tirsdag den 9. maj 2006

Boons Corner - nr. 5

SÅ blev det endelig forår – eller gik vi direkte til sommeren?

20 – 22 graders varme. Det er et ordentligt spring temperaturen tog, sådan lige pludselig.


Jeg skal love for at det kickstartede naturen. Fra et lidt trist landskab med træer og buske, der stod i silhuet mod en gnaven, genstridig, grå himmel eksploderede naturen i en overflod at forårsblomster og blade, der nærmest konkurrerede om, hvem der kunne springe ud hurtigst.



Lige pludselig er der skygge under træerne og jeg har været ude for at slå græsplænen første gang. Hvert år går jeg lidt og griner over græsset. Det ene sted hepper man på det, for at få det til at gro hurtigst muligt, så hestene kan komme på græs. Det andet sted slår man det øjeblikkeligt, når det endelig titter frem, så græsplænen ser fin og ordentlig ud.



Hestene er kommet ud om natten. Det stresser vist mig mere end det rører dem. Jeg glæder mig hvert år til at få en pause i staldarbejdet, men, ih du gode, hvor er det underligt, når de ikke står på den anden side af væggen, når jeg skal sove. Mit flokinstinkt træder omgående i kraft og jeg føler mig mærkeligt til mode i nogle dage.


Hestene nyder vist at gå og daske rundt for dem selv. De kommer ind to gange om dagen for at blive fodret. De tykke damer, fordi de ”bager” på føllene. Lille Sweetie, fordi hun vokser og Boons, fordi det tilsyneladende kræver en del kalorier at se godt ud og charmere hopperne og så skal han også producere nogle gode, sunde ”børnefrø”, så hopperne bliver drægtige.



Boons synes også at nu – nu, er det endelig rigtig forår, for han har fået damebesøg. Endda hele to på en gang. Vi fik lige en opvisning i ægte horsemanship, da hopperne blev lukket ud på folden ved siden af Boons.


De damer var ikke lige i humør til at lade sådan en begejstret fyr imponere dem. Jackie skubbede sin veninde Goldy væk og gjorde tydeligt Boons opmærksom på, at han overhovedet ikke skulle så meget som at overveje at komme i nærkontakt med dem. Hun hvinede, svingede med halen og halsen, samt sparkede ud i luften. Budskabet var meget tydeligt. Skrid, bums. Vi gider dig ikke!



Boons prøvede så forskellige teknikker for at få opmærksomhed.


Først prøvede han at imponere dem med sin mandighed. Høje brølende vrinsk, imponerende attituder og en opvisning i lyngallop og skarpe vendinger, samt sparken ud i luften.


Ikke om det gjorde det mindste indtryk på de damer.



Så prøvede han med den bløde brummende lyd, som jeg læste, at en lille pige kaldte ”han siger ligesom en kaffemaskine, der trænger til at blive afkalket”. Det er et herligt udtryk.


Boons lød som en kaffemaskine og sendte smægtende blikke til hopperne, mens han koket lagde hovedet på sned. Og krummede halsen.


Det gjorde heller ikke særlig indtryk på damerne.



Det blev han noget frustreret over, så han tog sig en ordentlig løbetur ud over marken. Da han kom tilbage igen var det med den brovtende attitude, han egentlig havde afprøvet før. Så stillede han sig helt stille op, for bare at kigge på hopperne, mens han så meget tankefuld ud. Lige pludselig vendte han resolut ryggen til dem og slentrede væk. Helt op i den anden ende af marken. Jeg troede, at han ville komme stormende igen, men efter at have klattet på sit ”markerings-klattebjerg”, slentrede han lige så stille tilbage igen.



Se, DET fangede alligevel hoppernes opmærksomhed. De kom op til hegnet og Boons begyndte igen at lyde som en kaffemaskine. Denne gang en afkalket kaffemaskine. Han fik en lang, lang hals og inviterede de damer til en hilseceremoni. Jackie mente nu ikke, at Goldy havde noget som helst at skulle have klinket med Boons, så hun blev temmelig håndfast skubbet væk. Jackie snusede så selv til Boons fremstrakte mule, men var absolut ikke interesseret i noget samkvem med Boons. Uha, hvor kan sådan en hoppe da være sur. Fis af, bums eller jeg pander dig en.



Boons slog sig til tåls med, at hopperne var der og begyndte at græsse. Han har nu travl, for han bliver nød til at charme dem, når de nærmer sig hegnet. Efter et par dage, holdt Jackie op med at være hysterisk afvisende og er nu begyndt at se drømmende og tankefuld ud, når hun hilser på Boons over hegnet, så mon ikke hun nærmer sig en brunst? Selv Goldy får nu lov til at hilse på Boons. Hun er nu ikke kommet til det punkt, hvor hun overvejer nærmere kontakt.



Der gik lidt `Åh nej`, i den til aften, da mine skulle ind for at fodres. På trods af, at de to nye hopper lige var ankommet om morgenen og gik på deres egen fold, så kom flokinstinktet i voldsomt udbrud, da de ikke kunne se mine heste, så der blev en vældig skrålen op og drønen rundt i folden og de ignorerede totalt deres foder, som de havde fået serveret. Mine hylede også og Boons kunne slet ikke falde til ro og spise sit foder, nu da han ikke kunne holde øje med hele hans flok på en gang.



Så måtte jeg jo finde en anden løsning, når jeg skulle fodre.


Jeg satte Boons ud igen, for at se, om han kunne håndtere det, når han kunne se de fremmede hopper, men ikke se sine egne hopper.


Tilsyneladende mener han, at det er ok, når mine hopper er inde i stalden. Så ved han, hvor de er og der må jeg så godt passe på dem.. Så kan han selv holde øje med de fremmede hopper.


Ja, ja, de er lidt pudsige de heste.




KAN de da ikke se, hvor jeg gør mig umage for, at se godt ud.



Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar