onsdag den 24. maj 2006

RHDK Kvægclinic på Alhambra 20.-21. maj

Foto: Karin Hansen.



Det har været svært at komme tilbage til hverdagen igen, efter weekendens kvæg clinic.

Denne gang var arrangementet delt, således at der var plads til flere forskellige kategorier og det viste sig da også at være det helt rigtige at gøre, da både ryttere, heste og kalve er trætte før vi slutter når vi laver de hele dage.




Jan, Casper, Lotte og Kenn



Det er et koncept vi vil prøve igen på clinics og så afholde træningsdage indimellem.


Det skulle da også vise sig at der meldte sig hele 7 nye kvægekvipager. Det er meget længe siden så mange nye har deltaget på en gang.


Nogle var helt nye westernryttere, andre på nye heste, men de fleste var ryttere fra andre kategorier af westernridning som ville prøve at ride med kvæg for første gang og hvor hestene heller aldrig havde været på kvæg.




Jane Møllbach og Lasse.



Vi startede allerede fredag aften med at køre vores heste af sted på Alhambra, for jeg skulle nå at træne og vi skulle møde Bent Holm og hans ven Lars, som skulle være her i weekenden .


Bent er cuttingrytter og bor i Haderslev, og vi havde aftalt med ham og Lasse og Nina, skulle være med denne weekend, da vi efterhånden er nogle stykker som har fået lyst til at prøve os frem i cutting. Søren ”Dalton” Christensen fra FCWR er heller ikke ukendt med cutting, så jeg havde ”inviteret” ham også, så der kunne være nogle øvede til at skabe situationer for os andre.




Bent og Lasse i cutting.



Det blev da også en oplevelse som satte gang i hovedet på undertegnede, hvis reining pony har vist sig at have stort talent for cuttingen og efter at have været med adskillige gange som heardholder og også lidt som turnback, var armene ikke til at få ned igen. Det er lige dét vi skal ved siden af reiningen. Så der er en del at øve sig på og en del som skal laves om herhjemme for at kunne gøre det ofte nok…


Belinda, Kenneth og Cirkeline var ligeledes med som hjælpere og Belinda havde også mod på at prøve selv. Hendes hest arbejder utrolig godt i kvæget og er på trods af sine 18 år ”still going strong”.




Undertegnede og ”redneck´en”.



Efter lørdag morgens cutting startede så begynderhold, og det var et ret imponerende ”line up” . Jeg skulle et kort øjeblik lige minde mig selv om, at det ”bare” var en clinic og ikke et western stævne. Det store fremmøde af publikum weekenden igennem gjorde også sit til at der nærmest var stævne stemning en stor del af tiden, hvilket det også lød som om, når Lasse og Bent lavede dobbelt cutting. Der var knald på, det så hamrende godt ud og publikum kvittede flot med deres opbakning.


Men tilbage til begynderne, hvor flere mødte op, stærkt tvivlende på at de kunne klare det og overbevist om at hesten ville eksplodere.


Særligt Lotte Kanstrup havde jeg i forvejen fortalt, at jeg var sikker på at Dundee ikke ville eksplodere. Dundee er fuldblod/quarter, en stor og kraftig hest med reining talent. Han er samtidig halvbror til vores Jack, hvilket ofte er lig med et skønt og roligt temperament og talent for kvæg med legenden, tyske ”Doc Chex” i stambogen. Vi var sikre på at Dundee ville klare det. Det viste sig også at det var tilfældet, og endda så flot at Lotte lovede at komme igen næste gang.


Største parten af hestene klarede mødet med kalvene præcis som Dundee, kun et par stykker troede i starten at kalvene var ” kødædere med heste som livret”. Det gik dog hurtigt over, og derefter var det mest larmen fra pennen når kvæget skubbede til den, som var et lille problem for enkelte heste.


En enkelt helt ny rytter havde lidt flere problemer, som John fik talt med ham om, og søndag gik det meget bedre for dem.




Jørn og smukke Joe havde en flot debut.



Dagen sluttede med endnu en gang cutting træning og så kunne vi og vores gæster køre hjem og få noget aftensmad.


Søndag morgen…2 dag uden megen søvn, for hvem gider at sove om natten når man hygger sig med rare gæster ??... Vi lagde ud med cuttingen igen og denne gang cuttede Lasse og Bent overfor hinanden, men kun Nina og jeg som heardholdere. Det fungerede perfekt og der var gang i Rambo og Anniesmutcho, for nu bevægede kalvene sig. Redneck´en skulle overbevises om at det ikke var ham som skulle ”i marken”, da han tændte helt på det, men han klarede sit job flot og jeg sluttede med at ”blive helt høj” af oplevelsen…og ponyen steg kraftigt i værdi.


Nina og Eagle hyggede sig i det andet hjørne. Eagle nød at være med igen.




Casper Neumann.



Efter cuttingen skulle begyndere og let øvede ride og efter at have arbejdet med ”fencework” blev pennen der redet team og cattlepenning, nok i det roligste tempo der endnu er set. Det var rigtigt flot at se alle arbejde med deres heste. På intet tidspunkt var der ukontrolleret ridning og alle havde tid til at fornemme hvad der skete når man fik trykket på de rigtige knapper.


Bo Liljequist har haft sine problemer med sin nye hest de forrige gange, men efter et besøg på Conny´s basis clinic har situationen ændret sig radikalt og det var måske nok den bedste dag på kvæg for Bo, til dato. Og det var meget imponerende og glædeligt at se på.


Conny selv var næsten rørt til tårer.




Sari Knudsen har deltaget en gang før.



Der var også glædeligt gensyn med Lotte Johansen og hendes lækre og godt arbejdende arabervallak Tacho. Lotte kunne dermed være med til at illustrere for de andre, hvordan man skulle placere sig i forhold til kvæget.


Conny kom på besøg sammen med Jack for at afprøve noget af det hun har lært ham mens han har været i træning hos hende og til Johns store glæde var der ikke overdrevet med fortællingerne om hans samarbejdsvilje. Man kan se at han bliver redet næsten hver dag nu. Han er simpelthen blevet så flot og for 2 gang oplevede jeg at gå næsten forbi ham uden at kunne kende ham…Pinligt.


Ud på eftermiddagen sagde vi farvel til Bent og Lars efter en skøn weekend sammen med dem.


Ikke så meget senere sluttede de sidste ryttere af og efter en weekend hvor alle vist var lidt mere end tilfredse, kunne vi meget meget trætte, vende næsen hjemad igen.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar