torsdag den 20. april 2006

Brug eller ikke brug af sæde

En af de første ting jeg lærte da jeg kom til USA var: ” I Western bruger du ikke dit sæde. – hver gang du vil bruge sædet, brug da benene i stedet for”!

Efterhånden som man faldt ind i ”jargonen” lærte man at følge hestens bevægelser passivt uden at ”overdrive”. Det ser bedre ud, det er lettere at styre hestens fart og det er frem for alt bedre for hesten.


Det at drive med sædet, har kun en fremaddrivende effekt til en vis grad. Hvis man ”overdriver”, trykker det hesten så hårdt i ryggen, at den sænker den og derved ikke kan bruge sin motor. Så må den sagtne farten eller også løber den af smerte.


Man ser ofte hos reinere at de befinder sig i den misforståelse at hvis de bruger sædet hårdere, får de hesten hurtigere frem i de hurtige cirkler. Desværre har det ikke den ønskede effekt og hos mange mindre heste får det den effekt på længere sigt, at hesten bliver dybere og dybere i ryggen og at det derved går ud over udførelsen af både stop og spin.


Desforuden var det et anerkendt trick sidst i 80`erne, hvis man havde en hest der var lidt ”luftig”, at ride den langsomt og lære den at finde sig i drevet. Det fik det hele til at se lidt voldsommere ud og gav det optiske bedrag at man red hurtigere.


Men reelt bremsede det hesten, fordi den blev generet i ryggen.




1. Når hesten synker bag lansemærket, får den svært ved at åbne trapezmuskelen foran, dette bevirker manglende eftergivenhed i munden og nakken.


2. Ryggen trykkes ned og belastes i hele vinkelomådet her, så snart der drives med sædet


3. Men det helt store tryk kulminerer i området lige bagved lansemærket og bevirker at hesten synker mere og mere - permanent!



Følgevirkningerne bliver let at hestene mister evnen til at holde ryggen oppe og bære og når hesten går ind i et spin med en sænket ryg og skulder påvirker det flowet i spindet og får ofte hesten til at hoppe rundt eller slå sig på forbenene.


For slet ikke at tale om, hvor vigtigt det er for hesten at holde ryggen oppe i stoppet. Er ryggen sænket i stoppet, baner det vej for skader, stammende fra ujævnheder i banen. Friktionen i et reelt slidingstop er så stor, at hvis man springer hurtigt af hesten og mærker på skoen, brænder man sig på fingrene (moderat).


Hesten trykker altså med flere hundrede kilo, mens den glider og et hug fra banen, forplanter sig lige op i lænden på hesten, hvis ikke ryggen er på plads. Derfor er det vigtigt at hesten samler sig ind i stoppet og skal den det, har den bestemt ikke behov for en rytter, der sidder og gnubber sadlen hårdt ned i ryggen på den.



For det er jo det der sker! Sadlen bliver trykket ned i ryggen og ligger og gnider hårdt på rygraden, der bestemt ikke har brug for at skulle modarbejdes af rytteren.


Går man gennem en engelsk ridestald og kigger på de forskellige heste i stalden, er det ikke svært at se, hvilke hestes ryttere der har et for stærkt drivende sæde. Hestene er overspændte langs rygraden og ryg muskulaturen er flad og indadvendt.


I stedet for at rytteren lokker hestens ryg op under sig, trykker de den ned og man ser endog mange top dressurryttere, gøre det i sådan en grad at hestene udøver trav i højeste samlingsgrad, nemlig piaf og passage, med sænket ryg og skulder.


Det er ikke nogen skik der er værd at hive med ind i westernridningen, alt den stund at alt hvad vi gør virker endnu bedre eller voldsommere i de relativt store westernsadler.


Westernsadlen er ikke bare en ridestol, den er et værktøj. Et værktøj som gør at vore virkemidler ikke behøver at være så store. Derfor er det at drive med sædet at skyde gråspurve med kanoner.


Rytteren bør derimod følge hestens bevægelser, hverken mere eller mindre.




Marlene på CA Zahran, fik ”pisken over nakken” ved en clinic i September i Fåborg på Fyn. Marlene har redet på den lokale rideskole og havde for en rideskolepige ”et meget flot sæde”, hvor hun var bagved lodret og drev meget med sædet. Hesten reagerede ved at løbe meget stærkt i travet, sænke sig i ryggen og løfte hovedet.


Da Marlene lærte at slappe af, lægge lidt af vægten i bøjlerne og bruge benene under sædet, var det hvad der skulle til for at få Zahran til at slappe af, løfte ryggen og ”give på biddet”.


Gangarten her er opvarmningsjog, dvs. ikke pleasurejog. (Foto Western Journalen)



Når man ser på hestens rygrad er den jo ikke understøttet på nogen måde. Den hænger i et ophæng af muskler og sener.


Forestil Jer, I selv ligger på alle fire og har selv en lille rytter på ryggen, som arbejder hårdt med sædet. I burde faktisk prøve det, for at få fornemmelsen.



Jeg har masseret mange heste med problemer efter overdreven sædeindvirkning. Det bliver næsten altid fuldt op af undervisningstimer, til western såvel som dressurryttere, der efterfølgende melder begejstrede tilbage, hvordan deres hestes humør, præstation og bæring bliver bedre.



En vis fordeling af vægten ned i bøjlerne, giver et bedre sæde og får hesten til villigere at løfte ryggen. Ligeledes er det vigtigt at rytteren ikke sidder i stolesæde, men holder sine ben så lang inde under sig, at der er harmoni opstillingen. Er der det, er det sværere for rytteren at ”overdrive” og hesten får lettere ved at bære sig.




Maria taget på et ret ideelt tidspunkt. En anelse foran lodret - luft til bagsvidslen - knæene under forsvidslen - bemærk at hvis Maria havde sporer på, ville sporen ramme i en lige linie under sæden. Lige på dette punkt sidder et løftepunkt til ryggen. Det betyder at bare en moderat indvirkning fra en spore vil bevirke, at hesten samler sig op under rytteren, hvis han/hun vel at bemærke ikke generer uforholdsmæssig med tøjler eller sæde. (Foto: Western Journalen)



For at undgå forkert sædeindvirkning, er det vigtigt at sidde i en opstilling, hvor alle ens bøjere, dvs. knæ, hofter, albuer, hæle er bøjede på en afslappet og naturlig måde, så alle vægtstangs-principperne i kroppen virker rigtigt.


Ligeledes er det vigtigt at sidde på det rigtige punkt i sadlen. Bagsvidslen skal være fri af rytterens bagdel, således at rytteren sidder i det dybeste i sadlen. Rytteren bør sidde med ryggen ca 2 gr. Foran lodret i skridt og trav, men bør læne sig mere bagud i galoppen for i denne gangart at komme bagom bevægelsen.


Hælene bør ikke være trådt for langt ned, idet det giver falsk tryk i bøjlerne.


En rigtig opstilling på hesten , giver så mange foræringer til rytteren i form af indvirkning på hesten. Hver en muskel vi bruger, sender et signal til hesten og bruger vi dem forkert eller bruger for mange, sender vi henholdsvis forkerte eller for mange signaler. Derfor er det ikke hensigtsmæssigt at optage en for stiv og kunstig opstilling, idet kommunikationen med hesten kommer til at lide under det og det meget let også kommer til at give forkert sædeindvirkning.




Rytteren her vinder guld ved Europamesterskaberne, men ser man på opstillingen, er skulderen el del bagved sædet og hælene langt foran. Det kaldes et stolesæde og det har aldrig været til gavn for hestens ryg - tværtimod!



Amerikanere har meget stor respekt for dressurscenen, hvilket har bevirket en stor integrering af ”engelske” dressurvirkemidler i westernscenen indenfor de sidste 15 år. Ikke mindst fordi mange dressurryttere har haft svært ved at omstille sig, og hvad er så mere naturligt for en amerikaner end at sige: Godt! Så laver vi hestene, så de kan finde ud af at ride dem. For der er jo ingen tvivl om at markedet i Europa har været en kæmpe guldgrube. For 15 – 20 år tilbage, når en engelskrytter kom op på en westernhest, kunne det ind imellem være ret komisk at se på og ind imellem også ret hasarderet.


Så udjævningen er sikkert en del til det gode. Men det har også bevirket nogle meget ekstreme opstillinger i Western Pleasure, som dog heldigvis er ved at være på retur igen. Det vi ser nu er at rytterne vender tilbage til at sidde på en måde der ikke belaster hesten mere end højst nødvendigt. Det er glædeligt at se, at man finder tilbage til en mere fornuftig holdning.


Nogle af de ”engelske virkemidler” har været gode at få ind, andre - såsom at drive med sædet, er en af de mere fatale som vi godt kunne have været foruden.




Her er en af Europas absolut dygtigste og mest vindende Pleasure trænere og ryttere; Hubertus Jagdfeldt. Her er en rytter med hestens ryg oppe, og hesten viser at den bærer. Det er vel ikke nødvendigt at referere yderligere til, hvordan opstillingen bør være!



Artiklen er tidligere bragt i Western Journalen



Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar