fredag den 6. maj 2005

Gruppe-heste

Unge heste, der opstaldes i grupper, er lettere at træne end ungheste, der opstaldes i individuelle bokse.

Det diskuteres ofte, hvilket effekt forskellige typer af opstaldning har på hestes velbefindende. Heste er sociale dyr og opstaldning i grupper anses for at være det mest naturlige for hesten. En del hesteejere opstalder unge heste i små grupper (i løsdrift), mens andre foretrækker opstaldning i individuelle bokse.



Et studie i Danmark har undersøgt hvordan hestens sociale miljø påvirker unge hestes opførsel under træning. En gruppe unge heste, opstaldet i individuelle bokse, blev sammenlignet med ungheste, som opstaldedes i gruppe sammen med andre heste. Alle hestene blev håndteret og trænet efter et fastlagt skema, fra 6 måneders alderen og op til 2 års alderen, igennem vintermånederne.





Resultatet af studiet viste, at de ungheste, der blev opstaldet i grupper, nåede et højere niveau i deres træning, sammenlignet med de, der blev opstaldet i individuelle bokse. Desuden viste studiet, at de individuelt opstaldede heste oftere bed deres træner og udviste mere uønsket opførsel, end de heste som opstaldedes i grupper. Studiet viser at opstaldning i grupper (i løsdrift) kan have en positiv effekt på unghestes opførsel under træning.



Hvis du vil have en unghest, der er let at træne - vælg gerne en hest, der er opvokset i løsdrift sammen med andre ungheste. Heste, der opvokser samen med andre heste, er lettere at træne. Desuden har opstaldning i mindre grupper en positiv effekt på hestens velbefindende.



Kilder:


E. Sondergaard & J. Ladewig. ‘Training of young horses in relation to social environment’, 37th Annual Meeting, ISAE, Italy, 24-28 June 2003


E. Søndergaard & J. Ladewig. ‘Group housing exerts a positive effect on the behaviour of young horses during training’, Appl. Anim. Behav. Sci. (2004) 105-118.



Artikel og billede venligst udlånt af: www.horseconnexion.org



Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar