søndag den 16. april 2006

Boons Corner - nr. 3

Jeg fælder stadig træer.


Jeg har slæbt træ og kvas næsten lige siden, jeg flyttede ind her.

Til højre for min indkørsel står der en masse store træer og der var et mylder af mindre træer, samt en masse uigennemtrængeligt krat.


Jeg overvejede at beholde det som min egen private ”urskov”, men eftersom nogle af træerne truede med at lægge sig ned helt selv og jeg egentlig godt kunne bruge en skyggefuld fold til hestene om sommeren, var en oprydning nødvendig.



Sidste år kom Herman med sin kædesav og Jonna med sine stærke arme og hjalp mig med at få ryddet ud i de mange selvsåede små træer, der gjorde enhver færden i mellem træerne til et gedigent slalomløb.


Vi lavede det ene sankt hans bål efter det andet, for træerne var for tynde og ranglede til at benytte som brænde.


Så i år var det de store træers tur. Hvor er det egentligt trist, at tage livet af et gammelt træ, der har brugt mange år på at blive stort og flot. Nogle af dem var lette at udvælge. Dem, der hældede meget og var temmelig rådne i bunden gik det nemt med. Men der er også nogle, der ”bare” står i vejen for de andre træer. Dem var det lidt sværere at dødsdømme.



Jeg tror, at jeg har fået dem ned, der skal ned i denne omgang, så nu er der bare en masse arbejde tilbage. Der kommer uanede mængder af kvas fra træer, der har møvet op mellem hinanden. Smågrenene har groet i sære retninger og stritter ud i mærkelige retninger. Så var det sankt hanstid i utide igen. Jeg er stadig ikke færdig med at brænde af.


Stammerne er skåret op og jeg er i gang med at kløve brændet. Jeg havde overvejet at købe eller låne en brændekløver, men det ville kræve, at jeg mobiliserede op til flere ”slæbere”, så jeg investerede efter Hermans forslag, i en Fiskar økse og ih du gode, hvor det går let.



Den første gang, jeg skulle prøve at kløve med den, fik jeg mig et godt grin. Jeg var egentlig godt gal i skralden, for jeg er ved at få monteret en akkumuleringstank på brændefyret og smeden havde lige fortalt, at han ville holde påskeferie og lave resten efter påske. Det var ikke lige planen, at jeg skulle fyre med olie, så jeg skumlede lidt over det.



Jeg tog så den største brændeknude, jeg kunne finde og svang øksen med et ordentlig skrald, for nu skulle jeg af med nogle af mine aggressioner. Stor var min forbavselse, da øksen røg tværs gennem den store brændeknude og direkte ned i huggeblokken. Da den første overraskelse havde lagt sig, var jeg sikker på, at øksen sad uhjælpeligt fast og var allerede begyndt at skumle lidt over det. Men den lod sig uden problemer løfte op igen, klar til næste hug. Så kunne jeg alligevel ikke lade være med at grine lidt af mig selv, for jeg havde jo ikke rigtigt troet på, at øksen virkelig var så god og at den ikke kunne sætte sig fast.


Så nu hugger jeg brænde, så splinterne flyver om ørerne på mig.



Hestene fælder stadig og de damer bliver tykkere og tykkere. Endelig er de begyndt at se ”ordentligt” drægtige ud. De er nu ikke mere besværet end at de kan tage nogle gevaldige løbeture. Især når jeg kommer med hø til dem. De går ude længere og længere tid og ser ud til at nyde det. Hopperne stiller sig sommetider op og ser ”drægtige ud”, som jeg kalder det. De står helt stille og får et fjernt, tænksomt udtryk i øjnene. Hvis man kan formå at bryde ind i deres tanker, sender de en et blik, der synes at omfatte hele universets viden. Sweetie har været i brunst et par gange og er blevet meget klar over sin magt over Boons i denne periode.



Boons går faktisk spidsrod mellem hopperne hver dag, når han skal ud og ind. Jeg har ikke kunnet lave markerne helt, som jeg gerne vil have dem endnu, fordi jeg stadig mangler at få lagt det sidste græs om. Jorden her har ligget i over 10 år, så markerne var temmelig usle og jeg fik lagt 2/3 om sidste år og så tager jeg det sidste stykke i år. Eller rettere, min flinke nabo kommer lige og gør det i farten, når han tager marken ved siden af.


Det er årsagen til, at Boons bliver trukket gennem ladedøren i stedet for gennem stalddøren, lige ved siden af hans boks. Han må så prøve at beherske sig, når hopperne står med hovederne ud mod staldgangen og synes, at det er hyggeligt at røre ved ham med mulerne, mens vi går forbi. Især Fancy er helt pjattet med at puffe til ham, lige inden vi når i sikker havn i boksen. Måske nyder han det lidt, for han går stille og fredsommeligt, indtil vi er kommet igennem laden. Så puster han sig op, viser hals, brummer og går meget spændstig og fjedrende resten af vejen. Han er meget, meget smuk mens han valser igennem stalden. Måske skulle jeg få en til at tage et billede lige der?



Det kribler og krabler i mig for at komme til show sammen med Boons. Men, han trak en lille smule på sit ben, så jeg har ladet ham få fri igen. Nu drøner han glad og haltfri rundt på marken igen, så jeg går i gang med at ride ham i dag. Banen er også dukket frem under vandmasserne, så vi slipper for at skulle ud at køre for at ride. Jeg tror også at Boons gerne vil, for han har glimt i øjnene og virker sprængfyldt med energi.



Jeg funderer lidt over hende Sweetie. Måske skulle jeg begynde at ride hende en lille smule.


Hun er godt nok kun to år gammel, men virker helt klar til at lære og er også fysisk godt udviklet. Hun er blevet stor og stærk igennem vinteren. Jeg har stadig lidt svært ved at forstå at den flotte, stærke og store unghest i boksen der, er min lille, nuttede Sweetie, der lå i mine arme da hun lige var kommet til verden. I mit hjerte er hun stadig lille Sweetie, men jeg bliver snart nød til at forstå, at hun efterhånden er ved at blive en voksen hest.


Hun er i ”lære- mode” for tiden. Hun kigger intenst på en af de andre heste og kopierer så nøjagtigt, hvad de gør. Både det jeg gerne vil have, at hun lærer, men også det jeg helst ikke så, at hun lærer. Så som at efterligne Son Dee, der er lidt fodergal og ”bider” ud i luften, indtil hun har fået foder. Det er heldigvis ved at gå væk. Hun har nok forstået, at der hele tiden kommer mad, uden at hun behøver at kæmpe med spøgelser for at få det.


Jeg giver dem gulerødder først og kraftfoder bagefter. Selvom Sweetie har fået sine gulerødder kigger hun nøje over på Son Dee, for at se, om der skal bides ud i luften, selvom der er foder i krybben. Først, når hun får kraftfoderet begynder hun at æde.



Jeg kunne ikke lade være med at grine, den dag Sweetie første gang prøvede at bide ud i luften, selvom jeg helst så, at hun ikke lærte det. Hun krængede overlæben helt op og nærmest spidsede mulen. Så klappede hun fortænderne sammen to gange og så vældig begejstret ud. Hun var så knap så begejstret, da jeg skælde hende ud. Nu nøjes hun så med at nikke lidt med hovedet, når jeg fodrer og det kan jeg godt leve med. Hun lærer nu hurtigt den lille.







www.lkhorses.dk



Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar