tirsdag den 4. april 2006

Forårsrengøring af sadlen oa.

Man ser tit spørgsmål om pleje af westernoutfit og det er for omfattende at komme med hele historien hver gang, men man kan jo skrive den én gang for alle her, så er der jo noget at henvise til.

I gamle dage, hvor det var et must at læder skulle holde, brugte man denne her metode og jeg, som er "gammel", bruger den stadig og jeg har hovedtøjer hængende som er næsten 20 år gamle.



Sadlen har hængt hele vinteren i sadelrummet, har selvfølgelig været brugt, men efter en lang vinter er den møgbeskidt. (Min er i hvert fald :-)).



Hovedtøjerne – uha, jeg bruger jo ikke dem alle, så der er nogle af dem der er temmelig langhårede.


Så forårsrengøringen skal i gang.



Trin 1.


”Skil sadlen ad”, tag bøjlerne af, så man kan komme til. Man kan tage fenderne (stigremmene) af også, men de kan være lidt besværlige at sætte på igen for uerfarne, så lad dem bare sidde.



Hovedtøjerne splittes ned i de mindste dele, så man kan komme til alle vegne.



Trin 2. Hvad skal jeg bruge?


En spand til håndvarmt vand, 2 svampe, 1 pensel (bagepensel f.eks.) en ren blød børste, kvalitets sadelsæbe, lys læderolie af god kvalitet og sadelfedt med bivoks.



Trin 3. Rengøringen


Tag rigeligt med håndvarmt vand i spanden. Svampen vrides op, det er vigtigt den ikke er for våd.


Nu skummer man svampen ind ligesom en badesvamp, jo mere skum jo bedre. Jo mindre vand jo bedre.


Nu sæber man læderet ind. Dvs. man vasker læderet med skum, og skyller svampen ud jævnligt (hele tiden), hvor man skifter skummet ud. Man bliver ved med at skifte skummet ud på læderet til det er rent. Til sidst lader man det rene skum sidde på læderet, idet det indeholder mange læderplejemidler.


Nu lader man læderet hænge til næste dag, to dage om nødvendigt, hvis ikke man har kunnet styre sig med vandet :-)


Det er meget vigtigt at læderet er helt tørt, før man tilfører fedtstof.


Når læderet er tørt, børstes sæberesterne af med en blød børste, så man kan komme ind i krogene og især på sadlens prægninger.



Trin 4. Olie


Hav rigeligt med klar olie og køb en god kvalitet. Det betaler sig ikke at spare, idet olien er langtidspræserverende og kun bør bruges højst én gang årligt. Til gengæld skal læderet mættes.


Smør det på med en pensel. Det er det nemmeste og man kan komme ind i alle kroge.


Bliv ved så længe læderet suger.


På sadlen bruger man penslen overalt, hvor man kan komme til indvendig og udvendig. Her er dog undtaget selve sædet, idet det er polstret med skumgummi og tro mig, der kan være meget olie i sådan et sæde, hvilket kan give nogle fine alternative pletter på bukserne.



Trin 5. Fedt


Læderet skal tørre i en til to dage efter det har fået olie. Herefter lukkes af med en god fedt med bivoks. Her kan jeg anbefale Kiefers produkter, der i øvrigt også har lækker sadelsæbe.


Fedtet skal på på samme måde som skosværte, der skal ikke et tykt lag på.



Når sadlen nu har hængt nogle timer, er den ”kampklar”.


Resten af sæsonen kan man klare sig med en let vask eller børstning og derefter fedt. Læderet er gennempræpareret og kan stå for hvad som helst og frem for alt, er dets holdbarhed forlænget.



Til de sadler, hvor læderet er mere Latigoagtigt – blødt, bør man spare på olien, idet disse sadler ellers bliver for bløde.



Næste afsnit:


Præparering af nyt læder, - sadler mm.



Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar