mandag den 30. oktober 2006

ABC'en i Trail klassen

Som de fleste nok ved, er jeg meget interesseret i Trail.

Det er indenfor denne disciplin jeg gerne vil gøre mig godt og det er absolut i denne disciplin jeg føler det ultimative samarbejde med hesten er tilstede.



Derfor har jeg nu endelig fundet et par bøger i USA som er meget oplysende og brugbare. Jeg vil her prøve, at oversætte de væsentlige ting i bøgerne og dele det med andre trail interesserede.



Jeg "deler" oversættelsen og starter her med Del 1



Første bog er skrevet af Laurie Truskauskas.




Lær din hest Trailens ABC, trin for trin



En velopdragen hest er en fornøjelse at ride. Når den er grundigt trænet, vil du kunne flytte de dele af kroppen du ønsker. Hele kroppen, hoved, hofte og skuldre, for at sætte hesten i den position du har brug for i trail.



Trailhesten skal være let at flytte og reagere let på pres fra tøjle eller ben. Trailhesten skal flytte sig baglæns lige så let som den gør det forlæns. Den skal flytte sig væk fra presset fra dit ben, både til højre og til venstre. Den skal kunne flytte sin hofte eller hele sin krop afhængig af hvor du lægger dit ben pres. Og den skal jogge eller galopere i en konstant rytme.


En uopdragen eller ikke trænet hest vil kæmpe mod biddet, løfte sit hoved i luften eller vise andre tegn på ubehag eller ulydighed.



Når du kan kontrollere din hests hoved gennem dine hænder og kroppen gennem dine ben er du klar til at begynde din trail.



Nedenstående kræver at din hest er lydig og samarbejdsvillig.



Back up



Tricket til en god back up, er et let løft på tøjlen og et let klem med benene. Tøjle løftet fortæller hesten at den ikke kan gå fremad. Benpresset fortæller hesten, at den skal flytte sig. Dens eneste mulighed er, at gå baglæns.Måske kan du samtidigt bruge et "kys" eller "klik" for at få bevægelsen.


Bed hesten om et skridt. Beløn straks hesten når den tager skridtet, ved at slippe presset både fra tøjle og ben. Lad være med at trække i hesten for at få den til at bakke. Du skal blot stoppe dens fremaddrift med tøjlen, lægge pres med benene og vente til hesten har fundet ud af hvad du vil. Husk at belønne omgående, ved at sænke din hånd og slippe ben presset.


Gentag øvelsen.



Bakke mellem bomme



Læg bommene ud. Mindstemålet mellem bommene i en trail klasse er 71,12 cm. Kan du lære din heste at arbejde i mål der er mindre, har du straks en fordel i show situationen, hvis man ikke bruger mindste målet.


Begynd med at skridte ca 5 skridt ind mellem bommene og stop så her. Lad hesten stå og tænke et øjeblik. Den skal vente med at bakke til du beder den om det. Sid lige på hesten og kig frem. Du skal ikke "vride" dig i sadlen for at kigge efter bommene for så forstyrrer du hesten med dit pres i sadlen og dine ben. Det kan få hesten til at træde et skridt tilside og træde på en bom eller flytte på bommen. Du kan kigge ned ved kun at bøje dit hoved for at se hvor bommen er. Men sid lige. Kan du se bommen ved at sænke dit blik er hestens position korrekt.


Bed nu hesten om at bakke langsomt. Et skridt ad gangen, og ikke noget hastværk. Hvis hesten begynder at bakke af sig selv, skal du stoppe og begynde forfra. Gentag ikke øvelsen mere end 3 gange ad gangen og lav så øvelsen igen senere. Når hesten har "fundet fidusen" kan du tage flere skridt ind mellem bommene og mindske afstanden mellem bommene.



Bakke i et L



Vi forestiller os at du har lagt dit "L" med den nederste bom pegende mod højre. Du starter øvelsen ved at bakke ind til hjørnet. Stop og lad hesten stå lidt. Læg nu dit venstre ben til bag gjorden eller lidt længere bagud, afhængig hvor du har lært hesten, at dit ben flytter hoften til højre. Samtidigt lægger du tøjlen let på halsen på højre side for at flytte skuldre og hoved til venstre. (Du skal selvfølgelig gøre det modsat hvis du skal dreje til den anden side) Brug bløde pres og bevægelser for at få en blød og let bevægelse fra hesten. For kraftige bevægelser eller pres kan få hesten til at træde ud over bommene. Tilpas dit pres så du ikke overgør signalerne. Øv dig lidt hver dag.



Problemer



Hvis hesten ikke vil bakke



Hvis hesten ikke vil bakke uanseet om du bruger din tøjle og dine ben korrekt, kan du få en person til at hjælpe dig fra jorden. Vedkommende skal prikke hesten let på bringen mens du udfører dit løft på tøjlen og dit pres med benene.



Træder din hest udenfor bommene



Start med at bede hesten om et enkelt skridt. Bed derefter om et mere. Få hesten til at vente på dine signaler.



Skynder hesten sig at bakke ud



Bak et skridt og stop. Tæl til 20. Bak et skridt mere. Tæl til 20. Bak 2 skridt og skridt så frem og ud. Du skal få hesten til ikke at vide hvad vej du egentligt øsnker den skal. Det vil øge hestens opmærksomhed på dine signaler istedet for bare at skynde sig at bakke ud. Du skal have tålmodighed og øve det mange gange til hesten forstår den skal vente på dig.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar