søndag den 4. februar 2007

Boons Corner - nr. 12

De forsvundne årstider.

Ja, hvor i alverden er de forskellige årstider blevet af? Jeg kan mærke, at mit indre årstids-ur er helt forvirret. Mon dyrene har det på samme måde?



Boons er i hvert fald gået i forårshumør meget tidligt i år. Hele vinteren har det været hopperne, der nærmede sig Boons, for at få hans opmærksomhed. Han har så, pligtopfyldende som altid, brummet lidt, krummet hals og puffet lidt til hoppen, indtil hun med et lille koket hvin har afvist ham.



Allerede lige efter nytår begynde Boons at ændre adfærd. Nu er det ham, der kontakter hoppen. Hans ”kaffemaskine-der-trænger-til-at-blive-afkalket-lyde” er blevet mere dybe og mere insisterende. Hopperne reagerer med at være meget feminine. De spænder mere op i kroppen, hviner højere og kan endda finde på at slå ud efter ham. Ikke for at ramme, men for at pointere, at de i hvert fald ikke er interesserede i nærmere kontakt. Jo, jo hormonerne er vågnet meget tidligt i år.



Jeg kan ikke rigtigt finde mig til rette med det underlige vejr, vi har haft. Jeg synes, at vi gik direkte fra sidste sommers tørke til noget, jeg vil betegne som dansk regntid. Temperaturen faldt ganske vist lidt og vi er faktisk allerede på vej mod de lysere tider. Jeg savner bare rytmen. Den rytme, der gør, at man kan finde ud af, hvor på året man er.


Jeg har svuppet rundt i gummistøvler i månedsvis – og jeg hader at gå i gummistøvler - halet dyngvåde heste ind hver aften, tørret våde brilleglas af i en uendelighed, hængt vådt tøj til tørre og sagt grimme ting om alt det mudder 12 små missepoter kan slæbe ind hver dag.



Så fik vi endelig en lillebitte smule frost. Tænk, frysepinden Lilli blev helt pjattet, fordi det blev koldt! Det var desværre kun i et par dage. Slet ikke nok til at få mit indre ur til at forstå, at det er vinter lige nu. Nå, naturen gør lige hvad det passer den og det må vi alle så tilpasse os.



Hopperne skal godt nok først fole omkring juni, for de var ikke i humør til at blive drægtige i følbrunsten sidste år, men de begynder at blive lidt rundere. Jeg ville gerne have føl tidligere på året, men så skal jeg springe en følsæson over og en hel lang sommer uden føl - det ville være underligt. Det ville nok også gøre Boons helt bims, at hormonerne ville svirre rundt i luften en hel sæson, uden at han fik lov til at gøre noget ved det. For slet ikke at tale om de damers forsøg på at bakke igennem hegnet ind til Boons, for så ville det være nødvendigt, at jeg forviste ham til at gå muttersalene i en fold for sig selv.



Føllene er begyndt at søge nye græsgange. Lille Sazz er allerede flyttet hjemmefra. Den lille sorte Diamant venter bare på godt vejr, så han kan flytte til Fyn. Han skal i løsdrift, så han flytter ikke hjemmefra, før vejret er lidt mere stabilt. Lille Dee skulle også have været flyttet hjemmefra, men der kom noget i vejen, så hun er hoppet ind på salgssiden.



Det er med blandede følelser, at jeg vinker farvel til de små. Ikke sådan at forstå, at jeg er ked af det. Nej, jeg er både lidt stolt, lidt glad, lidt spændt og lidt vemodig, når jeg sådan sender de små heste ud i den store verden.


Stolt, fordi køberen tror på føllets kvaliteter, glad for at have været med til at bringe endnu en lille quarter til verden, spændt på at se, hvordan den udvikler sig, vemodig, fordi hvert eneste lille hest, der forlader mig, tager et lillebitte stykke af mit hjerte med sig.



Hvor er det da fascinerende at avle. Tænk – hvert eneste år sker der et lille mirakel. Selvfølgelig ved jeg godt – rent teknisk – hvordan det går for sig, men jeg holder aldrig op med at undre mig, hver gang, jeg kigger ind i boksen til en hoppe med hendes nyfødte føl. Dagen før stod der kun en hest i boksen. Lige pludselig står det to. Det er da forbløffende.


Når man tænker på, at det hele starter med to mikroskopiske, geleagtige blærer, så kan jeg ikke andet end undre mig over at det ender med et langbenet føl.



Jeg er så spændt på at se, hvordan Boons afkom udvikler sig. Et er, at jeg synes, at hans afstamning er god og burde give nogle gode føl, at mine hopper passer fint til ham, at han har haft nogle rigtig gode hopper udefra og at de føl, der allerede er kommet, ser fine ud. Et andet er, om talentet holder.


Det tager SÅ lang tid, før man finder ud af, om ens forventninger bliver indfriet. Avl er en langsommelig affære og man må væbne sig med tålmodighed. Det bliver rigtig spændende, når første årgang bliver redet til. Først der, ser jeg, om det var rigtigt af mig, at satse på Boons.


Jeg er nu ikke så bekymret, for føllene lover godt. De er kønne, velbyggede, lærevillige og lette at håndtere, så hvorfor skulle de ikke føre det med sig, når de skal rides til?


Men – jeg glæder mig nu alligevel rigtig meget til at se de første under sadel.



Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar