mandag den 23. april 2007

Ægte amerikansk rodeo

Så har jeg set det med mine egne øjne. Det "ægte amerikanske rodeo", der viste sig i virkeligheden at være et ægte tysk rodeo.

Dieter Brand skal levere dyrene 4 tyre og de 11 heste, vi så, samt nogle heste, der ikke skal bukke, så der er ikke særlig meget amerikansk over det. Det eneste amerikanske er, at rytterne kommer fra USA.



Jeg er rigtig glad for, at jeg ikke er ekspert, for må man ikke se på det etiske i behandlingen og træningen af dyrene og da slet ikke på nogen måde lade sig følelsesmæssigt berøre, belærte Jan Ladewig mig om. Jeg er også glad for, at jeg ikke er journalist, for så skal jeg være mægtig objektiv og se sagen fra flere sider.



Da vi ankom, blev jeg hurtigt klar over, at Dieter Brand og hans stab var godt forberedt på at håndtere kritikere af rodeo.


Vi blev ganske enkelt syltet ind i ord. Dieter Brand havde forberedt en gennemgang af, hvordan et rodeo foregik fra start til slut og gik energisk i gang med at forklare, selvom det slet ikke var det, vi var kommet for at høre. Vi ville se træningen af hestene.



Dieter Brand brugte meget lang tid på, at nedgøre den tyske TVT ekspert rapport. På trods af, at Brand fik fremvist en erklæring fra en dyrlæge, der skriver at han personligt havde været til stede ved rodeo, så hævder han, at dyrlægen ikke har været til stede - altså at dyrlægen lyver! Der er underligt nok også optaget en video, hvor en dyrlæge ikke blot er til rodeo, men også står og taler med Brand.


.


Han sagde mange gange, at hvis der var noget, vi ville vide, så kunne vi bare spørge. Det var nu ikke helt let, at bryde ind i hans ordstrøm. Det lykkedes mig at få spurgt ham om, hvad han mente om, at man i USA bruger en elektrisk bucking dummy og hot shot. Hans svar var, at man bruger strøm i Italien, men ikke i Tyskland og at det ville han for øvrigt slet ikke hverken diskutere eller kommentere.



Vi gik så ned mod arenaen, hvor hestene stod i overdækkede panelbokse, med drivgange forbundet, så hestene kunne drives ind i startboksene. Det første, der slog mig, var hestenes apati. Når man kommer ind i en stald, så er der heste, der spiser, nogle sover, andre er interesserede, nogle skændes lidt med naboen - der er i hvert fald aktivitet på en eller anden måde, men her stod alle hestene fuldkommen apatiske og stirrede frem for sig. De havde trukket sig ind i sig selv og ignorerede totalt, hvad der skete omkring dem. Det var så usædvanligt, at vi var flere, der bemærkede det.


De var strøet i fint, nyt, knitrende halm, de havde hø og en balje med vand. Jeg havde så sandelig heller ikke forventer andet, når de nu sådan skulle vises frem. Men det var så også det eneste positive, man kunne sige.



Hestene var i så ussel forfatning at jeg følte mig hensat til en eller anden suspekt markedsplads. De fleste var dårligt fodrede, for ikke at sige decideret magre, hvilket Dieter Brand bortforklarede med, at de havde været udstationeret igennem vinteren, som om det slet ikke var hans ansvar. Han blev noget bleg, da den danske dyrlæge påpegede, at det da så sandelig var hans ansvar, idet han ejer dyrene. Samme dyrlæge sagde for øvrigt, at havde hun været med Hestens Værn ude for at se sådan en flok heste, så var det faldet en påtale lige med det samme. Det fortæller lidt om, hvor slemt det står til.


.


Overraskende nok, kunne Ladewig slet ikke få øje på hestenes usle tilstand. Han mente, at de bare var lidt muskelfattige, fordi de ikke havde lavet noget hele vinteren.


Jeg spurgte, hvordan det var muligt - nu hestene var så vilde - at foretage almindelig dyrlægebehandling og hovpleje. Brand fortalte nærmest stolt, at hestene lige havde fået ordnet hove for et par uger siden og at det kun havde været nødvendigt at lægge 6 af hestene ned - de andre kunne bare nøjes med at blive bedøvede.



Efter en langtrukken gennemgang af udstyr og selvfølgelig en lovtale om, hvor lidt flankeremmen generer, så skulle vi se hestene i aktion.


Der var en del spørgsmål angående flankeremmen, men vi fik som forventet at vide, at den sådan set ikke var nødvendig, slet ikke generer hestene og bare er et signal om, at hestene skal på arbejde. Vi fik beskrevet, hvordan den blev strammet, når hestene kastede sig ud af startboksen, ved at der var en der holdt i enden af remmen, så det er hestens vægt, der strammer den. Hvad i alverden skal det så nytte, at remmen fra start ikke bliver spændt særligt hårdt, som de så omhyggeligt forsikrede os om.


Jeg spurgte om, vi kunne få lov til at se en hest bukke uden flankerem. Ja da. Vi blev også lovet at se en helt ny hest blive introduceret til wild horse race. Det lød til at blive spændende



Jeg havde været meget spændt på at se træningen af rodeohestene, men det kom vi slet ikke til at overvære.



Det vi så, var præcis, hvad man ser til rodeo. Ikke noget med, sådan lærer man hestene at bukke. Sådan introducerer man en ny hest til wild horse race. Næh, hestene blev to og to gennet ind i startboksene hvorefter vi så dem kaste sig desperate ud af chuten og bukke eller for wild horse hestenes vedkomne, kæmpe for ikke at blive sadlet og redet.



Det skal så siges, at udover der, hvor hestene kaster sig voldsomt ud af startboksene, så bukker de ikke nær så ekstremt, som de amerikanske dyr. Faktisk løber de lige så meget, som de bukker.



Aldrig har jeg da set noget så kvalmende. Hestene var tydeligt bange, når de stod i startboksen, men de fleste havde lært, at det ikke hjælper at kæmpe, så de fandt sig i at få påmonteret enten sadel, grime eller det specielle håndtag, der bliver spændt på bareback hestene. De hyperventilerede, spærrede enten øjnene op eller kneb dem sammen, strammede læberne og nogle spjættede lidt under processen. De fleste ville gerne sænke hovedet ned til jorden, men fik ikke lov til det. Hjælperen halede ganske enkelt hestens hoved op og holdt det der. Hvorfor mon hestene gerne ville gemme hoved og hals?


En hest kunne ikke klare presset. Den gik i panik og prøvede desperat at kæmpe sig op over lågen, for at komme væk. En chute-fighter, som de kaldes i USA.



Alle som en, smed de sig voldsomt ud af startboksen, nøjagtigt, som vi ser det på de amerikanske video. Jeg spurgte Jan Ladewig, hvorfor mon hestene "frivilligt" kaster sig ud af startboksen, når de nu ved, at lyskeremmen bliver strammet til i samme øjeblik, de forlader startboksen. Logisk set, skal der være noget, der er mere "generende" end den stramme lyskerem, før en hest udsætter sig selv for smerte eller ubehag.


Hårdt presset sagde han så, at det kunne være, at de havde været udsat for at få stød eller måske en "anden form for træning". Desværre havde jeg lige netop på det tidspunkt ikke en mikrofon påmonteret. Den bemærkning ville jeg ellers meget gerne have haft på bånd.



Jeg spurgte Karsten Østergård, om han slet ikke kunne se, at hestene var skræmte og ikke brød sig om det, men det kunne han slet ikke se. Jeg ville også gerne høre, hvad han mente om træning af dyrene med en bucking dummy, da nu Copenhagen rodeo repræsenterer ægte amerikansk rodeo. Så kørte han frem med de brådne kar igen. Jeg påpegede, at det ikke havde noget at gøre med brådne kar. At det er ganske normalt, at træne dyrene sådan i USA, at jeg over Internettet kan købe mig en tyrekalv, sende den i træning og få videoer tilsendt, hvor den bliver trænet med en bucking dummy. På en eller anden måde fik Østergård blandet terrorisme ind i samtalen om træning af dyr med elektricitet. Måske var jeg ikke helt opmærksom, men jeg fik altså ikke rigtigt fat i relevansen til rodeo.



Jeg gik lidt hårdt til Dieter Brand med hensyn til den grundlæggende ide i rodeo. At hestene skal kæmpe for ikke at blive redet og rytterne skal tvinge dem til det. Han blev lidt sur på mig, fordi jeg ikke ville lade mig aflede af, at han hele tiden ævlede om, hvad der foregik indenfor almindelig ridesport. En afledningsmanøvre, han ellers var ret god til. Han kom til at sige, at hestene selvfølgelig bukkede, fordi de ville af med lyskeremmen, da den var stram og generede dem. Da jeg gentog, hvad han havde sagt, blev han gal på mig. Så gal, at han begyndte at råbe ad mig. Så jeg er helt klar over hans mening om dyrevelfærdsaktivister. Og nej, selvfølgelig var der hverken en mikrofon eller em kameramand i nærheden. Brand er meget bevidst om, hvornår han skal optræde pænt og høfligt svare på spørgsmålene. På det tidspunkt kunne jeg klart mærke, at sådan en dyreaktivist som mig, kunne man bare ignorere.



Så er der lige den korte arbejdstid hestene angiveligt har. Vi har jo fået tudet ørerne fulde med, at hestene kun "arbejder" 8 sekunder.


Glem det!


De begynder at blive anspændte, lige fra det øjeblik boksdøren går op, som startskud til at de skal i arenaen. De er anspændte al den tid de står i startboksen, mens de bliver monteret. Rytteren sætter sig på dem, lågen går op, de kaster sig ud og begynder at bukke. Når så rytteren falder af, så skulle deres "arbejdstid" jo være slut. Det er i hvert fald det, der hævdes. Men sandheden er en anden. Hestene bukkede nærmest endnu mere, da de blev befriet for vægten af rytteren. De drønede bukkende rundt i arenaen i lang tid, før det lykkedes hjælperytterne at ride op på siden af dem, for at udløse lyskeremmen. Helt op til 45 sek. var der en, der panisk bukkede rundt med flankestroppen på. Det var tydeligt, at hestene ikke stoppede med at bukke bare fordi rytteren faldt af. Først, når de slap af med lyskeremmen, stoppede de med at bukke.



Er der noget, jeg har taget fejl af? Skal dyr ikke skal have en øjeblikkelig belønning for veludført øvelse, for at forstå træningen?


Ladewig mener, at hesten er i stand til at forstå, at første belønning kommer ved at rytteren falder af, selvom det ikke ser ud til at hesten opfatter det som en belønning, da den bukker endnu hårdere, når vægten af rytteren er væk. Dernæst er hesten i stand til at genkende næste belønning, idet den bliver befriet for lyskeremmen.


Jeg må sige, at det er en for mig, noget overraskende konklusion. Måske skulle jeg revurdere min træning teknik fremover? Heste er tilsyneladende - i hvert fald efter Ladewigs mening - i stand til at ræsonnere, ganske ligesom vi mennesker.



Når hestene var færdige i arenaen, åbnede man for en slags drivgang, der ender i en startboks - ja, i dette tilfælde må det så være en slutboks. Den er lige så trang, som startboksen og der bliver hesten så afmonteret igen.



Hvis man skal tale om, at der forekommer en form for træning af rodeodyrene, så vil jeg godt gå med til at hestene er trænede til at drøne ind i slutboksen, hvilket ikke kan undre, for der bliver de afmonteret og bliver gennet ind til deres bokse, hvor de så har nogenlunde fred indtil næste gang, de skal i arenaen.



Hvis jeg skal se helt bort fra det dyreværnsmæssige, så ville jeg godt nok være temmelig flov ved at præsentere den ynkelige flok heste for nogen som helst. At bede professionelle rodeo ryttere fra USA om at sætte sig op på dem, ville være en parodi. De kunne såmænd rulle sig en cigaret mens hestene bukkede og de ville helt bestemt være nød til selv at hoppe af i farten, for dog at skabe lidt show over det.



Om vi fik set træning af dyrene, en hest uden lyskerem og en ny hest introduceret til wild horse race?


Niks, det gjorde vi såmænd ikke.



Men vi fik set heste, der kastede sig så desperat ud af startboksen, at de knaldede hovedet ned i jernet med en kvalmende lyd, jeg aldrig nogensinde glemmer.


Vi fik set heste, der bukkede med åben mund og et så desperat udtryk i øjnene, at det er brændt ind i min sjæl.


Vi fik set wild horse race heste, der havde så hjerteskærende udtryk i øjnene, når de kæmpede for at blive fri, at det står ætset på min nethinde.







Et par af rodeohestene slapper af, da det hele var overstået.





Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar