torsdag den 1. september 2005

Rødhuder på hesteryg.

I sommeren 1834 skrev George Catlin:

En comanche til fods er ilde stedt, han er omtrent lige så hjælpeløs som en abe på jorden, uden en gren at holde sig til. men i samme øjeblik, han lægger hånden sin hest forvandles hans ansigt, det bliver ligefrem smukt, og han flyver yndefuldt bort som et helt andet væsen.



Comancherne var en af de vigtigste stammer på den sydlige prærie.


Catlin, advokaten der blev en berømt maler, var en af de første amerikaner der levede blandt prærieindianerne, Catlin var dybt imponeret af comanchernes ridekunst, og dog var hestene først blevet en vigtig del af deres liv små hundrede år før han mødte dem i sommeren 1834, nogle af stammerne navnlig de nordlige havde haft heste i endnu kortere tid, ingen ved med sikkerhed hvordan prærieindianerne fik deres første heste.



Af Coronados 554 heste var kun to hopper, og selv om en del af hans heste forsvandt under ekspeditionen mod Quivira, kan det næppe tænkes, at de skulle være den oprindelige kilde.(Coronado og hans mænd drog over prærien i året 1541. )



De fleste eksperter i indianernes ældre historie mener nu, at præriestammerne fik deres første heste fra de spanske kolonier i det nuværende New Mixico og Arizona, hvor adskillige missionsstationer og ranch’er havde indianere til at passe deres kvæg, her lærte nogle af de sydlige stammer tidligt at ride og omgås heste.


Spanierne må have forudset, hvad hestene kunne komme til at betyde for disse primitive folk, for de prøvede at forhindre dem i at slippe bort, trods al påpasselighed lykkedes det dog indianerne at stjæle et stort antal heste.



I 1680 skræmte et indiansk oprør i sydvest spanierne bort fra disse områder, og hundrede af heste flygtede ud på prærien, disse hesteflokke strejfede frit omkring på græssletterne i mange år, de levede som vildheste, tog til i antal og blev en stadig forsyningskilde for indianerne.



I årenes løb nåede hestene længer og længer nordpå over prærierne efterhånden som indianerne stjal dem, handlede med dem eller indfangede dem, til at begynde med kaldte nogle af stammerne dem tryllehunde eller elghunde, og somme tider spiste de dem, snart fandt de ud af at hesten var hunden langt overlegen som pakdyr.


Man konstruerede en heste-travois der kunne bære op til 100 kg fire gange så meget som man kunne pakke på en hunde-travois, tilmed kunne hestene transportere disse læs dobbelt så langt som hundene kunne slæbe deres langt lettere oppakning.



Senere lærte indianerne at ride, formodentlig har de sydlige stammer, der havde kendt spanierne, lært det først, siden lærte de nordlige stammer dem kunsten af, efterhånden som de enkelte stammer fik flere heste og udviklede større ridefærdighed ændredes deres levevis betydeligt.


Landsby stammerne forlod deres primitive agerbrugs redskaber og gav sig til at jage bison, fra det nordøstlige Minnesodas skove og sletter kom cheyenneindianerne og deres allierede gennem mange generationer, arapahoerne.


Fra Rocky Mountain’s udløber kom shoshoniernes efterkommer, comencherne, begge disse stammer kaldtes sommetider slangeindianerne. Fra Mississippis bredder i Minnesoda og Wisconsin kom dakotastammerne, bedre kendt som siouxindianerne. Crowindianerne, cheyenne, arapaho og dakotastammernes svorne fjender, drog vestover fra Missouris bredder. Nogle som f. eks. Kiowa-apacherne kom fra steder som selv stammelegender og historie for længst har glemt.


Sortfødderne længst mod nord så hesten første gang omkring 1730, da deres dødsfjender, shoshonierne angreb dem til hest, sortfødderne led et knusende nederlag og indså naturligvis øjeblikkeligt at fra nu af kunne ingen indianer til fods klare sig mod en fjende til hest.



Hesten gjorde nomadetilværelsen mere tillokkende end den nogen sinde før havde været, de stammer der havde heste kunne med lethed gennemrejse 800-1300 km i løbet af en sommer og således holde tirt med bison flokkenes vandringer, jagt på hesteryg betød overflod i stedet for sult.



Krig blev herligere end nogen sinde, hestetyverier hørte til dagens orden, først stjal man fra andre indianer, siden naturligvis også fra de hvide, en dygtig hestetyv kunne, efter hvad en amerikansk officer beretter, krybe ind i en bivuak med en halv snes sovende mænd, hver med sin hest bundet til håndledet , skære et reb over ikke to meter fra en af de sovende og slippe bort med hesten uden at vække en sjæl.



Heste betød rigdom, en mands betydning afhang af hvor mange heste han ejede, ved ceremonier der krævede store gaver stod hesten højest i rang, ved en søns fødsel skænkede nogle indianer en pony bort, mænd betalte attråede ting med heste, en kriger der ønskede at gifte sig med en smuk pige betalte hendes familie op til ti heste for at få hende.


Indianer gav ofte heste i bytte for geværer og ammunition børn lærte at ride og passe føl og ungheste bogstaveligt talt fra de kunne gå, når de blev ældre fik de større og hurtigere heste og når en kriger døde blev han begravet sammen med sin hest for at de kunne følges ad gennem evigheden.



For mange hvide smeltede indianeren og hans hest ofte sammen til et væsen ligesom den græske mytologis kentaur.


Hesten bragte prærieindianerne frihed, lykke og rigdom og skabte deres gyldne tid, der varede fra omkring 1800 til efter borgerkrigen, prærieindianerne svarede i disse år fuldstændig til det stolte navn en af præriens store historiker, Walter Prescott, engang har givet dem: Præriens røde ridder.



Dette er et lille uddrag fra bogen: "Prærieindianer" af forlaget Union.



MVH Poul



Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar