fredag den 17. november 2006

Ormemiddelresistens sætter dagsordenen i hesteholdet

Af: Martin Krarup Nielsen, Dyrlæge, ph.d.-studerende, KVL

Diagnostik og overvågning anvendes nu systematisk med dyrlægen i den centrale, koordinerende rolle. Dette står i skærende kontrast til mange andre lande, hvor ormemidler anvendes hyppigt med faste intervaller året igennem. Dog anvender danske hestepraksis kun resistensundersøgelser i meget ringe grad, hvilket er bekymrende. Praktiserende dyrlæger har en nøglerolle i bestræbelserne på at forsinke resistensudviklingen så meget som overhovedet muligt. Resistensundersøgelser bør derfor være fast integrerede i ormestrategierne.



Kendt siden 60-erne


Ormemiddelresistens i hesteholdet har været kendt siden de tidlige 1960’ere.


Særligt har cyathostomerne (de små strongylider) udvist en imponerende evne til at udvikle resistens mod flere forskellige stofgrupper. Kun avermectin/ milbemycin-gruppen (moxidectin og ivermectin) har til dags dato bibeholdt fuld effekt mod cyathostomerne. Der er dog bred enighed om, at resistens mod denne stofgruppe på længere sigt er uundgåeligt, hvilket understøttes af, at hestens spolorm Parascaris equorum i de seneste år i flere lande inklusive Danmark er rapporteret resistent mod midler fra denne gruppe. Det frygtes således, at andre rundormearter vil følge i kølvandet på spolormen. Da der samtidigt ikke er udsigt til nye midler på markedet i den umiddelbare fremtid, er det blevet meget vigtigt at forsinke resistensudviklingen så meget som overhovedet muligt.


Det er veldokumenteret, at i lande uden receptpligt, er dyrlæger kun i meget ringe grad involveret i ormebehandling i hesteholdet. Typisk behandles der 4-8 gange årligt med faste intervaller året igennem uden brug af diagnostik eller overvågning i form af gødningsundersøgelser. Netop hyppige behandlinger uden hensyntagen til ormenes epidemiologi og livscyklus er blevet identificeret som en væsentlig årsag til resistensproblemet. Flere undersøgelser har derfor understreget vigtigheden af, at praktiserende dyrlæger får en mere central rolle i parasitkontrollen.



På denne baggrund gennemførtes i 2004 en spørgeskemaundersøgelse blandt praksis med hesteklientel i Danmark med det formål at belyse, hvorledes parasitkontrol gribes an under den danske lovgivning.



Spørgeskemaundersøgelsen


I alt 170 praksis var registreret med medlemmer af Sektion Vedrørende Hest (SVH) af Den Danske Dyrlægeforening, og de indgik alle i undersøgelsen. Hver praksis fik tilsendt et spørgeskema, enten via e-mail eller i en papirversion med almindeligt brev. 87 (51,2 %) responderede i undersøgelsen.



Undersøgelsen viste, at 97 % af respondenterne brugte tællinger af parasitæg ved McMaster metoden, mens 41 % anvendte larvedyrkninger til påvisning af store strongylider. Dette har vakt betydelig opsigt i internationale forskerkredse, da gødningsprøver kun undtagelsesvis anvendes i andre lande. Derimod brugte kun 11 % resistensundersøgelser på rutinemæssig basis, hvilket vidner om ringe bekymring om dette problem.



Der sås en tydelig årstidsvariation i tidspunkter for udtagelse af gødningsprøver og behandling med mest aktivitet i sommerhalvåret og en tydelig top forår og efterår (Figur 1 - Højreklik og vælg "Åbn i nyt vindue"). Dette illustrerer således en betydelig grad af konsensus blandt de deltagende praksis. Strategier for udtagning af gødningsprøver på den enkelte besætning varierede fra udtagning fra alle heste til mere individuelt udtagne prøver (Figur 2 - Højreklik og vælg "Åbn i nyt vindue"). Desuden var der situationer, hvor dyrlægerne valgte at behandle uden forudgående gødningsanalyse (Tabel 1 - Højreklik og vælg "Åbn i nyt vindue"). Heraf ses det, at særligt udsatte individer eller aldersgrupper ofte behandles strategisk, mens ældre heste behandles efter analyse af gødningsprøve.


Hele undersøgelsen er publiceret i Veterinary Parasitology, volume 135 (2006), og interesserede læsere kan rekvirere artiklen ved henvendelse til forfatteren.



Samlet vidner undersøgelsen om en betydelig grad af parasitær overvågning samt behandling på strategisk velvalgte tidspunkter af året. Danmark kan derfor siges at være foregangsland på dette område. Risikoen for udvikling af ormemiddelresistens bør dog have betydelig mere fokus.


Særligt i besætninger med føl og plage, hvor spolorm typisk er udbredt forekommende, bør resistensundersøgelser være en fast integreret del af ormestrategien.


I sådanne besætninger er der reelt risiko for resistens mod alle midler på markedet. I besætninger med ældre heste vil midler fra avermectin/milbemycin-gruppen sandsynligvis have fuld effekt, ligesom pyrantel kun i mindre omfang udviser resistens uden for USA. Alligevel bør midlernes effekt evalueres i størrelsesordenen hvert andet til tredje år.



Det parasitære refugium


Behandlingshyppighed er kun en af mange identificerede faktorer med indflydelse på udviklingen af ormemiddelresistens. Den vigtigste af disse er størrelsen af det såkaldt parasitære refugium.


Denne betegnelse dækker parasitstadier, der ikke påvirkes af ormemidlet ved behandling. Dette omfatter således især parasitstadier i græsset, men også ubehandlede individer og encysterede cyatho stomer kan henregnes hertil. Parasitter i dette refugium er således ikke udsat for noget selektionspres for resistens, hvilket står i modsætning til dem, der påvirkes af ormemidlet i hestens tarm.


Intet ormemiddel har 100 % effekt, og enkelte orm vil derfor altid overleve. Disse overlevende orm vil indeholde gener, der koder for resistens og som kan føres videre til næste generation.


Strongylider formerer sig ved kønnet forplantning i hestens stortarm, og derfor skal hesten optage både resistente hanner og hunner, der skal parres, før resistensen føres videre til næste generation. Her har størrelsen af det parasitære refugium stor betydning, da et stort refugium kan fortynde forekomsten af resistente orm, mindske chancen for parring mellem to resistente individer og dermed forsinke resistensudviklingen betydeligt.



”Move then dose”


Heraf følger, at behandlinger skal undgås på tidspunkter, hvor det parasitære refugium er af mindre størrelse. I Danmark er der således især tale om vinterhalvåret samt situationer, hvor en flok heste flytter til ”ren” mark. Ved behandling i forbindelse med en sådan flytning nedbringes størrelsen af refugiet til et minimum, og græsmarken vil derefter befolkes af efterkommere af orm, der overlevede behandlingen. Se Figur 3 for illustration af dette.


Denne fremgangsmåde har i årevis været vidt udbredt og anbefalet som såkaldt ”dose and move”, men der er nu bred enighed om at den bør forkastes. I stedet bør man anvende ”move then dose” – altså flytning først og behandling efter nogle uger på den nye græsmark.


Flytningen vil i sig selv reducere parasitbyrden betragteligt, så behandling er i mange tilfælde ikke nødvendig. Gødningsundersøgelser kan afsløre behovet for dette.



Metoder til påvisning af ormemiddelresisten (Højreklik og vælg "Åbn i nyt vindue")



Tak til de deltagende praksis i undersøgelsen samt til Den Danske Dyrlægeforening for hjælp med adresser mv.



Artiklen har tidligere været bragt i Dansk Veterinærtidsskrift, nr. 6, 2006.


En stor tak til Martin Krarup Nielsen samt Den Danske Dyrlægeforening for at vi må bringe artiklen her på Westernportalen!



Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar