Bonnie Anderson
Hvad er sidepass egentlig godt for ? Det forbedrer din hests styrke og balance, og giver rytteren bedre manøvreringsmuligheder.
Det bruges til at åbne og lukke låger, mens man er på hesteryg, og kan bruges til at overvinde forhindringer på trail-turen, der ikke kan passeres ved blot at ride fremad eller ved at bakke.
For at lære din hest sidepass, må du starte træningen fra jorden. Læg enten en springbom eller en rafte et sted på jorden, hvor der er rigelig plads omkring den. Kun iført grime og tov, trækker du nu hesten hen til bommen, og lader ham kigge på den.
Dernæst trækker du hesten hen over bommens midte, og stopper ham, når han er halvvejs over, således at hans forben er på den ene side og bagbenene på den anden. Bevæg dig ned ad hestens side og brug den ene hånd til at skubbe på hans ribben, for at flytte ham over. Tillad ikke, at han går hverken frem eller tilbage, men kun sidelæns, og brug f.eks. stemmekommandoen; ”over”.
Det kan godt kræve nogle forsøg, før han forstår, hvad du beder om. Så snart han indser, at du vil have ham til at bevæge sig sidelæns, og han tager et skridt eller to i den rigtige retning med både for- og bagben, skal du rose ham til skyerne og skifte side. Sørg for at arbejde lige meget på begge sider. Du skal kun træne øvelsen her omkring 5 minutter dagligt, og så snart din hest velvilligt flytter sig i hele bommens længde, i begge retninger, er det tid til at sadle op.
Start med at ride din hest hen over bommens midte, og stop ham, når han er halvvejs over. Lad ham stå et sekund eller to, og brug derefter hælen på venstre støvle til at skubbe på hans venstre side, for at flytte ham til højre. Når du lægger venstre ben til, skal du sørge for at holde dit højre ben væk fra hestens side. Lad være med at trække i tøjlerne, da dette vil få din hest til at bakke i stedet for at bevæge sig sidelæns. Det kan hjælpe dig at have en person på jorden, som kan forstærke dit signal, første gang du prøver øvelsen fra sadlen - og roser hesten, når han forstår, at han kan sidepass’e uanset om du står på jorden eller sidder i sadlen.
Når din hest villigt sidepass’er bommens længde i begge retninger, når du sidder i sadlen, kan du udbygge øvelsen. Prøv at sidepass’e langs med en væg eller et hegn, og prøv at sidepass’e hen imod postkassen for at hente dagens post. Øv dig i at åbne og lukke låger fra hesteryg, og alle mulige andre situationer, du kan finde på at anvende denne nye lærdom til.
Sidepass vil hjælpe dig og din hest til at komme ind og ud af alle mulige forskellige steder. Det er i høj grad en meget brugbar manøvre, og det bør trænes ofte, så det altid er frisk i erindring.
Det er blot endnu en måde at forbedre forståelsen imellem hest og rytter på. Det bruges til at åbne og lukke låger fra hesteryg, og kan bruges til at overvinde forhindringer på trail-turen, der ikke kan passeres ved blot at ride fremad eller ved at bakke.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar