Af: Jens Chr. Lund
Pony Ekspressen nåede i sin korte levetid, at blive vidt berømt. Den beredne kurerposttjeneste tværs over Amerika, nåede ikke engang at holde sin 2 års fødselsdag.. Det påstås at Pony Ekspressen havde flere berømtheder på lønningslisten: Buffalo Bill, Wild Bill Hickock, Frank T Hopkins (Hidalgo) og ”Lucky Luke”!! At der hovedsagelig var tale om opdigtede historier og førnævnte kendisser næppe har været ponyekspressryttere, har ikke gjort Pony Ekspressen mindre berømt.
Pony Expressen blev sat i gang så sent, at rytterne næsten red om kap med oprettelsen af telegrafen.
Fragtkompagniet Russell, Majors og Waddell grundlagde Pony Ekspressen i april 1860.. Befolkningen i Californien måtte på den tid ofte vente månedsvis på post fra den østlige USA, som blev sendt med skib eller diligence. Telegrafen var opfundet, men nåede kun til St. Louis i Missouri. Rent politisk var Californiens stilling usikker i forhold til den begyndende borgerkrig og det var derfor magtpåliggende for regeringen i Washington at sikre en hurtig kommunikationslinie til den forholdsvis ny stat i Unionen.
Pony Ekspressens rute gik fra St. Louis, som blev regnet for porten til det vilde vesten, til Sacramento i Californien. Ruten var næsten 2000 miles lang og gik gennem ødemarker med prærier, ørkner og områder med fjendtlige indianere.
Rekorden for den hurtigste postlevering fra St. Louis til Sacramento var 7 dage og 17 timer. Ekspressen havde ca. 80 ryttere ansat, som hver red ca. 75 miles om dagen. Ruten bestod af 157 bemandede stationer, som med lå 5-20 miles mellemrum.
På stationerne kunne rytterne skifte heste. På de større stationer kunne rytterne hvile ud, mens posten gik videre til en ny kurerrytter.
I alt havde Pony Ekspressen ca. 400 hesten i stalden, der var udvalgt for deres hurtighed og udholdenhed. På den østlige del af ruten blev der fortrinsvis brugt tidligere kavaleriheste. Hovedsagelig Morgans og engelsk fuldblod. På den vestlige del af ruten blev der fortrinsvis brugt spanske mustangs og kvægheste indkøbt i Californien og andre af de vestlige territorier.
En hest kunne koste op til 200 USD hvilket var en temmelig høj pris dengang.
Navnlig den spanske mustangs udholdenhed var værdsat. I en gammel annonce, hvor der søges heste til Pony Ekspressen, kan man læse, at man ville have heste med mørke hove, åbenbart udfra den antagelse, at de havde stærkere hove.
Der blev brugt heste af alle farver og på de vestlige ruter var mange af hestene brogede (pinto). Hestene blev brugt hårdt og rytterne skiftede hest 8 –10 gange i løbet af dagen.
Pony Ekspressens rytter benyttede en særlig let sadel.
Sadelen var nærmest en krydsning mellem en western – og en jockeysadel. Sadelens skørter var reduceret til et minimum og stigbøjlerne var særlig lette. Den vejede kun en tredjedel af en normal cowboysadel , men var alligevel stærk nok til hårdt brug og yde rytteren en nødvendig komfort. Pony Ekspressen benyttede en særlig mochila til posten (spansk for sadeltaske). Mochilaen var nærmest et løst overtræk med sadeltasker på, som lå hen over sadelen og blev holdt fast af rytterens vægt. Ved de hurtige heste – og rytterskift var det således ikke nødvendigt at skifte sadel, man kunne blot lægge mochilaen på den allerede ventende opsadlede nye hest.
En velbevaret Mochila
Skønt Pony Ekspressen var en effektiv og pålidelig posttjeneste, blev den aldrig økonomisk rentabel. Under krigene i Nevada og Utah med Paiute indianerene i sommeren 1860 i mistede ekspressen 150 heste, 16 ryttere blev dræbt og 7 stationer blev raseret og ødelagt af indianere. Tabet kostede 75.000 USD. i udstyr og heste. Da Pony Ekspressen lukkede i november 1861 var det med et underskud på 200.000 USD. På det tidspunkt var Pony Ekspressen allerede overflødiggjort af den transkontinentale telegraflinie tværs over USA.
Artiklen er tidligere bragt i Western Journalen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar