Hver eneste år forgiftes heste og kvæg af egetræets frugter, agern.
Agern modnes i september/oktober måned og falder til jorden sammen med egetræets blade. Mængden af agern afhænger af vejret i forsommeren. Varmt og tørt vejr fremmer blomstring, og dermed frugtsætningen.
Selve modningen er også vejrafhængig. Kold og vådt vejr kan medføre ufuldstændig modning, mens varmt og tørt vejr på nuværende tidspunkt af året fremmer modningen.
Dyrlægevagten skriver om forgiftningen (citat):
Moden agern indeholder garvesyre, som er giftigt for heste og især for kvæg.
Når heste optager agern sker der en frigørelse af garvesyre, som i organismen omsættes til et giftigt stof. Herved påvirkes hesten alment. Det betyder nedsat eller ophørt ædelyst. Senere kan der komme tegn på smerte fra bughulen, hvilket man betegner som kolik. Undertiden viser koliktilstanden sig som en forstoppelse, som senere i forløbet kan vise sig som en blodig diarré. Hesten er voldsomt påvirket, hvilket kan vise sig ved unormale bevægelser, evt. slingrende gang.
(Citat slut)
Oplever man symptomer skal hesten naturligvis straks fjernes fra området med nedfaldne agern. Dyrlægen bør tilkaldes, så afgiftningsprocessen kan støttes, bl.a. ved indgivelse af sterile væsker direkte i blodbanen.
Agernforgiftning kan være dødelig. Sidste efterår mistede et norsk stutteri 6 heste grundet agernforgiftning.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar