Denne historie er ikke kun om en Halteravlet hest der blev en Performance stjerne, men også en old-time horseman spiller en rolle ...
... en ligeså selvkritisk som ærlig træner der råder sin kunde på bedste måde og om en ung ambitiøs og talentfuld træner, som han hjalp med karrierestarten og som i dag er på alles læber – og derud over tjente hingsten også til dagen og vejen for ejerne, der forinden ikke ejede kongens mønt.
Andy Rees fra Langley, British Columbia, Canada, havde en grusgrav sammen med sin far. Han og hans kone Carol var hobby hestefolk, der som så mange andre, havde drømmen om engang at eje en rigtig tophest. En hest som alle i hele landet kendte, en rigtig verdensklasse hest.
Engang i 1971 traf de to beslutningen om at de ville opfylde drømmen og købe det bedste føl de kunne få. Dengang var Coy´s Bonanza en af de førende halter hingste i USA. (Reese parret var udelukkende interesseret i halter).
Coy´s Bonanza tilhørteBill Moomey i Waukesha, Wisconsin. Andy Rees ringede til Bill Moomey om et hingstføl. Moomey sendte ham en liste over hopper der var drægtige med Coy´s Bonanza , hvor føllene ville være til salg næste forår. Men uheldigvis (eller heldigvis) kastede hoppen som de havde bestemt sig for. Moomey sendte dem endnu en liste med føl der ikke var købere til endnu og Andy og Carol valgte et par uger senere Mona´s Rosa, en AQHA Champion efter Major Manana, der var efter Major King. Da de ringede til Moomey for at meddele at de havde bestemt sig sagde han: ”Hun har allerede folet, det er et chestnut hingsteføl med to sokker og en smal blis og han er en virkelig smuk baby”.
Derefter blev udbetalingen sendt af sted og 6 uger senere fløj Andy til Wisconsin for at se ham. Han kunne lide ham med det samme, da han så ham og syntes at han så super ud. Handlen blev afsluttet og da føllet var 5 måneder gammelt kom det til British Columbia på den 60 Ha store Reese Farm.
”Vi havde bogstavligt talt afgravet vores farm”, beskriver Andy Rees om processen med afgravningen at grusgraven, der ikke efterlod meget af farmen. To år senere skulle det ende skæbnesvangert.
(Billede fra Internettet)
Hingsteføllet, der hed Major Bonanza, blev straks et hit. ”Hans største show var Northwestern i Vancouver”, husker Carol. En del af showet var et kæmpestort Quarter Horse Show, hvor Major vandt sin Weanling Halter klasse. Dommeren var ingen anden end old-timer horseman Charlie Araujo, der som den første havde showet Doc Bar og var ansvarlig for at familien Jensen havde købt ham og hvor Doc Bar startede og sluttede sin karriere. Charlie Araujo gik efterfølgende hen til Carol Rees og spurgte hende om hestens afstamning og fortalte hvor godt han syntes om ham.
Andy showede ham som åring og havde hele tiden succes. I Yearling halter Futurity til Quarter Horse Congress I Ohio blev han nr. 7 ud af 55 startende. Til et andet show samme år var den gamle “mesteravler” Morgan Freeman fra Skiatook i Oklahoma dommer. Under Freeman vandt han ikke alene Yearling Halter klassen, men blev også Grand Champion – en ære ikke mange åringer oplever. Freeman sagde senere til Andy:
”Jeg ved ikke hvem De er eller hvad De laver men denne hest vil enten bringe dem ind i hestebusiness eller holde dem inde i den”. Som det viste sig senere var det en spådom der gik i opfyldelse. Begge de stolte ejere havde ønsket at få en Halter vinder og det havde helt sikkert fået. Lidt efter lidt gik det dog op for dem at denne unghingst var mere end det.
”Når vi lod ham løbe kunne vi se at han have enorme atletiske evner, men det sagde ikke ”klik” for det eneste vi ville have var en halter hest”.
Da Major Bonanza var 2½ år gammel skulle han rides til og blev sendt til Len Cook, en træner i Canada. Efter 2 måneder ringede Cook til Andy og sagde.
”Jeg tror du gør en fejl med hesten. Han har mere potentiale end du er klar over og jeg har ikke talent nok til at udvikle det. Hvis du gør det rigtige med denne hest kan han blive en af de helt store. Jeg anbefaler dig at sende ham til en anden træner, f.eks. Greg Ward i Californien”.
Hvilket sjældent bevis for selvkritik, ærlighed og kompetence fra trænerens side!
Andy sukkede: ”Jeg var ikke interesseret i det. Halter var lige os og vi ville bare ride en smule Pleasure. Så vi hentede ham hjem og showede ham i Halter og Pleasure”.
På shows havde Andy og Carol lært en ung træner at kende, Bob Avila. Selv om Andy havde kendt Don Avila, Bobs far, i mange år, vidste han ikke at han havde en søn.
(Billede fra Internettet)
”Bob forsøgte at få fodfæste som træner og vi var imponerede over hans talent med Pleasure og Cow Horses”, sagde Andy. ”Han holdt altid meget øje med Major og en dag sagde han: ”Hvis i nogensinde skulle få lyst til af få noget ud af ham, vil jeg hjertens gerne showe ham for jer””.
At det i første omgang ikke blev til noget skyldtes at Avila boede i Oregon og Rees familien i B.C. men i sidste ende ville de alligevel give både deres hest og Bob en chance. 1976 sendte de ham så til træning hos Bob. Selv om Bob showede hingsten en smule i Halter og Plesure, koncentrerede han sig hovedsagelig om at få hesten rigtig ”broke”. I det efterår finpolerede han hingsten i Reining og opdagede desuden at han havde talent for kvægarbejde: Da han en dag red var der et par kreaturer i arenaen, Major stoppede så på et kreatur og begyndte at lege med den. Derefter var kvægarbejde en fast bestanddel af hans træning. Fra februar 1977 showede Bob Avila hingsten i AQHA Working Cowhorse klasser og vandt 13 klasser i træk. I marts, på Andys fødselsdag, vandt Major en stærk Cowhorse klasse, der gav ham de sidste 3 point til hans AQHA Champion titel! I denne sæson showede Bob Avila ham videre i Halter, Western Pleasure og Bridle Path Hack og vandt 3 trophy sadler og 7 bæltespænder som årets champion trofæer. Desuden var han på anden pladsen på AQHA Honor Roll-list i working Cowhorse. Når man ser på alt dette må man stadig holde sig for øje at begge denne hests forældre var Halter heste! Man kunne ønske sig at sådanne ”crossovers” stadig var mulige i dag.
Til en bonanza (guldgrube) var Majors Bonanza ganske vist endnu ikke blevet for sine ejere. Faktisk lige det modsatte, Andy hørte ikke efter sin fars råd, der havde fortalt at grusgraven var ved at være udtømt og gik fallit. Han var så flad at han måtte optage et lån på 5000 $ for at Bob og Major kunne holde den kørende i endnu et par måneder.
Rees og Avila familien var i mellemtiden blevet nære venner og Bob sagde altid til dem at de skulle flytte til Yamill i Oregon.
”Da fremtiden for os ikke så for godt ud i Langley sprang vi til sidst ud i det” beretter Andy. ”Fordi jordpriserne i Canada var steget så meget, fik vi så meget for vores at vi kunne købe noget der var mange gange større i Oregon. 1978 arbejdede Bob og jeg ud fra Laughlin Ranch i Oregon. Han trænede mens jeg ordnede bedækninger med Major. Bedækningsprisen var dengang 750 $ og vi havde 85 hopper til ham det år. Fra da af levede vi af Major…..Major Bonanza har betalt vores farm og stald og forsørger familien. Og han har også lavet en masse penge for andre folk. Han har hjulpet Bob til sin karriere. En af hans kunder – Gordon MacDonald fra Calgary – opfandt mottoet: ”Major Magic””.
Inden for få år havde Major etableret sig som far til Halter -, Pleasure-, Cutting-, Reining- og Cow-horse Champions. På AQHA World Show i 1981 var favoritten i Superhorse konkurrencen Major Investment. Han vandt Junior Cutting, blev nr. 2 i Reining og 3. i Junior Pleasure. The Major Leaguer blev 3. (tie) i Reined Cow Horse Futurity i Reno i 1981. Duster Bonanza blev 3. i Herd Work ved samme Futurity I 1979. Major Tyler Moore vandt 2-Year Old Western Counties Quarter Horse Assosiation Pleasure Futurity I 1981 I Santa Rosa, Californien osv……
“Det vidunderlige med Majors føl er, at når de bliver født, ved man at det er i hver fald er god til noget og at man kan opnå noget med det. Hvis det ikke er en Halter Champion, hvad gør det så…så er det måske en Snaffle Bit hest eller en Pleasure hest eller en Reining hest eller en super All-around hest!” sagde Carol.
At Major var en anerkendt størrelse, blev også demonstreret ved at Charlie og Stepenie Ward på hvis ranch i Paicines i Californien Doc Bar levede, lod deres Doc Bar hopper bedække med Major Bonanza.
(Billede fra Internettet)
Major Bonanza var 152 cm høj, vejede 1100 kg, har selv 86 Halter points, 84 Western Pleasure points, 17 Bridle Hack Points (hvem ville i dag kunne forestille sig Bob Avila i ”pingvinkostume” i en Hunter klasse) og 6 eller 8 Cutting points. Under Bob Avila var han begyndt at showe i NCHA Cutting, da man tog beslutningen om at tage ham ud af sporten.
”Vi havde startet ham til Oregon Finals”, sagde Andy Rees, ”Hvor han vandt 250 $, 500 $ og 1000 $ Cutting klasserne. I starten af 1981 havde jeg selv deltaget i et par Cutting klasser og folk spurgte mig: ”Hvorfor shower du stadig hesten? Den må koste en formue og kunne blive kørt over af en bus?!” Carol og jeg talte om det og erkendte at vi kun deltog i Cutting med ham for at få bekræftet vores ego. Derfor besluttede vi os til at tage ham ud af sporten og overlade det til hans føl, at gøre reklame for ham. Men det er sjov som vores måde at tænke på ændrede sig – først ville vi kun Halter og nu ville vi det hele!”.
Major Bonanza – en hingst der var en bro mellem Halter og Performance verdenen, der hjalp en ung træner ind i rampelyset og hjalp sit ejerpar ud af knibe. Og den der var et levende billede af det Quarter hesten står for, nemlig: Alsidighed!!
Artikel af Hardy Oelke fra Western Horse 3/06, oversat af Annette Midtgaard (Doc)
