onsdag den 4. februar 2004

Teaching Your Horse the Shoulder Lift

Bonnie Anderson



Der er mange grunde til, at du bør lære din hest at løfte skulderen. Årsagen til sjuskede og halvhjertede galopchangementer kan ofte være, at hesten ligger for tungt fortil. Og den samme tunghed fortil kan også forårsage farlig snublen.


Heste, der ser ud til at falde ind mod midten i en cirkel, taber deres skulder - som f.eks. når en barrel race hest rammer en tønde. Og der er nogle heste, som ikke bryder sig om at følge deres mule, når de skifter retning, og derfor fortsætter ligeud med hovedet drejet uanset hvilke hjælpere der tilføjes.



En ting der kan forårsage, at en hest lærer at tabe sin skulder er, hvis man rider en masse cirkler uden af afbalancere dette med lige så meget ligeud-ridning. Når en hest taber skulderen i en cirkel, føles det som om din krop læner ind imod cirklens midte. Faktisk skal du forblive lige og balanceret i sadlen, når du rider cirkler. Hvis din hest taber skulderen, bør den lære skulder-løftet.



For at lære din hest skulder-løft-signalet må du først finde et hegn e.l. at ride langs med. Skridt i et jævnt tempo og hold ½-1 meters afstand til hegnet. Dernæst skal du vende din hest ind mod hegnet ved at løfte den indvendige tøjle ca. 8-10 cm højere op end normalt - dette vil løfte din hests indvendige skulder.



Hold kontakten til biddet, mens hesten skifter vægten over og flytter sin skulder, når du vender den ind mod hegnet med den løftede, direkte tøjle. Hegnet vil hjælpe dig med at dreje hesten.


Så snart hesten har løftet sin skulder væk, skal du fjerne tøjle-signalet og lade den færdiggøre vendingen selv.



Når din hest har færdiggjort vendingen, skal du rose den og igen ride ligeud langs hegnet. Vælg et punkt og vend hesten ind mod hegnet igen. Arbejd med begge sider, 2-3 gange på hver side.


Hvis din hest ikke vil løfte skulderen i vendingen, kan du prøve at ride tættere på hegnet, så hesten bliver nødt til at flytte skulderen væk, når den vender rundt. Bump hesten med dit udvendige ben, hvis den taber fremdrift under vendingen.



Når din hest har lært dette nye signal, kan du bruge det til at løfte dens skulder, hvis den taber den i cirkelarbejdet. Brug det også når din hest nægter at gå ligeud - løft dens skulder op og over i den retning du ønsker, I skal bevæge Jer i.



Skulderløft kan også hjælpe ved galopchangementer, ved at få hesten til at flytte vægten fra forparten, og når du beder om changementet. Husk at bruge begge hænder på tøjlerne, når du giver skulderløft-signalet.





Når din hest har lært at løfte skulderen, kan du gå videre til at lære den at udføre roll-backs. I stedet for at skridte langs hegnet beder du nu om jog. Bed hesten stoppe for tøjlerne, og så snart den har vægten over haserne, beder du om vendingen. Det er forskelligt fra hest til hest, hvor hurtigt de lærer roll-backs. For nogle heste er det svært at få flyttet vægten tilbage, når de skal dreje omkring haserne.



Det kræver tålmodighed og træning, når du skal lære hesten noget nyt. Hvis du jævnligt løfter hestens skulder, bliver din hest lettere på fødderne og reagerer hurtigere, hvilket kun gør den nemmere og sjovere at ride.


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar