Der er god effekt mod mature stadier af Anoplocephala perfoliata, mens effekten mod immature stadier ikke er veldokumenteret.

Således bør behandlinger gennemføres på tidspunkter, hvor hestene huser flest mature bændelorm, hvilket i skandinaviske lande er tilfældet i årets tredje og fjerde kvartal. Således kan det optimale behandlingstidspunkt for bændelorm sagtens ligge om vinteren, hvor rundormebehandlinger generelt frarådes.

Behandling af bændelorm bør derfor ikke nødvendigvis foretages med de bredtvirkende produkter pyrantel og kombinationsproduktet ivermectin/praziquantel, men kan i stedet foretages med praziquantel alene.

Der er ikke rapporteret resistens blandt hestens bændelorm mod hverken praziquantel eller pyrantel.

Orm og ormemidler (Højreklik og vælg ”Åbn i nyt vindue”)

Artiklen har tidligere været bragt i Dansk Veterinærtidsskrift, nr. 19, 2006.

En stor tak til Martin Krarup Nielsen samt Den Danske Dyrlægeforening for at vi må bringe artiklen her på Westernportalen!

Gør hesteholdet vinterklar, 4 tips

Foder og vand:

Giv hesten hø, hø og atter hø (eller wrap)

At tildele hesten mere hø frem for kraftfoder er den bedste måde, for at forhindre at hesten fryser i vinter halvåret. Hesten kan behøve flere kalorier når temperaturen falder og når hesten fordøjer hø giver det varme.

Husk dog et godt dækkende vitamin/mineral tilskud til hesten så den er dækket ind

Vær sikker på din heste drikker nok. Vandbehovet er ikke faldende i vinter halv året i forhold til sommer halvåret.

Forsøg ved Pennsylvania School of Veterinary Medicine har vist, at heste der tilbydes lunken vand drikke mere end heste der tilbydes koldt vand.

Forsøg viser dog også, at har hesten mulighed for at vælge mellem lunken og koldt vand, vælger de det kolde, men drikker stadig mindre.

Husk at hesten skal have vand (og gerne hø) på folden.

Motion:

Heste taber hurtigt muskler og fleksibilitet når de ikke rides, også selv om de kommer ud dagligt. Sørg for at holde hesten i gang, også selv om det er rusk vejr, find evt et ridehus at ride i, selv om man er hygge rytter.

Opvarmning og afskridtning er meget vigtigt for at forhindre skader og muskel stivhed hos hesten, brug gerne dobbelt så lang tid på begge dele og lav stretching øvelser efterfølgende. Brug skridt dækken hvis det er nødvendigt.

Ved ridning udendørs er påklædning vigtig. Sørg for at du er ordentlig klædt på, så ikke man fryser eller bliver gennemblødt i løbet af kort tid.

HUSK REFLEKSER OG LYS. Heller for meget end for lidt. Ofte har ”tigerbutikkerne” små diode cykel lamper og refleksveste til en billig penge. Brug refleksbrikker i snore, de bevæger sig mere end et påsyet stykke refleks, og man er dermed mere synlig. Husk også at heste og rytter skal kunne ses forfra. Man er ofte tilbøjelig til at være mest synlig bagfra, da der er ”mere plads” at sætte reflekser på.

Dækken:

Generelt har heste med god vinterpels, i god foderstand samt med mulighed for at komme i læ på folden ikke fysisk behov for dækken. Er hesten klippet, tyndpelset, i dårlig foderstand, syg eller lignende er et dækken nødvendigt.

Vælg et dækken der har den rette pasform, det må ikke være for lille men heller ikke for stort.

Vær påpasselig med halsåbningen passer, visse Quarter og Paint kan have problemer. Det må ikke klemme på manken eller stramme om skulderne.

Det kan være svært at finde det rette dækken, så køb kun dækken hvor du har mulighed for at levere det tilbage efter det er prøvet.

Når du prøver et nyt dækken så gør det på en ren hest og lig et tyndt dækken under eller et lagen hvis du ingen dækkener har neden under.

Vælg ikke for tykt dækken, hesten må ikke svede under dækkenet.

Tag jævnligt dækkenet af hvis hesten ikke rides eller strigles dagligt. Tjek for skav og slid sår.

Sundhed.

Visse sundhedsproblemer er mere udsatte i vinterhalvåret.

Kolik, pga. for lidt vand og/eller for lidt grovfoder til at stimulere tarmen. Tilbyd evt. hesten lunken vand i en periode og giv mere grovfoder, husk dog at skære ned på kraftfoder hvis ikke arbejdsmængden øges.

Luftvejs problemer, Luft ud i stalden så ikke luften er støvet og dårlig. Hold gerne et vindue åben, Heste tåler kulde glimrende, men de må ikke få træk. Den ideelle temperatur i stalden er mellem 5-10 grader. Nærmer temperaturen sig 15 grader er der ved at være for varmt.

Luk hestene ud dagligt, mug ud og fej stalden når hestene er ude, men ikke lige inden de kommer ind, hvis det er muligt pga. støv i luften. Skal man feje når hestene er inde, så vand staldgangen, så støvet bindes og ikke hvirvles op.

Mug, Der er mange forskellige meninger om, hvordan man undgår mug, men tjek for små sår i koden og på piben og tag action ved den mindste mistanke om mug, det kan brede sig med lynets hast og være svært at få bugt med. Er det først blevet slemt er der ingen vej uden om dyrlægen og penicillin behandling.

Dermatofilose, en hud lidelse som kommer af fugt og skidt i huden, specielt på ryggen. Er der desuden en høj temperatur under fx et dækken så er der gode vækst betingelser for bakterierne. Sørg for at hesten er så ren og tør, det kan lade sig gøre om vinteren. Mærk efter om der er begyndende småsår hen over ryggen. Og som ved mug, tag action ved den mindste mistanke

Med små men nyttige tiltag kan man lettere styrer sig uden om de problemer man kan få i løbet af vinteren.

God Vinter

Ormemiddelresistens sætter dagsordenen i hesteholdet

Af: Martin Krarup Nielsen, Dyrlæge, ph.d.-studerende, KVL

Diagnostik og overvågning anvendes nu systematisk med dyrlægen i den centrale, koordinerende rolle. Dette står i skærende kontrast til mange andre lande, hvor ormemidler anvendes hyppigt med faste intervaller året igennem. Dog anvender danske hestepraksis kun resistensundersøgelser i meget ringe grad, hvilket er bekymrende. Praktiserende dyrlæger har en nøglerolle i bestræbelserne på at forsinke resistensudviklingen så meget som overhovedet muligt. Resistensundersøgelser bør derfor være fast integrerede i ormestrategierne.

Kendt siden 60-erne

Ormemiddelresistens i hesteholdet har været kendt siden de tidlige 1960’ere.

Særligt har cyathostomerne (de små strongylider) udvist en imponerende evne til at udvikle resistens mod flere forskellige stofgrupper. Kun avermectin/ milbemycin-gruppen (moxidectin og ivermectin) har til dags dato bibeholdt fuld effekt mod cyathostomerne. Der er dog bred enighed om, at resistens mod denne stofgruppe på længere sigt er uundgåeligt, hvilket understøttes af, at hestens spolorm Parascaris equorum i de seneste år i flere lande inklusive Danmark er rapporteret resistent mod midler fra denne gruppe. Det frygtes således, at andre rundormearter vil følge i kølvandet på spolormen. Da der samtidigt ikke er udsigt til nye midler på markedet i den umiddelbare fremtid, er det blevet meget vigtigt at forsinke resistensudviklingen så meget som overhovedet muligt.

Det er veldokumenteret, at i lande uden receptpligt, er dyrlæger kun i meget ringe grad involveret i ormebehandling i hesteholdet. Typisk behandles der 4-8 gange årligt med faste intervaller året igennem uden brug af diagnostik eller overvågning i form af gødningsundersøgelser. Netop hyppige behandlinger uden hensyntagen til ormenes epidemiologi og livscyklus er blevet identificeret som en væsentlig årsag til resistensproblemet. Flere undersøgelser har derfor understreget vigtigheden af, at praktiserende dyrlæger får en mere central rolle i parasitkontrollen.

På denne baggrund gennemførtes i 2004 en spørgeskemaundersøgelse blandt praksis med hesteklientel i Danmark med det formål at belyse, hvorledes parasitkontrol gribes an under den danske lovgivning.

Spørgeskemaundersøgelsen

I alt 170 praksis var registreret med medlemmer af Sektion Vedrørende Hest (SVH) af Den Danske Dyrlægeforening, og de indgik alle i undersøgelsen. Hver praksis fik tilsendt et spørgeskema, enten via e-mail eller i en papirversion med almindeligt brev. 87 (51,2 %) responderede i undersøgelsen.

Undersøgelsen viste, at 97 % af respondenterne brugte tællinger af parasitæg ved McMaster metoden, mens 41 % anvendte larvedyrkninger til påvisning af store strongylider. Dette har vakt betydelig opsigt i internationale forskerkredse, da gødningsprøver kun undtagelsesvis anvendes i andre lande. Derimod brugte kun 11 % resistensundersøgelser på rutinemæssig basis, hvilket vidner om ringe bekymring om dette problem.

Der sås en tydelig årstidsvariation i tidspunkter for udtagelse af gødningsprøver og behandling med mest aktivitet i sommerhalvåret og en tydelig top forår og efterår (Figur 1 - Højreklik og vælg "Åbn i nyt vindue"). Dette illustrerer således en betydelig grad af konsensus blandt de deltagende praksis. Strategier for udtagning af gødningsprøver på den enkelte besætning varierede fra udtagning fra alle heste til mere individuelt udtagne prøver (Figur 2 - Højreklik og vælg "Åbn i nyt vindue"). Desuden var der situationer, hvor dyrlægerne valgte at behandle uden forudgående gødningsanalyse (Tabel 1 - Højreklik og vælg "Åbn i nyt vindue"). Heraf ses det, at særligt udsatte individer eller aldersgrupper ofte behandles strategisk, mens ældre heste behandles efter analyse af gødningsprøve.

Hele undersøgelsen er publiceret i Veterinary Parasitology, volume 135 (2006), og interesserede læsere kan rekvirere artiklen ved henvendelse til forfatteren.

Samlet vidner undersøgelsen om en betydelig grad af parasitær overvågning samt behandling på strategisk velvalgte tidspunkter af året. Danmark kan derfor siges at være foregangsland på dette område. Risikoen for udvikling af ormemiddelresistens bør dog have betydelig mere fokus.

Særligt i besætninger med føl og plage, hvor spolorm typisk er udbredt forekommende, bør resistensundersøgelser være en fast integreret del af ormestrategien.

I sådanne besætninger er der reelt risiko for resistens mod alle midler på markedet. I besætninger med ældre heste vil midler fra avermectin/milbemycin-gruppen sandsynligvis have fuld effekt, ligesom pyrantel kun i mindre omfang udviser resistens uden for USA. Alligevel bør midlernes effekt evalueres i størrelsesordenen hvert andet til tredje år.

Det parasitære refugium

Behandlingshyppighed er kun en af mange identificerede faktorer med indflydelse på udviklingen af ormemiddelresistens. Den vigtigste af disse er størrelsen af det såkaldt parasitære refugium.

Denne betegnelse dækker parasitstadier, der ikke påvirkes af ormemidlet ved behandling. Dette omfatter således især parasitstadier i græsset, men også ubehandlede individer og encysterede cyatho stomer kan henregnes hertil. Parasitter i dette refugium er således ikke udsat for noget selektionspres for resistens, hvilket står i modsætning til dem, der påvirkes af ormemidlet i hestens tarm.

Intet ormemiddel har 100 % effekt, og enkelte orm vil derfor altid overleve. Disse overlevende orm vil indeholde gener, der koder for resistens og som kan føres videre til næste generation.

Strongylider formerer sig ved kønnet forplantning i hestens stortarm, og derfor skal hesten optage både resistente hanner og hunner, der skal parres, før resistensen føres videre til næste generation. Her har størrelsen af det parasitære refugium stor betydning, da et stort refugium kan fortynde forekomsten af resistente orm, mindske chancen for parring mellem to resistente individer og dermed forsinke resistensudviklingen betydeligt.

”Move then dose”

Heraf følger, at behandlinger skal undgås på tidspunkter, hvor det parasitære refugium er af mindre størrelse. I Danmark er der således især tale om vinterhalvåret samt situationer, hvor en flok heste flytter til ”ren” mark. Ved behandling i forbindelse med en sådan flytning nedbringes størrelsen af refugiet til et minimum, og græsmarken vil derefter befolkes af efterkommere af orm, der overlevede behandlingen. Se Figur 3 for illustration af dette.

Denne fremgangsmåde har i årevis været vidt udbredt og anbefalet som såkaldt ”dose and move”, men der er nu bred enighed om at den bør forkastes. I stedet bør man anvende ”move then dose” – altså flytning først og behandling efter nogle uger på den nye græsmark.

Flytningen vil i sig selv reducere parasitbyrden betragteligt, så behandling er i mange tilfælde ikke nødvendig. Gødningsundersøgelser kan afsløre behovet for dette.

Metoder til påvisning af ormemiddelresisten (Højreklik og vælg "Åbn i nyt vindue")

Tak til de deltagende praksis i undersøgelsen samt til Den Danske Dyrlægeforening for hjælp med adresser mv.

Artiklen har tidligere været bragt i Dansk Veterinærtidsskrift, nr. 6, 2006.

En stor tak til Martin Krarup Nielsen samt Den Danske Dyrlægeforening for at vi må bringe artiklen her på Westernportalen!

Chipmærkning af heste

Er din hest chip mærket? Hvis den er, er der så en særlig grund til det?

I det sidste nye Magasinet Hest, er der en artikel - Chip mærkning - er vejen frem. Denne lille artikel har gjort mig nysgerrig omkring chipmærkning.

Den ene af mine 4 heste er chip mærket. Det valgte jeg at få gjort i forbindelse med et dyrlægebesøg, hvor dyrlægen fortalte mig om chippens "goder". Samtidig føler jeg mig rimelig tryg ved tanken om, muligheden for at finde hesten igen, hvis den skulle blive stjålet.

Jeg har nu søgt frem og tilbage på nettet og har egentligt ikke fundet ret meget, så jeg syntes det er værd at fortælle om den smule jeg fandt.

I artiklen fra Magasinet Hest, fortæller Kiwa Riis Olesen der er formand for Dyrlægeforeningens sektion for heste, at det er en rigtig god idé at få chip mærket sin hest. Chippen giver en entydig identifikation af hesten og samtidig er den mere end vanskelig at fjerne igen. "Man skal have gang i en kniv og så ind og finde den, hvis man vil have den ud" fortæller Kiwa Riis Olesen. Og det er jo ganske trygt at vide. Det kan nemlig ikke lade sig gøre uden det vil kunne ses tydeligt! Samtidigt fortæller hun, at hun ikke er bekendt med, at man kan gå ind og spolere chippen, så den ikke kan opgive sine informationer. Hun fortæller videre at hun har talt med producenten, som oplyser at, det ikke kan lade sig gøre at passificere chippen.

Nedenstående er hentet hos Dyrlægevagten.dk

Hvordan foregår chip mærkning af heste

Chipmærkning foregår ved hjælp af en kanyle, hvori der sidder et stempel. Inde i kanylen sidder mikrochippen (transponder), som skal være ISO-certificeret. Ved indsprøjtning placerer man chippen midt på halsen på overgangen mellem muskel og spækkam. Man har vedtaget, at chippen placeres på hestens venstre side. Smertepåvirkningen svarer til en almindelig indsprøjtning.

Chipmærkning er blevet mere aktuelt efter offentliggørelse af bekendtgørelse nr 304 af 16. maj 2002 med senere ændringer, om behandling af dyr af hesteslægten med visse lægemidler.

Hvorfor er chip mærkning af heste blevet indført

Det er for at gøre det muligt at behandle dyr af hesteslægten, det vil sige heste, æsler, muldyr m.v., med nødvendige lægemidler, hvor der ikke foreligger tilstrækkelig dokumentation for, hvornår lægemidlet er ude af dyrets krop. Det er altså et spørgsmål, om hesten kan anvendes til konsum eller ikke. Derfor er chipmærkningssystemet indført.

Hvis dyret behandles med et lægemiddel, hvor der ikke er tilstrækkelig dokumentation for, hvornår medicinen er ude af kroppen, så skal hesten chipmærkes, og dyrlægen skal skriftligt underrette ejeren og Fødevaredirektoratet om, at dyret for stedse bliver udelukket fra at kunne anvendes til konsum. Det betyder, at dyret skal destrueres.

En del heste er af avlsmæssige årsager blevet chipmærket. Hvis chippen på disse dyr kan aflæses med en scanner, så behøver man ikke at chipmærke dyret igen. Skulle chippen være placeret et andet sted end ovenfor beskrevet, så skal Fødevaredirektoratet have underretning om, hvor chippen er placeret.

Hvem underretter Fødevaredirektoratet og ejeren?

Det påhviler dyrlægen, at underrette ejer og Fødevaredirektoratet om, at dyret ikke kan anvendes til konsum. Derfor er der krav om, at dyrlæge-/ejererklæring skal indsendes til direktoratet senest to arbejdsdage efter behandling har fundet sted.

På erklæringerne skal hestens chipmærkenummer skrives og en kopi udleveres til ejer.

Hvad kan jeg gøre, hvis min erklæring bortkommer?

Hvis ejerens kopi af dyrlæge-/ejererklæring bortkommer, skal en ny dyrlæge-/ejererklæring udfyldes.

Dyrlægens attestation for hestens identitet fastslået ved aflæsning af chipnummeret er nødvendig.

Når dyrlægen indsender erklæringen, anfører dyrlægen, at det er en erstatningserklæring for en tidligere fremsendt erklæring. Formularen skal udfyldes med de krævede oplysninger om ejer og hest, og hvis man har kendskab til den behandling, som har udelukket hesten fra konsum, skal det også oplyses.

Overtrædelse af bekendtgørelsen straffes med bøde.

Du kan læse mere om chip mærkning her:

Fødevarestyrelsen/Chipmærkning af heste

Netdyredoktor

Chipmærkning af heste

Er din hest chip mærket? Hvis den er, er der så en særlig grund til det?

I det sidste nye Magasinet Hest, er der en artikel - Chip mærkning - er vejen frem. Denne lille artikel har gjort mig nysgerrig omkring chipmærkning.

Den ene af mine 4 heste er chip mærket. Det valgte jeg at få gjort i forbindelse med et dyrlægebesøg, hvor dyrlægen fortalte mig om chippens "goder". Samtidig føler jeg mig rimelig tryg ved tanken om, muligheden for at finde hesten igen, hvis den skulle blive stjålet.

Jeg har nu søgt frem og tilbage på nettet og har egentligt ikke fundet ret meget, så jeg syntes det er værd at fortælle om den smule jeg fandt.

I artiklen fra Magasinet Hest, fortæller Kiwa Riis Olesen der er formand for Dyrlægeforeningens sektion for heste, at det er en rigtig god idé at få chip mærket sin hest. Chippen giver en entydig identifikation af hesten og samtidig er den mere end vanskelig at fjerne igen. "Man skal have gang i en kniv og så ind og finde den, hvis man vil have den ud" fortæller Kiwa Riis Olesen. Og det er jo ganske trygt at vide. Det kan nemlig ikke lade sig gøre uden det vil kunne ses tydeligt! Samtidigt fortæller hun, at hun ikke er bekendt med, at man kan gå ind og spolere chippen, så den ikke kan opgive sine informationer. Hun fortæller videre at hun har talt med producenten, som oplyser at, det ikke kan lade sig gøre at passificere chippen.

Nedenstående er hentet hos Dyrlægevagten.dk

Hvordan foregår chip mærkning af heste

Chipmærkning foregår ved hjælp af en kanyle, hvori der sidder et stempel. Inde i kanylen sidder mikrochippen (transponder), som skal være ISO-certificeret. Ved indsprøjtning placerer man chippen midt på halsen på overgangen mellem muskel og spækkam. Man har vedtaget, at chippen placeres på hestens venstre side. Smertepåvirkningen svarer til en almindelig indsprøjtning.

Chipmærkning er blevet mere aktuelt efter offentliggørelse af bekendtgørelse nr 304 af 16. maj 2002 med senere ændringer, om behandling af dyr af hesteslægten med visse lægemidler.

Hvorfor er chip mærkning af heste blevet indført

Det er for at gøre det muligt at behandle dyr af hesteslægten, det vil sige heste, æsler, muldyr m.v., med nødvendige lægemidler, hvor der ikke foreligger tilstrækkelig dokumentation for, hvornår lægemidlet er ude af dyrets krop. Det er altså et spørgsmål, om hesten kan anvendes til konsum eller ikke. Derfor er chipmærkningssystemet indført.

Hvis dyret behandles med et lægemiddel, hvor der ikke er tilstrækkelig dokumentation for, hvornår medicinen er ude af kroppen, så skal hesten chipmærkes, og dyrlægen skal skriftligt underrette ejeren og Fødevaredirektoratet om, at dyret for stedse bliver udelukket fra at kunne anvendes til konsum. Det betyder, at dyret skal destrueres.

En del heste er af avlsmæssige årsager blevet chipmærket. Hvis chippen på disse dyr kan aflæses med en scanner, så behøver man ikke at chipmærke dyret igen. Skulle chippen være placeret et andet sted end ovenfor beskrevet, så skal Fødevaredirektoratet have underretning om, hvor chippen er placeret.

Hvem underretter Fødevaredirektoratet og ejeren?

Det påhviler dyrlægen, at underrette ejer og Fødevaredirektoratet om, at dyret ikke kan anvendes til konsum. Derfor er der krav om, at dyrlæge-/ejererklæring skal indsendes til direktoratet senest to arbejdsdage efter behandling har fundet sted.

På erklæringerne skal hestens chipmærkenummer skrives og en kopi udleveres til ejer.

Hvad kan jeg gøre, hvis min erklæring bortkommer?

Hvis ejerens kopi af dyrlæge-/ejererklæring bortkommer, skal en ny dyrlæge-/ejererklæring udfyldes.

Dyrlægens attestation for hestens identitet fastslået ved aflæsning af chipnummeret er nødvendig.

Når dyrlægen indsender erklæringen, anfører dyrlægen, at det er en erstatningserklæring for en tidligere fremsendt erklæring. Formularen skal udfyldes med de krævede oplysninger om ejer og hest, og hvis man har kendskab til den behandling, som har udelukket hesten fra konsum, skal det også oplyses.

Overtrædelse af bekendtgørelsen straffes med bøde.

Du kan læse mere om chip mærkning her:

Fødevarestyrelsen/Chipmærkning af heste

Netdyredoktor

Relation imellem tilvækst og OCD hos hollandsk varmblod

Osteochondrose (OCD) er en ortopædisk sygdom, der udvikles successivt hos hesten.

Sygdommen kan beskrives som en udviklingsforstyrrelse i skelettet, opstået i hestens vækstperiode.

Når skelettet vokser dannes først brusk, som siden forbenes. Ved Osteochondrose sker forbeningen ikke som normalt, hvilket påvirker et eller flere led. Ledbrusken i det ramte led fortykkes og næringstilførslen mindskes. Et stykke af brusken løsner sig, hvilket medfører smerte og halthed hos hesten under bevægelse.

Tidligere studier har vist, at mange føl udvikler sygdommen fra 1 til 12 måneders alderen. Hos de fleste føl repareres skaden og læger sig selv før 13-måneders alderen. Mulige årsager til at unge heste udvikler Osteochondrose anses for at være; arveanlæg, fodring, træning og unormal hurtig tilvækst hos den unge hest (det samme som hos andre dyrearter).

I et hollandsk studie målte man tilvæksten hos 144 hollandske varmblodsføl (KWPN), født i årene 1994 – 1999, og opvokset på samme forskningscenter. Forskerne studerede sammenhængen mellem hestenes fødselsvægt, vægt ved henholdsvis 5 og 12 måneders alderen, gennemsnitlig dagligt vægtforøgelse og stangmålet ved fødslen. Disse værdier blev sammenlignet med forekomsten af Osteochondrose (positiv OC(+) eller negativ OC(-)) ved eller efter 12-måneders alderen (fastslås ved hjælp af røntgen).

Føllene i studiet blev opstaldet i løsdrift, og fodret med kraftfoder og høsilage, efter fravænningen. Hestene blev fravænnet ved 4-måneders alderen.

Resultatet af studiet viste en tydelig forskel i vægtøgning mellem de føl som var OC(-) og de som var OC(+). Imellem 5 og 12 måneders alderen forøgede de heste, som udviklede OCD, i gennemsnit deres vægt med 149 kg, mens de føl, som ikke udviklede sygdommen, forøgede vægten med 126 kg. I dette studie kunne man ikke finde nogen forskel imellem hingste og hopper.

Resultatet viste også, at den gruppe som var OC(+) tabte mere vægt i de første 5 uger efter fravænning, for derefter at tage hurtigere på i vægt, sammenlignet med den anden gruppe. Andre forskere har tidligere rapporteret om en sammenhæng imellem en energirig fodring og hurtig tilvækst hos hesten, og forekomsten af OCD.

Selvom der er behov for yderligere forskning, kan det almindeligvis antages, at føl som vokser for hurtigt efter fravænningen løber en øget risiko for at den ”naturligt” forekommende OCD ikke læger sig selv.

HC kommentar:

I Holland og en del andre lande i Europa arrangeres følauktioner, hvor det er almindeligt, at de føl som ser mest ”fuldvoksne” ud, sælges for de højeste priser. Dette kan medføre at unge heste udsættes for en følhåndtering med tidlig fravænning, fodring efter en energirig foderplan, og at mulighederne for at gå på fold mindskes. Denne håndtering kan føre til en alt for kraftig tilvækst og dermed en større risiko for Osteochondrose.

I praksis bør man undlade at udsætte unge heste for voldsomme forandringer, der medfører vægtøgninger. Det er bedre at holde hestene på et mindre energiholdigt græsningsareal under avlssæsonen, for at minimere risikoen for overfodring med hurtige kulhydrater. Energiindholdet i ekstra foder bør nøje overvåges, idet formålet med ekstra udfodring er at afbalancere protein, mineraler og vitaminer, ikke at tilføre en masse ekstra energi (Ellis, 2001).

Kilder:

A. D. Ellis and G. M. van Tilburg (2002) `Assessment of growth rates in Dutch Warmblood horses in relation to Osteochondrosis´. Proceedings of the 53rd Annual Conference of the European Association of Animal Production, Cairo, Presentation

A. D. Ellis (2001) `Feeding the foal in relation to Osteochondrosis´, Internal Report (peer reviewed), Research Institute for Animal Husbandry, Animal Sciences Group, Wageningen University Research, NL

Artikel venligst udlånt af: www.horseconnexion.org

Relation imellem tilvækst og OCD hos hollandsk varmblod

Osteochondrose (OCD) er en ortopædisk sygdom, der udvikles successivt hos hesten.

Sygdommen kan beskrives som en udviklingsforstyrrelse i skelettet, opstået i hestens vækstperiode.

Når skelettet vokser dannes først brusk, som siden forbenes. Ved Osteochondrose sker forbeningen ikke som normalt, hvilket påvirker et eller flere led. Ledbrusken i det ramte led fortykkes og næringstilførslen mindskes. Et stykke af brusken løsner sig, hvilket medfører smerte og halthed hos hesten under bevægelse.

Tidligere studier har vist, at mange føl udvikler sygdommen fra 1 til 12 måneders alderen. Hos de fleste føl repareres skaden og læger sig selv før 13-måneders alderen. Mulige årsager til at unge heste udvikler Osteochondrose anses for at være; arveanlæg, fodring, træning og unormal hurtig tilvækst hos den unge hest (det samme som hos andre dyrearter).

I et hollandsk studie målte man tilvæksten hos 144 hollandske varmblodsføl (KWPN), født i årene 1994 – 1999, og opvokset på samme forskningscenter. Forskerne studerede sammenhængen mellem hestenes fødselsvægt, vægt ved henholdsvis 5 og 12 måneders alderen, gennemsnitlig dagligt vægtforøgelse og stangmålet ved fødslen. Disse værdier blev sammenlignet med forekomsten af Osteochondrose (positiv OC(+) eller negativ OC(-)) ved eller efter 12-måneders alderen (fastslås ved hjælp af røntgen).

Føllene i studiet blev opstaldet i løsdrift, og fodret med kraftfoder og høsilage, efter fravænningen. Hestene blev fravænnet ved 4-måneders alderen.

Resultatet af studiet viste en tydelig forskel i vægtøgning mellem de føl som var OC(-) og de som var OC(+). Imellem 5 og 12 måneders alderen forøgede de heste, som udviklede OCD, i gennemsnit deres vægt med 149 kg, mens de føl, som ikke udviklede sygdommen, forøgede vægten med 126 kg. I dette studie kunne man ikke finde nogen forskel imellem hingste og hopper.

Resultatet viste også, at den gruppe som var OC(+) tabte mere vægt i de første 5 uger efter fravænning, for derefter at tage hurtigere på i vægt, sammenlignet med den anden gruppe. Andre forskere har tidligere rapporteret om en sammenhæng imellem en energirig fodring og hurtig tilvækst hos hesten, og forekomsten af OCD.

Selvom der er behov for yderligere forskning, kan det almindeligvis antages, at føl som vokser for hurtigt efter fravænningen løber en øget risiko for at den ”naturligt” forekommende OCD ikke læger sig selv.

HC kommentar:

I Holland og en del andre lande i Europa arrangeres følauktioner, hvor det er almindeligt, at de føl som ser mest ”fuldvoksne” ud, sælges for de højeste priser. Dette kan medføre at unge heste udsættes for en følhåndtering med tidlig fravænning, fodring efter en energirig foderplan, og at mulighederne for at gå på fold mindskes. Denne håndtering kan føre til en alt for kraftig tilvækst og dermed en større risiko for Osteochondrose.

I praksis bør man undlade at udsætte unge heste for voldsomme forandringer, der medfører vægtøgninger. Det er bedre at holde hestene på et mindre energiholdigt græsningsareal under avlssæsonen, for at minimere risikoen for overfodring med hurtige kulhydrater. Energiindholdet i ekstra foder bør nøje overvåges, idet formålet med ekstra udfodring er at afbalancere protein, mineraler og vitaminer, ikke at tilføre en masse ekstra energi (Ellis, 2001).

Kilder:

A. D. Ellis and G. M. van Tilburg (2002) `Assessment of growth rates in Dutch Warmblood horses in relation to Osteochondrosis´. Proceedings of the 53rd Annual Conference of the European Association of Animal Production, Cairo, Presentation

A. D. Ellis (2001) `Feeding the foal in relation to Osteochondrosis´, Internal Report (peer reviewed), Research Institute for Animal Husbandry, Animal Sciences Group, Wageningen University Research, NL

Artikel venligst udlånt af: www.horseconnexion.org

Tahitian Noni Juice til utrivelige heste?

Gennem år og dag, kommer der mange forskellige produkter på banen, der lover mirakuløse virkninger på alt fra nedgroede tånegle til sclerose.

Nogle af disse midler forvilder sig også ind i dyresektoren og efterhånden lærer man at reagere med et vist gran salt, når man bliver præsenteret for et NYT MIRAKELMIDDEL!

Jeg for min part havde ihvertfald en sund og naturlig skepsis, da jeg blev præsenteret for Tahitian Noni Juice. Jamen der er nærmest intet som midlet ikke hjælper for, så efter at have været alternativt interesseret i over 35 år og prøvet alverdens mere eller mindre vellykkede præparater, var jeg nærmest klar til at feje dette her af bordet som: Nå ja der er så meget, der er ”meget godt”. Alligevel blev min nysgerrighed langsomt, men modvilligt vakt.

Af høflighed lyttede jeg til den danske distributør på Vilhelmsborg og han snakkede da også godt for sagen.

Han fortalte om heste, der allerede havde været i succesrig ”Noni terapi” herhjemme med stress og maveproblemer, men også en hingst med fertilitetsproblemer havde været udsat for forsøg med forbløffende resultater.

Det der nok var ret interessant var at dyrlæger som havde været involverede i forsøgene var rimeligt imponerede.

Det kan enhver jo komme og sige, men Vagn Malmskov giver bestemt det indtryk, at han er en ærlig og meget reel mand. Så til trods for min skepsis, så blev jeg ihvertfald så interesseret at jeg blev enig med mig selv om at jeg måtte prøve det på egen krop. Også al den stund at min ”nye bladkarriere” bestemt havde kørt mit stressniveau op på max og kogepunktet. Symptomer der var stærkt mavesårslignene havde også gjort sit indtog og energispejlet var i bund, hvilket mange ikke undlod at bemærke på Vilhelmsborg.

Så nuvel! ”Hvis det virkelig er så godt, så lad os prøve en flaske!”

Flasken ankom og man måtte jo smage på ”skidtet”. Ja jeg må indrømme at jeg havde svært ved at styre min skepsis. Det levede op til mine skrækkeligste forventninger og jeg havde bestemt ikke gode ting at sige om, hvordan det smagte.

Der kom fra min mund nogle meget maleriske beskrivelser om, hvordan jeg mente at denne Juice blev fremstillet.

Vagn Malmskov ringede mig op og vi snakkede lidt om tingene og jeg bestilte en kasse mere. For som Vagn sagde, så måtte man regne med lidt længere tid til at skulle vurdere det.

Det kunne jeg jo udmærket godt se, så det logiske måtte være at give det en ordentlig chance

Jeg hørte da også om andre der havde syntes at det smagte afskyeligt i starten, men efterhånden havde vænnet sig til det.

Så jeg hængte i og bemærkede, hvorledes min smagssans enten forandrede sig eller også vænnede jeg mig til det. Inden længe begyndte jeg at få duften fra det i næseborene, når jeg passerede de to dunke jeg havde stående på trappen til heste og efterhånden tog jeg mig i at det duftede godt. Som tiden gik, begyndte det også at smage godt. En temmelig radikal ændring, som jeg bestemt ikke kan love andre, men som flere ihvertfald har givet udtryk for også er deres oplevelse.

Jeg havde sat mig for, at jeg objektivt ville prøve varen selv før den skulle afprøves på en sagesløs hest. Så hvad skete der så med mig?

Det har taget et par måneder, men de mavesårssymptomer, der startede i Februar og til sidst var blevet aldeles voldsomme er væk. det er faktisk lykkedes mig at blive lidt mere smidig – ikke så dårligt. Stressniveauet er helt nede, er væk - forduftet - faktisk er min hukommelse og mit fokus blevet væsentligt bedre. Hår og negle er blevet stærkere og kraftigere. Har altid lidt af hvide neglepletter, men de er væk. Andre gevinster?

Mit søvnmønster er ved at ændre sig radikalt. Jeg har altid været ekstremt B Menneske, men det er ved at vende, så jeg er træt om aftenen og vil sove, men vågner så til gengæld tidligt om morgenen og er kampklar (og må jeg modvilligt indrømme - får mere fra hånden).

Det er altsammen noget som jeg bestemt kan bruge og jeg har tænkt mig at fortsætte, nu hvor jeg er på den 3. kasse.

For 3 uger siden, var det så på tide at forsøge med at hælde på vores problemhest Sonny. Ja Sonny er faktisk Jens Chr. Lunds. Sonny er krybbebider og trives i perioder ret dårligt. Den nyeste forskning viser jo at krybbebideri skyldes forkerte reaktioner i maven. Så hvorfor ikke ?

BG Tuff Sonny dagen efter han kom hjem fra Shane. Han var dog ikke bedre da han kom derop, til trods for han gik på døgnfold med græs og blev fodret på folden. (Foto: CMN Western Journalen

Nu er det jo et hesteblad det her og historien her skal handle om Sonny og det er klart meningen at der skal komme bulletiner efterhånden som der kan spores en udvikling.

Sonnys historie:

Sonny er 3 år! Født på Alhambra, på en breedingstockhoppe efter ”Eagle”.

Alle afkommene efter Eagle har altid været nemme at fodre på, men Sonny har i perioder været lidt svær.

Da Jens Chr. købte ham, skubbede jeg lidt til ham, for at han skulle behandle ham med noget maveregulerende, men han kom sig godt hjemme hos ham og der var ikke noget der tydede på, at der ville blive flere problemer.

Sent på vinteren i år skulle vi så se at få redet Sonny til.

Jeg havde en del heste i ridning på det tidspunkt og da Sonny`s tilridning var en slags vennetjeneste, var han nok den hest der blev skubbet ned i bageste række hele tiden og jeg fik gjort lidt med ham en gang imellem, men ikke nok.

Særlige omstændigheder havde gjort at jeg pludselig stod med en masse staldarbejde ud over de andre træningsheste og det gik også lidt ud over Sonny træningsmæssigt.

Han havde trivedes fint i løsdrift hjemme hos Jens Christian, og blev derfor sat i løsdrift hos os, men langsomt faldt han af og trivedes ikke rigtigt.

Nu kan jeg som regel få hvad som helst til at trives, men ham her gled til min frustration lidt ud mellem fingrene på mig.

Jeg havde i det tidlige forår haft saddel på ham nogle gange. Det var sådan set gået meget ok og også med hovedtøjet. Så kom der et slip i kontinuiteten.

På et tidspunkt tager jeg så bolden op og vi skal til at arbejde udenfor.

Da jeg ikke har arbejdet med ham et stykke tid starter jeg ham først i longe et par dage, det går fint. Så tager jeg sadlen med ud på ridebanen og lægger den på. Det går fint!.

Da jeg så lukker ham ud i longen, går han fuldstændig ”nuts”. Nå ja det er set før, men til sidst må jeg slippe ham og han braser ud igennem hegnet og løber bukkende og skrydende ned bag ridehuset, hvor jeg kan gå ned og hente ham, da han står helt stille. I første omgang tager jeg det helt roligt. Nå ja han reagerede lidt voldsomt, det er der jo nogen der gør.

Jeg tog ham så op på banen igen og longerede ham og nu var der ikke noget. Han havde jo også afreageret omend lidt voldsomt.

Så går der nok et par dage igen før jeg får fat i ham, men lidt overraskende for mig gentager historien sig. Nu synes jeg det begynder at ligne noget der kunne blive lidt træls.

Jeg plejer nok at kunne styre de der ungheste, men Sonny går tilsyneladende helt balistisk og glemmer alt om sig selv og virker nærmest sanseløs. Ikke af skræk, men af hvad så?

Jeg kan og kunne ikke finde nogen fysiske defekter i form af rygproblemer eller andet og har slet ikke nogen følelse af at det er her problemet ligger. Det skal også lige siges, at han er ikke typen der rent adfærdsmæssigt skulle reagere sådan. Det giver bare ingen mening!

Efter at have prøvet endnu et par gange med samme resultat, bliver man lidt mærket af det.

Jeg beslutter mig så for at tage ham i ridehuset og prøve der. Denne gang vil jeg bare slippe ham, så han kan afreagere. Jeg prøver det et par gange, hvor jeg så når han er bukket færdig fanger ham og longerer ham lidt og det går da også passabelt. Men der er bare ingen bedring!

Et par gange sætter jeg ham i boksen med saddel efterfølgende, men han virker lidt ”spændende”.

Alarmklokkerne er lidt i beredskab, jeg bryder mig ikke rigtigt om det, men synes stadig ikke jeg kan sætte fingrene på noget rigtigt og hele mit ”teoridannelsesapparat” er ude af funktion og står på ”Programmet svarer ikke”.

Jeg snakker med Jens Christian og overbeviser ham om at Shane Mosele nok er løsningen.

Godt så! Jeg kører Sonny op til Shane. Som Shane udtrykte det da jeg ringede for at høre hvordan det gik: ”Joo jeg lever endnu!”

Han havde fået ham til at acceptere sadlen, sådan ok, han kunne sætte sig op på ham uden saddel, men saddel og rytter - umuligt! Han brasede ud igennem hegnet og Shane måtte springe af. Tjaa hvad så?

Jeg måtte jo så hente ham og vi snakkede lidt om det. Shane havde heller ikke opfattelsen af at ryg eller ben var problemet. Derimod følte han sig overbevist om at når hesten blev lidt stresset, fik den ondt i maven og som han sagde:.....”mavesmerter er noget der kan gøre en hest fuldstændig hysterisk og nærmest få den til ”at begå selvmord” ved at rulle sig, til den får tarmslyng”!

Den gled rent ind! Det gav simpelthen mening. Shane mente heller ikke at der var noget galt med hesten rent psykisk, så vi var ret enige om at der ikke burde være nogen problemer overhovedet.

Jeg tog så hjem med ham og efter samråd med Jens Christian begyndte vi så at give ham Noni Juice.

De første par dage han var hjemme gik for så vidt godt, men han slugte luft, så jeg blev helt chokeret, når han spiste. Luften passerede så i en stadig strøm, så han fik ikke rigtig kolik.

Efter et par dage satte jeg ”Nonien” op og så skal jeg love for der kom en reaktion. Så fik han koliksmerter.

Vagn Malmskov havde fortalt om en travhest der havde reageret sådan, så jeg var lidt forberedt.

Jeg gik lidt med ham og smerterne gik over, men jeg satte ham omgående ned i dosis fra næste fodring.

Nu har han så fået det i 3 uger!

Hvad er status?

Jooo, jeg er overbevist om at vi skal fortsætte.

Han sluger da stadig luft når han spiser, men slet ikke i samme grad og der sker væsentlige pelsforandringer, et tydeligt tegn på at ”Nonien” er begyndt at arbejde.

Det skal lige fortælles at da han gik på græs i sommer, stod han og slugte luft, ved at ”sætte tænderne” på hegnspælene, det gør han slet ikke mere.

Langsom, men sikkert begynder han at tage på, han har fået glans i øjnene og han er ikke oppustet længere. Han er blevet ekstremt glad for sin mad og spiser på en energisk og glad måde.

Nu er jeg så blevet sat i forbindelse med en amerikansk dyrlæge, der har kørt forsøg med over 50 heste og Noni Juice, hvor man har kørt jævnlige gastroskopiundersøgelser, for at følge virkningen på tarmfloraen og maven og jeg vil så konsultere ham for at kunne starte træningen af Sonny igen på det rigtige tidspunkt og i øvrigt løbende holde mig ajour med ham.

Vagn Malmskov har så fortalt mig om at travtræneren Rene Kjær fra Billund havde en hest, som de hverken kunne køre i trailer, eller lægge sulky på. Den blev totalt desperat.

Da hesten var god var det lidt træls, for den kunne jo så ikke komme ud at starte.

Efter godt en måned med en temmelig høj dosis Noni, kunne man begynde at lægge sulkyen på hesten og træne den. Snart kunne man sætte den i trailer og transport og efter 2 måneder blev den startet i løb i en exelent kondition og - den vandt!

Jeg har klart en fornemmelse af en parallel her og jeg er meget spændt på om vi er lige så heldige.

Trivselsmæssigt er der masser af vidnesbyrd i USA omkring forbedringer, så her skal vi bestemt nok kunne følge trop.

Lucy i sine velmagtsdage, på toppen på springbanerne

F.eks. er der historien fra et nyhedsbrev for nyligt om Lucy, der var en super springhest, som pludselig udviklede en foderallergi, der bevirkede at den i 3 år har måttet leve af en diæt på gulerødder. Det blev den nu ikke særlig pæn af.

Som det ses er 3 år på gulerødder ikke noget at stræbe efter. Det er lidt utroligt at de har ladet den leve.

Efter 14 dage på Noni Juice er hesten allerede i bedring. Ribbenene stikker bare ikke ud i den grad på den mere og pelsen har fået glød og har forandret sig. Frem for alt reagerer hesten ikke allergisk mere og den kan begynde at optage normal fodring.

Øverst:

Lucy taget bagfra kort tid efter hun påbegyndte indtagelsen af juicen.

Godt en måned senere, ser hun ud som nedenstående.

Jeg kan ikke benægte at jeg er meget spændt på, hvordan det vil gå med Sonny, og som sagt, vil der blive kørt stadige bulletiner.

Artiklen er tidligere bragt i Western Journalen

Tahitian Noni Juice til utrivelige heste?

Gennem år og dag, kommer der mange forskellige produkter på banen, der lover mirakuløse virkninger på alt fra nedgroede tånegle til sclerose.

Nogle af disse midler forvilder sig også ind i dyresektoren og efterhånden lærer man at reagere med et vist gran salt, når man bliver præsenteret for et NYT MIRAKELMIDDEL!

Jeg for min part havde ihvertfald en sund og naturlig skepsis, da jeg blev præsenteret for Tahitian Noni Juice. Jamen der er nærmest intet som midlet ikke hjælper for, så efter at have været alternativt interesseret i over 35 år og prøvet alverdens mere eller mindre vellykkede præparater, var jeg nærmest klar til at feje dette her af bordet som: Nå ja der er så meget, der er ”meget godt”. Alligevel blev min nysgerrighed langsomt, men modvilligt vakt.

Af høflighed lyttede jeg til den danske distributør på Vilhelmsborg og han snakkede da også godt for sagen.

Han fortalte om heste, der allerede havde været i succesrig ”Noni terapi” herhjemme med stress og maveproblemer, men også en hingst med fertilitetsproblemer havde været udsat for forsøg med forbløffende resultater.

Det der nok var ret interessant var at dyrlæger som havde været involverede i forsøgene var rimeligt imponerede.

Det kan enhver jo komme og sige, men Vagn Malmskov giver bestemt det indtryk, at han er en ærlig og meget reel mand. Så til trods for min skepsis, så blev jeg ihvertfald så interesseret at jeg blev enig med mig selv om at jeg måtte prøve det på egen krop. Også al den stund at min ”nye bladkarriere” bestemt havde kørt mit stressniveau op på max og kogepunktet. Symptomer der var stærkt mavesårslignene havde også gjort sit indtog og energispejlet var i bund, hvilket mange ikke undlod at bemærke på Vilhelmsborg.

Så nuvel! ”Hvis det virkelig er så godt, så lad os prøve en flaske!”

Flasken ankom og man måtte jo smage på ”skidtet”. Ja jeg må indrømme at jeg havde svært ved at styre min skepsis. Det levede op til mine skrækkeligste forventninger og jeg havde bestemt ikke gode ting at sige om, hvordan det smagte.

Der kom fra min mund nogle meget maleriske beskrivelser om, hvordan jeg mente at denne Juice blev fremstillet.

Vagn Malmskov ringede mig op og vi snakkede lidt om tingene og jeg bestilte en kasse mere. For som Vagn sagde, så måtte man regne med lidt længere tid til at skulle vurdere det.

Det kunne jeg jo udmærket godt se, så det logiske måtte være at give det en ordentlig chance

Jeg hørte da også om andre der havde syntes at det smagte afskyeligt i starten, men efterhånden havde vænnet sig til det.

Så jeg hængte i og bemærkede, hvorledes min smagssans enten forandrede sig eller også vænnede jeg mig til det. Inden længe begyndte jeg at få duften fra det i næseborene, når jeg passerede de to dunke jeg havde stående på trappen til heste og efterhånden tog jeg mig i at det duftede godt. Som tiden gik, begyndte det også at smage godt. En temmelig radikal ændring, som jeg bestemt ikke kan love andre, men som flere ihvertfald har givet udtryk for også er deres oplevelse.

Jeg havde sat mig for, at jeg objektivt ville prøve varen selv før den skulle afprøves på en sagesløs hest. Så hvad skete der så med mig?

Det har taget et par måneder, men de mavesårssymptomer, der startede i Februar og til sidst var blevet aldeles voldsomme er væk. det er faktisk lykkedes mig at blive lidt mere smidig – ikke så dårligt. Stressniveauet er helt nede, er væk - forduftet - faktisk er min hukommelse og mit fokus blevet væsentligt bedre. Hår og negle er blevet stærkere og kraftigere. Har altid lidt af hvide neglepletter, men de er væk. Andre gevinster?

Mit søvnmønster er ved at ændre sig radikalt. Jeg har altid været ekstremt B Menneske, men det er ved at vende, så jeg er træt om aftenen og vil sove, men vågner så til gengæld tidligt om morgenen og er kampklar (og må jeg modvilligt indrømme - får mere fra hånden).

Det er altsammen noget som jeg bestemt kan bruge og jeg har tænkt mig at fortsætte, nu hvor jeg er på den 3. kasse.

For 3 uger siden, var det så på tide at forsøge med at hælde på vores problemhest Sonny. Ja Sonny er faktisk Jens Chr. Lunds. Sonny er krybbebider og trives i perioder ret dårligt. Den nyeste forskning viser jo at krybbebideri skyldes forkerte reaktioner i maven. Så hvorfor ikke ?

BG Tuff Sonny dagen efter han kom hjem fra Shane. Han var dog ikke bedre da han kom derop, til trods for han gik på døgnfold med græs og blev fodret på folden. (Foto: CMN Western Journalen

Nu er det jo et hesteblad det her og historien her skal handle om Sonny og det er klart meningen at der skal komme bulletiner efterhånden som der kan spores en udvikling.

Sonnys historie:

Sonny er 3 år! Født på Alhambra, på en breedingstockhoppe efter ”Eagle”.

Alle afkommene efter Eagle har altid været nemme at fodre på, men Sonny har i perioder været lidt svær.

Da Jens Chr. købte ham, skubbede jeg lidt til ham, for at han skulle behandle ham med noget maveregulerende, men han kom sig godt hjemme hos ham og der var ikke noget der tydede på, at der ville blive flere problemer.

Sent på vinteren i år skulle vi så se at få redet Sonny til.

Jeg havde en del heste i ridning på det tidspunkt og da Sonny`s tilridning var en slags vennetjeneste, var han nok den hest der blev skubbet ned i bageste række hele tiden og jeg fik gjort lidt med ham en gang imellem, men ikke nok.

Særlige omstændigheder havde gjort at jeg pludselig stod med en masse staldarbejde ud over de andre træningsheste og det gik også lidt ud over Sonny træningsmæssigt.

Han havde trivedes fint i løsdrift hjemme hos Jens Christian, og blev derfor sat i løsdrift hos os, men langsomt faldt han af og trivedes ikke rigtigt.

Nu kan jeg som regel få hvad som helst til at trives, men ham her gled til min frustration lidt ud mellem fingrene på mig.

Jeg havde i det tidlige forår haft saddel på ham nogle gange. Det var sådan set gået meget ok og også med hovedtøjet. Så kom der et slip i kontinuiteten.

På et tidspunkt tager jeg så bolden op og vi skal til at arbejde udenfor.

Da jeg ikke har arbejdet med ham et stykke tid starter jeg ham først i longe et par dage, det går fint. Så tager jeg sadlen med ud på ridebanen og lægger den på. Det går fint!.

Da jeg så lukker ham ud i longen, går han fuldstændig ”nuts”. Nå ja det er set før, men til sidst må jeg slippe ham og han braser ud igennem hegnet og løber bukkende og skrydende ned bag ridehuset, hvor jeg kan gå ned og hente ham, da han står helt stille. I første omgang tager jeg det helt roligt. Nå ja han reagerede lidt voldsomt, det er der jo nogen der gør.

Jeg tog ham så op på banen igen og longerede ham og nu var der ikke noget. Han havde jo også afreageret omend lidt voldsomt.

Så går der nok et par dage igen før jeg får fat i ham, men lidt overraskende for mig gentager historien sig. Nu synes jeg det begynder at ligne noget der kunne blive lidt træls.

Jeg plejer nok at kunne styre de der ungheste, men Sonny går tilsyneladende helt balistisk og glemmer alt om sig selv og virker nærmest sanseløs. Ikke af skræk, men af hvad så?

Jeg kan og kunne ikke finde nogen fysiske defekter i form af rygproblemer eller andet og har slet ikke nogen følelse af at det er her problemet ligger. Det skal også lige siges, at han er ikke typen der rent adfærdsmæssigt skulle reagere sådan. Det giver bare ingen mening!

Efter at have prøvet endnu et par gange med samme resultat, bliver man lidt mærket af det.

Jeg beslutter mig så for at tage ham i ridehuset og prøve der. Denne gang vil jeg bare slippe ham, så han kan afreagere. Jeg prøver det et par gange, hvor jeg så når han er bukket færdig fanger ham og longerer ham lidt og det går da også passabelt. Men der er bare ingen bedring!

Et par gange sætter jeg ham i boksen med saddel efterfølgende, men han virker lidt ”spændende”.

Alarmklokkerne er lidt i beredskab, jeg bryder mig ikke rigtigt om det, men synes stadig ikke jeg kan sætte fingrene på noget rigtigt og hele mit ”teoridannelsesapparat” er ude af funktion og står på ”Programmet svarer ikke”.

Jeg snakker med Jens Christian og overbeviser ham om at Shane Mosele nok er løsningen.

Godt så! Jeg kører Sonny op til Shane. Som Shane udtrykte det da jeg ringede for at høre hvordan det gik: ”Joo jeg lever endnu!”

Han havde fået ham til at acceptere sadlen, sådan ok, han kunne sætte sig op på ham uden saddel, men saddel og rytter - umuligt! Han brasede ud igennem hegnet og Shane måtte springe af. Tjaa hvad så?

Jeg måtte jo så hente ham og vi snakkede lidt om det. Shane havde heller ikke opfattelsen af at ryg eller ben var problemet. Derimod følte han sig overbevist om at når hesten blev lidt stresset, fik den ondt i maven og som han sagde:.....”mavesmerter er noget der kan gøre en hest fuldstændig hysterisk og nærmest få den til ”at begå selvmord” ved at rulle sig, til den får tarmslyng”!

Den gled rent ind! Det gav simpelthen mening. Shane mente heller ikke at der var noget galt med hesten rent psykisk, så vi var ret enige om at der ikke burde være nogen problemer overhovedet.

Jeg tog så hjem med ham og efter samråd med Jens Christian begyndte vi så at give ham Noni Juice.

De første par dage han var hjemme gik for så vidt godt, men han slugte luft, så jeg blev helt chokeret, når han spiste. Luften passerede så i en stadig strøm, så han fik ikke rigtig kolik.

Efter et par dage satte jeg ”Nonien” op og så skal jeg love for der kom en reaktion. Så fik han koliksmerter.

Vagn Malmskov havde fortalt om en travhest der havde reageret sådan, så jeg var lidt forberedt.

Jeg gik lidt med ham og smerterne gik over, men jeg satte ham omgående ned i dosis fra næste fodring.

Nu har han så fået det i 3 uger!

Hvad er status?

Jooo, jeg er overbevist om at vi skal fortsætte.

Han sluger da stadig luft når han spiser, men slet ikke i samme grad og der sker væsentlige pelsforandringer, et tydeligt tegn på at ”Nonien” er begyndt at arbejde.

Det skal lige fortælles at da han gik på græs i sommer, stod han og slugte luft, ved at ”sætte tænderne” på hegnspælene, det gør han slet ikke mere.

Langsom, men sikkert begynder han at tage på, han har fået glans i øjnene og han er ikke oppustet længere. Han er blevet ekstremt glad for sin mad og spiser på en energisk og glad måde.

Nu er jeg så blevet sat i forbindelse med en amerikansk dyrlæge, der har kørt forsøg med over 50 heste og Noni Juice, hvor man har kørt jævnlige gastroskopiundersøgelser, for at følge virkningen på tarmfloraen og maven og jeg vil så konsultere ham for at kunne starte træningen af Sonny igen på det rigtige tidspunkt og i øvrigt løbende holde mig ajour med ham.

Vagn Malmskov har så fortalt mig om at travtræneren Rene Kjær fra Billund havde en hest, som de hverken kunne køre i trailer, eller lægge sulky på. Den blev totalt desperat.

Da hesten var god var det lidt træls, for den kunne jo så ikke komme ud at starte.

Efter godt en måned med en temmelig høj dosis Noni, kunne man begynde at lægge sulkyen på hesten og træne den. Snart kunne man sætte den i trailer og transport og efter 2 måneder blev den startet i løb i en exelent kondition og - den vandt!

Jeg har klart en fornemmelse af en parallel her og jeg er meget spændt på om vi er lige så heldige.

Trivselsmæssigt er der masser af vidnesbyrd i USA omkring forbedringer, så her skal vi bestemt nok kunne følge trop.

Lucy i sine velmagtsdage, på toppen på springbanerne

F.eks. er der historien fra et nyhedsbrev for nyligt om Lucy, der var en super springhest, som pludselig udviklede en foderallergi, der bevirkede at den i 3 år har måttet leve af en diæt på gulerødder. Det blev den nu ikke særlig pæn af.

Som det ses er 3 år på gulerødder ikke noget at stræbe efter. Det er lidt utroligt at de har ladet den leve.

Efter 14 dage på Noni Juice er hesten allerede i bedring. Ribbenene stikker bare ikke ud i den grad på den mere og pelsen har fået glød og har forandret sig. Frem for alt reagerer hesten ikke allergisk mere og den kan begynde at optage normal fodring.

Øverst:

Lucy taget bagfra kort tid efter hun påbegyndte indtagelsen af juicen.

Godt en måned senere, ser hun ud som nedenstående.

Jeg kan ikke benægte at jeg er meget spændt på, hvordan det vil gå med Sonny, og som sagt, vil der blive kørt stadige bulletiner.

Artiklen er tidligere bragt i Western Journalen

Uveitis, også kaldet Måneblindhed

Her er endnu en artikel jeg skrev til WJ, sidste år.

Uveitis har intet at gøre med Ulvetis eller Telefonitis! Men derimod er det en sygdom, vi hesteejere bør tage meget alvorligt. ”Græder” din hest tit?.

Skrevet af Lilian Hansen, med hjælp fra Fakse Dyreklinik, Dyrlæge Sune Hansen.

Oplever du, at din hest tit har løbende øjne, som om den græder hele tiden, bør du kontakte din dyrlæge for en nærmere undersøgelse af hestens øje/øjne.

Uveitis (i USA kaldet ERU (Equine recurrent Uveitis)) er den øjensygdom, der er skyld i de fleste hestes tab af synet. Det er en af de sygdomme man kalder for en ikke-infektiøs sygdom, og som ligger i de dybere lag af øjet. Behandles hesten ikke eller på et sent stadie, er der stor risiko, for tab af synet.

Sygdommens navn stammer tilbage fra dengang ”man ikke vidste bedre” Man troede simpelthen, at sygdommen havde med månens cyklus at gøre. Man kædede det sammen, fordi sygdommen kan komme og gå, nogen gange med ugers mellemrum og andre gange med måneders mellemrum. Og så troede man, at det var månen der var årsagen.

Uveitis kan være en grim oplevelse ikke mindst for hesten, som har smerter i sit øje og naturligvis ikke har det godt. Hesteejeren kan opleve sygdommen som skrækkelig langvarig, fordi den ikke ”bare” helbredes med en indsprøjtning eller lidt medicin i foderet. Dyrlægen kan finde sygdommen yderst besværlig at behandle, fordi årsagen til sygdommen kan være svær at fastslå.

Årsager:

Årsagen til sygdommen kan være et slag på eller omkring øjenregionen. Ved et slag. f.eks. fra et spark eller slag på bokskanten, kan der briste små blodkar i eller omkring øjet. Når disse små blodkar ”lækker”, siver der proteiner ud og disse kan så gå ind i selve øje.

Sygdommen kan også være bakteriel. Ligesom den kan udløses af dybe hornhindesår.

Uanset hvad årsagen er, kræver Uveitis akut behandling af en dyrlæge, således at lidelsen ikke går over i en kronisk form, der er invaliderende og meget smertefuld for hesten, hvorfor en evt. kemisk eller kirurgisk fjernelse af øjet er nødvendig.

Symptomer:

• Har hesten tåreflåd hele tiden, (ser ud som om den græder, uden der er betændelse i øjet),

• Virker hesten lyssky og søger til den mørke krog af enten fold eller boks.

• Går hesten rundt med et halvlukket øje, der måske er lidt hævet, men uden betændelse.

• Betændelse i øjet, der evt. kan være hornhindeskade og føre til Uveitis

• Puplikontraktion, som betyder at pupillen ser lille og stregformet ud. Normalt kun den ene side.

• Hesten ser ud til at have smerter i øjet/øjnene.

• Kronisk form, vil øjet blive uklart

Tag det aldrig let, hvis der er noget der viser hestens øjne ikke har det ”normalt”. Det kan føre til tab af synet, tilkald din dyrlæge.

Undersøgelse for Uveitis:

Din dyrlæge foretager en grundig undersøgelse af øjet med lyskilder og instrumenter, i et mørkt rum.

Først bedøves selve øjet med Oxybuvacain. Det gøres ved at lægge bedøvelse omkring øjenregionen med eksempelvis Lidocain. Hesten undersøges så med lys og derefter med en grøn væske – Flurocens test, for at se efter ridser eller sår på hornhinden. Dyrlægen bruger en fin lille tang til at tage fat i blinkhinden, der vendes og undersøges for evt. fremmedlegmer

Du kan selv hjælpe dyrlægen meget ved, at oplyse om hesten evt. skulle have slået sit hoved/øje på en boks kant eller måske fået et spark. Det er vigtigt for dyrlægens diagnose og behandling af øjet.

Behandlingen er langvarig og stiller store krav til hesteejeren. Det er absolut nødvendigt, at behandlingen nøje udføres efter dyrlægens anvisninger og at den gennemføres helt, også selv om hesten virker ”rask” efter et stykke tid.

Sygdommen behandles med pupiludvidende og binyrebarkhormonholdige øjendråber, samtidigt med antibiotika som gives i sprøjte og evt. binyrebarkhormon i pulverform i fodret, Finadyne. Behandlingen tager min. 6 uger og øjendråberne skal gives mindst 21 dage efter, symptomerne er ophørt. Det er samtidigt en måde at mindske risikoen for, at sygdommen skal blive tilbagevendende eller kronisk Man har i Sverige lavet test, der viser, at afbrydes behandlingen eller ikke gives tilstrækkeligt længe, er der stor risiko for, at sygdommen bliver kronisk, med tab af synet som følge.

Fremtiden for en hest med Uveitis:

Har du som hesteejer søgt dyrlægehjælp i tide, er hestens fremtid rigtig god. ”I tide” vil sige, at du ikke lader din hest gå med et løbende øje, ikke negligerer et evt. slag på en bokskant eller et spark. At du altid er opmærksom på, at din hest har klare rene øjne, der ikke er betændte. Lad være med at lade hesten gå med betændelse i øjet og ”blot” rense det med lidt Kamillethe. Øjnene er virkelig noget, du som hesteejer skal tage alvorligt, da heste har en tendens til, at udvikle meget kraftige betændelsestilstande i forhold til andre pattedyr.

Hvad kan du selv gøre:

Man kan ikke forebygge Uveitis. Hesten slår tit med sit hoved og kan nemt ramme noget i boksen. Du kan blot sørge for der ikke er skarpe kanter i hestens boks. Heste sparker af og til hinanden og det kan du jo ikke forhindre. Heste elsker at gå og hygge sig ved træer og kan nemt få en gren i øjet. Du kan kun som hesteejer være opmærksom på din hest (som du sikkert også plejer) og søge dyrlæge, hvis du observerer den mindste forandring omkring øjet. Når behandlingen er sat i værk, kan du lave en klap til hestens øje, som du kan binde fast på grimen. Lav den f.eks. af gamle vaskeklude (gerne mørke klude) så du kan skifte dem tit. Giv gerne hesten en mørk fluehætte udenpå grimen bagefter. Det beskytter mod lyset og snavs fra fold og boks.

Da hesten behandles med et middel der udvider pupillen, er det vigtigt du er opmærksom på lys. Det er smertefuldt for hesten, at få lys i øjet. Sluk evt. lyset, i stalden. Det er en fordel, at du lader hesten komme på fold, så den kan få rørt sig lidt. Der er næsten altid en risiko for kolik, forbundet med at give hesten medicin, så den har selvfølgelig bedst af at kunne bevæge sig.

Du kan læse mere om Uveitis på Internettet, eller spørg din dyrlæge.

Uveitis, også kaldet Måneblindhed

Her er endnu en artikel jeg skrev til WJ, sidste år.

Uveitis har intet at gøre med Ulvetis eller Telefonitis! Men derimod er det en sygdom, vi hesteejere bør tage meget alvorligt. ”Græder” din hest tit?.

Skrevet af Lilian Hansen, med hjælp fra Fakse Dyreklinik, Dyrlæge Sune Hansen.

Oplever du, at din hest tit har løbende øjne, som om den græder hele tiden, bør du kontakte din dyrlæge for en nærmere undersøgelse af hestens øje/øjne.

Uveitis (i USA kaldet ERU (Equine recurrent Uveitis)) er den øjensygdom, der er skyld i de fleste hestes tab af synet. Det er en af de sygdomme man kalder for en ikke-infektiøs sygdom, og som ligger i de dybere lag af øjet. Behandles hesten ikke eller på et sent stadie, er der stor risiko, for tab af synet.

Sygdommens navn stammer tilbage fra dengang ”man ikke vidste bedre” Man troede simpelthen, at sygdommen havde med månens cyklus at gøre. Man kædede det sammen, fordi sygdommen kan komme og gå, nogen gange med ugers mellemrum og andre gange med måneders mellemrum. Og så troede man, at det var månen der var årsagen.

Uveitis kan være en grim oplevelse ikke mindst for hesten, som har smerter i sit øje og naturligvis ikke har det godt. Hesteejeren kan opleve sygdommen som skrækkelig langvarig, fordi den ikke ”bare” helbredes med en indsprøjtning eller lidt medicin i foderet. Dyrlægen kan finde sygdommen yderst besværlig at behandle, fordi årsagen til sygdommen kan være svær at fastslå.

Årsager:

Årsagen til sygdommen kan være et slag på eller omkring øjenregionen. Ved et slag. f.eks. fra et spark eller slag på bokskanten, kan der briste små blodkar i eller omkring øjet. Når disse små blodkar ”lækker”, siver der proteiner ud og disse kan så gå ind i selve øje.

Sygdommen kan også være bakteriel. Ligesom den kan udløses af dybe hornhindesår.

Uanset hvad årsagen er, kræver Uveitis akut behandling af en dyrlæge, således at lidelsen ikke går over i en kronisk form, der er invaliderende og meget smertefuld for hesten, hvorfor en evt. kemisk eller kirurgisk fjernelse af øjet er nødvendig.

Symptomer:

• Har hesten tåreflåd hele tiden, (ser ud som om den græder, uden der er betændelse i øjet),

• Virker hesten lyssky og søger til den mørke krog af enten fold eller boks.

• Går hesten rundt med et halvlukket øje, der måske er lidt hævet, men uden betændelse.

• Betændelse i øjet, der evt. kan være hornhindeskade og føre til Uveitis

• Puplikontraktion, som betyder at pupillen ser lille og stregformet ud. Normalt kun den ene side.

• Hesten ser ud til at have smerter i øjet/øjnene.

• Kronisk form, vil øjet blive uklart

Tag det aldrig let, hvis der er noget der viser hestens øjne ikke har det ”normalt”. Det kan føre til tab af synet, tilkald din dyrlæge.

Undersøgelse for Uveitis:

Din dyrlæge foretager en grundig undersøgelse af øjet med lyskilder og instrumenter, i et mørkt rum.

Først bedøves selve øjet med Oxybuvacain. Det gøres ved at lægge bedøvelse omkring øjenregionen med eksempelvis Lidocain. Hesten undersøges så med lys og derefter med en grøn væske – Flurocens test, for at se efter ridser eller sår på hornhinden. Dyrlægen bruger en fin lille tang til at tage fat i blinkhinden, der vendes og undersøges for evt. fremmedlegmer

Du kan selv hjælpe dyrlægen meget ved, at oplyse om hesten evt. skulle have slået sit hoved/øje på en boks kant eller måske fået et spark. Det er vigtigt for dyrlægens diagnose og behandling af øjet.

Behandlingen er langvarig og stiller store krav til hesteejeren. Det er absolut nødvendigt, at behandlingen nøje udføres efter dyrlægens anvisninger og at den gennemføres helt, også selv om hesten virker ”rask” efter et stykke tid.

Sygdommen behandles med pupiludvidende og binyrebarkhormonholdige øjendråber, samtidigt med antibiotika som gives i sprøjte og evt. binyrebarkhormon i pulverform i fodret, Finadyne. Behandlingen tager min. 6 uger og øjendråberne skal gives mindst 21 dage efter, symptomerne er ophørt. Det er samtidigt en måde at mindske risikoen for, at sygdommen skal blive tilbagevendende eller kronisk Man har i Sverige lavet test, der viser, at afbrydes behandlingen eller ikke gives tilstrækkeligt længe, er der stor risiko for, at sygdommen bliver kronisk, med tab af synet som følge.

Fremtiden for en hest med Uveitis:

Har du som hesteejer søgt dyrlægehjælp i tide, er hestens fremtid rigtig god. ”I tide” vil sige, at du ikke lader din hest gå med et løbende øje, ikke negligerer et evt. slag på en bokskant eller et spark. At du altid er opmærksom på, at din hest har klare rene øjne, der ikke er betændte. Lad være med at lade hesten gå med betændelse i øjet og ”blot” rense det med lidt Kamillethe. Øjnene er virkelig noget, du som hesteejer skal tage alvorligt, da heste har en tendens til, at udvikle meget kraftige betændelsestilstande i forhold til andre pattedyr.

Hvad kan du selv gøre:

Man kan ikke forebygge Uveitis. Hesten slår tit med sit hoved og kan nemt ramme noget i boksen. Du kan blot sørge for der ikke er skarpe kanter i hestens boks. Heste sparker af og til hinanden og det kan du jo ikke forhindre. Heste elsker at gå og hygge sig ved træer og kan nemt få en gren i øjet. Du kan kun som hesteejer være opmærksom på din hest (som du sikkert også plejer) og søge dyrlæge, hvis du observerer den mindste forandring omkring øjet. Når behandlingen er sat i værk, kan du lave en klap til hestens øje, som du kan binde fast på grimen. Lav den f.eks. af gamle vaskeklude (gerne mørke klude) så du kan skifte dem tit. Giv gerne hesten en mørk fluehætte udenpå grimen bagefter. Det beskytter mod lyset og snavs fra fold og boks.

Da hesten behandles med et middel der udvider pupillen, er det vigtigt du er opmærksom på lys. Det er smertefuldt for hesten, at få lys i øjet. Sluk evt. lyset, i stalden. Det er en fordel, at du lader hesten komme på fold, så den kan få rørt sig lidt. Der er næsten altid en risiko for kolik, forbundet med at give hesten medicin, så den har selvfølgelig bedst af at kunne bevæge sig.

Du kan læse mere om Uveitis på Internettet, eller spørg din dyrlæge.

Giftige planter

Nu nærmer vi os hastigt sommer. Og sommer betyder mange dejlige timer på græs og eng, for vores heste. I den forbindelse bør vi efterse vores græsfolde for giftige planter, inden hestene lukkes derud.

Giftige planter møder vi overalt. I skov, på mark, i have og alle steder vi færdes.

På ture i skove og parker, på mark og eng, langs haver og hegn kan vores firbenede venner finde på at nippe kviste af de forbipasserende buske og træer, og en del af dem kan være meget giftige.

Heste undgår som regel selv de giftige planter, men er der mangel på græs, spises også disse planter. Unge heste/føl smager på det meste, så de er derfor ekstra udsatte.

En giftig plantes skadevirkning er afhængig af, hvor meget hesten når at æde samt af hestens legemsvægt.

Da det altid vil være svært at bedømme, hvor meget hesten har ædt, kan man generelt sige, at hvis der er formodning om en planteforgiftning, så tilkald straks dyrlægen, som højst sandsynligt vil behandle med bl.a. medicinsk kul og den givne modgift, hvis der findes en. Indtil dyrlægen ankommer, forsøg da at finde ud af, hvilke planter hesten skulle have ædt.

Det bedste råd er selvfølgelig, at kende de forskellige giftige planter.

Der findes et utal af giftige planter og de kan være svære at genkende på en eng. Det er derfor en god ide at skaffe sig viden om planterne.

Vidste du f.eks., at en gulerods top kan være giftigt, selvom roden ikke er det. Men det er faktisk tilfældet. I praksis skal der dog indtages en betragtelig mængde før forgiftningssymptomer forekommer, så det er næppe et reelt problem.

Et par af de mest almindelige giftige planter i Danmark er:

Alle planter i Brandbæger familien.

Brandbæger familien består bl.a. af Vår-brandbæger, Eng-brandbæger og Skov-brandbæger. Deres giftighed bevares ved konservering

Symptomer kan være:

Symptomerne på et akut tilfælde kan være:

Hesten går i chok, sveder, puster, ryster, usikker gang og manglende orienteringsevne. Ved det akutte tilfælde skal behandlingen ske meget hurtigt pga. den alvorlige choktilstand.

Symptomerne på en kronisk forgiftning kan være:

Hesten går hvileløst omkring, usikker gang (slinger), sløvhed, presser hovedet mod væggen, blindhed, udspilet bug, væskeansamlinger, vægttab og gule slimhinder. Det sker over flere måneder, og desværre dør hesten ofte eller må aflives.

Alle planter i Ranunkel familien.

Ranunkel familien består bl.a. af Bidende-ranunkel (Smørblomst) og Knold-ranunkel.

Planterne indeholder irriterende safter, der i alvorlig grad kan skade fordøjelsessystemet.

Giften bliver inaktiv, når blomsten tørres og man behøver derfor kun være opmærksom på planten der hvor hesten græsser.

Efter få dage omdannes den giftige plante til det uskadelige anemorin.

Hø indeholdende anemoner eller ranunkel er derfor uskadeligt.

Symptomer kan være:

Symptomer på et forgiftningstilfælde kan være, blister i mundhulen som forårsager appetitløshed og savlen, kolik, blod i urinen, diarré, gispende vejrtrækning, svag puls, kramper, lammelser i bagparten og/eller forpart.

Alle planter i Skærmplante familien:

Skærmplante familien består bl.a. af Skarntyde (forveksles ofte med Hvid Kørvel) og Gifttyde.

Den dødelige dosis er 50-110mg pr. kg. legemsvægt.

Bare et lille stykke frisk jordstængel på størrelse med en valnød er dødbringende for heste

Symptomer kan være:

Symptomer på akut forgiftning med Skarntyde eller Gifttyde kan være manglende appetit, udvidede pupiller, snublende gang, svingende puls, spytsekretion, muskeltrækninger, kramper, hyppig vandladning, langsom og besværet vejrtrækning, lammelser og død.

Inspiration hentet fra Hesterådgivningen, Dyrlægevagten, egne optegnelser fra div. bøger.

Du kan købe plakater med giftige planter hos Hestens Værn for 70 kr. pr. stk.

Giftige planter

Nu nærmer vi os hastigt sommer. Og sommer betyder mange dejlige timer på græs og eng, for vores heste. I den forbindelse bør vi efterse vores græsfolde for giftige planter, inden hestene lukkes derud.

Giftige planter møder vi overalt. I skov, på mark, i have og alle steder vi færdes.

På ture i skove og parker, på mark og eng, langs haver og hegn kan vores firbenede venner finde på at nippe kviste af de forbipasserende buske og træer, og en del af dem kan være meget giftige.

Heste undgår som regel selv de giftige planter, men er der mangel på græs, spises også disse planter. Unge heste/føl smager på det meste, så de er derfor ekstra udsatte.

En giftig plantes skadevirkning er afhængig af, hvor meget hesten når at æde samt af hestens legemsvægt.

Da det altid vil være svært at bedømme, hvor meget hesten har ædt, kan man generelt sige, at hvis der er formodning om en planteforgiftning, så tilkald straks dyrlægen, som højst sandsynligt vil behandle med bl.a. medicinsk kul og den givne modgift, hvis der findes en. Indtil dyrlægen ankommer, forsøg da at finde ud af, hvilke planter hesten skulle have ædt.

Det bedste råd er selvfølgelig, at kende de forskellige giftige planter.

Der findes et utal af giftige planter og de kan være svære at genkende på en eng. Det er derfor en god ide at skaffe sig viden om planterne.

Vidste du f.eks., at en gulerods top kan være giftigt, selvom roden ikke er det. Men det er faktisk tilfældet. I praksis skal der dog indtages en betragtelig mængde før forgiftningssymptomer forekommer, så det er næppe et reelt problem.

Et par af de mest almindelige giftige planter i Danmark er:

Alle planter i Brandbæger familien.

Brandbæger familien består bl.a. af Vår-brandbæger, Eng-brandbæger og Skov-brandbæger. Deres giftighed bevares ved konservering

Symptomer kan være:

Symptomerne på et akut tilfælde kan være:

Hesten går i chok, sveder, puster, ryster, usikker gang og manglende orienteringsevne. Ved det akutte tilfælde skal behandlingen ske meget hurtigt pga. den alvorlige choktilstand.

Symptomerne på en kronisk forgiftning kan være:

Hesten går hvileløst omkring, usikker gang (slinger), sløvhed, presser hovedet mod væggen, blindhed, udspilet bug, væskeansamlinger, vægttab og gule slimhinder. Det sker over flere måneder, og desværre dør hesten ofte eller må aflives.

Alle planter i Ranunkel familien.

Ranunkel familien består bl.a. af Bidende-ranunkel (Smørblomst) og Knold-ranunkel.

Planterne indeholder irriterende safter, der i alvorlig grad kan skade fordøjelsessystemet.

Giften bliver inaktiv, når blomsten tørres og man behøver derfor kun være opmærksom på planten der hvor hesten græsser.

Efter få dage omdannes den giftige plante til det uskadelige anemorin.

Hø indeholdende anemoner eller ranunkel er derfor uskadeligt.

Symptomer kan være:

Symptomer på et forgiftningstilfælde kan være, blister i mundhulen som forårsager appetitløshed og savlen, kolik, blod i urinen, diarré, gispende vejrtrækning, svag puls, kramper, lammelser i bagparten og/eller forpart.

Alle planter i Skærmplante familien:

Skærmplante familien består bl.a. af Skarntyde (forveksles ofte med Hvid Kørvel) og Gifttyde.

Den dødelige dosis er 50-110mg pr. kg. legemsvægt.

Bare et lille stykke frisk jordstængel på størrelse med en valnød er dødbringende for heste

Symptomer kan være:

Symptomer på akut forgiftning med Skarntyde eller Gifttyde kan være manglende appetit, udvidede pupiller, snublende gang, svingende puls, spytsekretion, muskeltrækninger, kramper, hyppig vandladning, langsom og besværet vejrtrækning, lammelser og død.

Inspiration hentet fra Hesterådgivningen, Dyrlægevagten, egne optegnelser fra div. bøger.

Du kan købe plakater med giftige planter hos Hestens Værn for 70 kr. pr. stk.