torsdag den 30. september 2004

Portræt af den 19 årige Camilla Aarenstrup Nielsen.

Jeg har været ude at snakke med den unge og talentfulde westernrytter, Camilla Aarenstrup Nielsen fra Vig i Nord Vest Sjælland.

Camilla bor sammen med sine forældre og hendes storebror Jesper på en lille hyggelig ejendom, sammen med deres dyr.



Camilla fik hestene som interesse allerede da hun var ganske ung, hun startede allerede til ridning som 5 årig.


Inden hun begyndte at ride westernridning red hun både dressur, spring og pony games – så man kan roligt sige at Camilla har fået prøvet nogle grene af indenfor ridningens verden, inden hun besluttede sig for at ride western. Hendes forældre har før fortalt at Camilla var en dygtig dressur rytter, men Camilla valgte i 1999 at gå helt andre veje og begyndte med westernridningen.



Camilla har på nuværende tidspunkt 2 heste, men fortæller at det om ikke så længe bliver til 3, da hendes Quarter hoppe er i fol. Camilla og familien ser frem til at få en ekstra hest i stalden og det lille føl bliver helt specielt for dem, da det er efter Camillas storebrors hingst Play Time North. Så det er både Camillas første Quarter føl efter egen hoppe – men også det første afkom efter Jespers hingst. Så hele familien venter spændt på at Emmy skal fole.


Hestene som Camilla har pt. er en Haflinger på 7 år, som hun selv red til og hendes Quarter Hoppe Jutlands Emmy, som de fleste sikkert kender fra de store western shows her hjemme i DK.


Camilla fortæller at hendes tre ynglingsdiscipliner er Hunter Under Saddle, Trail og Showmanship at Halter. Jeg spørger hende så, hvorfor det lige netop er disse tre discipliner som hun synes bedst om, hvor hun fortæller mig at hun synes Hunter klasserne falder hende meget naturligt da hun igennem 11 år har redet dressur og gangarterne og øvelserne minder en del om dressuren. Trail kan hun godt lide fordi det er en af de discipliner, hvor det virkelig er vigtigt at hendes hest har tillid til hende og omvendt at hun har tillid til hesten. Ligeledes fortæller hun at det kommer meget an på hvor velopdragen og godt trænet hesten er sammen med gensidig respekt og tillid, som gør sig gældende i Showmanship at Halter klasser, men absolut også i Trail og andre klasser. Hun fortæller også samtidig at hun rent faktisk træner i alle de discipliner som vi bruger her hjemme i Danmark, på nær kvægklasserne.





Camilla valgte westernridningen frem for dressuren, fordi hun godt kan lide den måde hun og hestene skal arbejde sammen på, måden at ride på, samt at der er mange flere og forskellige discipliner. Hun synes især at det er nogle spændende discipliner at træne til, for man ved aldrig hvad showarrangørerne finder på og de enkelte discipliner stiller rent faktisk store krav til både hest og rytter og det er det som gør det spændende og sjovt at arbejde med, fortæller Camilla.



Da jeg spurgte Camilla hvad hendes største bedrift inden for westernridningen har været indtil dags dato fortalte hun hurtigt at det var da hun kvalificerede sig til DKQHA’s youth landshold på kun to kvalifikationstævner, hvor de andre ryttere havde deltaget ved 4.


Selvom Camilla kun var med til de to af kvalifikationsrunderne synes hun at der var en god stemning blandt youth rytterne som deltog ved stævnerne, ligesom hun synes at de unge ryttere er gode til at hjælpe hinanden ind i mellem klasserne. Hun siger også at hun har fået nogle rigtig gode venner blandt de andre ungdomsryttere, nogle selvfølgelig mere end andre.



Så stillede jeg hende nogle lidt svære spørgsmål, hvor hun lige blev nødt til at tænke over tingene inden hun kunne svare. Det ene spørgsmål var blandet, hvorfor hun selv tror at hun er blevet en af Danmarks bedste ungdomsryttere? Camilla tror at nogle af de ting som har gjort at hun er kommet så langt som hun er i dag, er fordi hun er en seriøs rytter, som sætter nogle mål for sig selv og sin hest og som hun bliver nødt til at kæmpe hårdt og målrettet for at nå. Samtidig med at hun er blevet god til at ”læse” sin hest og få det optimale ud af den. Men hun er også sikker på, at et af de vigtige elementer er at der skal være god kemi mellem hest og rytter. Det sidste var også svaret på mit næste spørgsmål til hende, som også er lidt svært at svare på.


Hvad kan din hest, som konkurrenternes ikke kan? Her mener hun også at det helt sikkert har noget at gøre med at kemien mellem hende selv og Emmy bare passer utrolig godt sammen. De forstår hinanden.



Så blev hun også bedt om at beskrive sig selv som rytter med tre ord. Hun valgte ordene; Seriøs, stabil og lærenem. Og os der kender Camilla kan vist roligt give hende ret i at det er tre gode og sande ord til at beskrive hende.



Camilla er medlem af DKQHA, AQHA, WRS og HCWR.



Grunden til at hun har valgt at bruge racen, Quarter Horses, er fordi hun rent ud sagt synes at det er den bedste race til den ridning hun foretrækker, da den har et helt exceptionelt temperament, er alsidig og har en god bygning.





Et liv uden heste er ikke noget som hun kunne forestille sig og dette afspejler sig også i al den tid som hun bruger på den daglige træning. Op til stævner og i stævnesæsonen er det meget målrettet og utrolig seriøs træning, men lige nu hvor Emmy er i fol og vinteren træder ind er træningen ikke længere så hård og målrettet, men mere vedligeholdelse.



Hun håber også på at hendes målrettede træning engang vil munde ud i at kunne deltage ved et World Show engang – men her er det jo ikke kun en god hest og rytter det kommer an på, men også en UTROLIG god økonomi, da dette er et meget stort og dyrt show. Indtil nu synes Camilla at hendes største sejr er at have fået et så godt samspil/samhørighed med hendes hoppe Emmy. Men her kan jeg lige til information fortælle at Camilla også i dette år har hentet adskillige første og anden pladser, samt en del All around champion titler sammen med hesten. Lige som hun ved Youth World Cup i Australien lå på 11 – 15 pladserne i klasserne dernede, hvor der var 36 deltagere i klasserne og mange af rytterne var fra store western nationer som USA, Canada, Tyskland og Italien – alle lande stillede med 3 ryttere i de fleste klasser.


Ligeledes er hun lige blevet 3 gange Danish Champion, samt mange andre første pladser ved DM for quarter horses. En utrolig dygtig og lovende rytter som lige har afsluttet hendes sidste år som youth rytter – så amateur rytterne skal til at stramme sig an….for ”here she comes…”.



Camilla er også en heldig pige at have hele familien i ryggen som en god og solid støtte. Både hende selv og hele familien udviser altid glade og varme smil.


Hun føler ikke at hun bliver nødt til at give afkald på andre ting frem for hendes hobby, dog har der været nogle fødselsdage og fester som hun har fravalgt for at komme til stævner og træning. Men hun føler ikke at hun går glip af noget.



Camilla har ikke noget egentlig forbillede inde for western verdenen. Hun synes nemlig at mange ryttere før det rigtig godt – specielt i ungdomsklasserne.


Camilla træner selv Emmy, men har fået undervisning af Sannee Klindt og James G. Hansen.



Jeg spørger hende hvad der har skuffet hende og glædet hende mest som westernrytter. Hun fortæller, at det som skuffer hende mest er den, for hende, dårlige måde nogle mennesker til tider behandler deres heste og ikke mindst andre mennesker på.


Ligesom hun synes det er utrolig ærgerligt, at man kun fokuserer på Reiningen herhjemme i Danmark, for der er så mange andre discipliner i westernridningen, som hun mener er mindst lige så spændende og udfordrende og som burde have lige så meget opmærksomhed.



Det som har glædet hende mest som westernrytter er det samspil der kan være mellem hest og rytter. Ligesom stemningen blandt ”westernfolk” er utrolig venlig og hyggelig – noget helt andet end ved de traditionelle dressur- og springstævner. Ligesom at man også får utrolig mange gode venner rundt omkring inden for westernverdenen, både internationalt og nationalt.



Camilla fortæller om tiden op til YWC, hvor holdet desværre kun havde to samlinger inden de skulle af sted, men at det var nogle utrolig hyggelige og lærerige dage hos JMC Quarter Horses, hvor Jens og Marianne, som de rare mennesker de nu er, havde stillet både faciliteter og heste til rådighed. Hun siger også at hun lærte utrolig meget i Australien - både af at være sammen med andre mennesker, men også af at se rytterne fra de andre lande ride og deres måde at showe på. Hun lærte vigtigheden af det at vise sig selv og sin hest frem, for som hun siger ” blandt 23 andre ryttere på én bane, er det vigtig at dommeren lægger mærke til lige netop dig og notere sig noget godt, ud fra det han ser”.


Hendes største oplevelse ved YWC var da Carola og Patrick fik deres medaljer. Carola i cutting og Patrick i cutting og western riding.



Og hvad laver Camilla så om 5 år? Der er hun forhåbentlig udlært som kok - og så forsætte hendes flotte og gode ridning, som bliver bedre og bedre fra dag til dag.



Vi siger mange tak til Camilla fordi vi måtte lave dette interview/biografi omkring dig.


Og vi glæder os til at se mere til dig og Emmy i fremtiden – Held og Lykke!





Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar