mandag den 13. marts 2006

Køb og salg af heste

Denne artikel har jeg haft bragt i Western Journalen, men syntes den endnu engang er værd at læse, hvis man står over for køb eller salg af hest.

Ved køb og salg af heste, kan både køber og sælger undgå nogen af de mange retssager der finder sted, blot ved at kende rettigheder og pligter.



Efter et fantastisk godt foredrag på Fakse Dyrehospital, med dyrlægerne Johnny Sørensen og Søren Pitchner, samt advokat Sophus Bøgeskov Christensen fra advokatfirmaet Skovbo og Bøgeskov Christensen, d. 6 april 2005, er der en række hovedpunkter i forhold til køb og salg af hest, som jeg vil nævne nogle af, i denne artikel.



Før køb af hest.


Der er desværre alt for mange hestehandler der ender i retssager, fordi køber og sælger ikke er enige om, hvad de har aftalt eller hvis der senere opdages fejl og/eller mangler på den solgte/købte hest.



Når du har bestemt dig for hvilken hest du vil købe og du er blevet enig med sælger, er det en god ide at lade sælger udfylde en sundhedserklæring, før hesten handelsundersøges. Giv erklæringen til dyrlægen der skal udføre undersøgelsen. Erklæring og købekontrakt kan hentes på Hestenettet og HorseConsults hjemmeside.



Du bør ikke købe hest uden at få udført en klinisk handelsundersøgelse af hesten. Undersøgelsen kan suppleres med røntgenbilleder, endoskopi eller blodprøver.



Når alle papirer er underskrevet, er det en god ide af få hesten forsikret inden den leveres/hentes. Husk også at få ejerskiftet hesten respektive sted.



Hvis sælger har garanteret skriftligt, at hesten er fri og ubehæftet for gæld, kan du frit søge oplysninger hos Personbogen i Århus. Der findes et register for tinglyst løsøre og her hører heste under.



Det er blevet almindeligt, at parterne aftaler det sådan, at sælger betaler hele dyrlægeregningen hvis hesten ikke ”består” handelsundersøgelsen og køber betaler hvis hesten ”består”. Dog bør det altid skriftligt aftales inden handlen. Alle aftaler bør i øvrigt være skriftlige. Det er både i sælgers og købers interesse.



Selve handlen.



Når du handler hest, skal du være opmærksom på hvem du køber hesten af! Dette skal forstås sådan, at der er stor forskel på, om du handler privat/privat, privat/professionel eller professionel/professionel. Disse 3 muligheder hedder i Købeloven civilkøb, forbrugerkøb og handelskøb. I et civilkøb, er der en vigtig ting at huske! Bliver hesten fremvist af en professionel træner/berider som måske formidler eller deltager i handlen, betragtes handlen som et forbrugerkøb, altså som privat/professionel.



Spørgsmålet om en hest er behæftet med en fejl eller mangel, kan langt lettere afgøres, hvis en handelsundersøgelse har fundet sted før handlen.



Du skal huske, at du som køber har undersøgelsespligt og sælger har oplysningspligt. Det betyder faktisk, at du som køber har pligt til, at lade hesten undersøge grundigt, før den handles. Ligesom sælger har pligt til, at oplyse alle forhold omkring hesten. Sælger kan derfor ikke bruge vendingen ”købt som beset”. Hvis du som køber ikke lader hesten undersøge før handlen, kan skjulte fejl og mangler ikke efterfølgende lastes sælger, fordi disse fejl og mangler kunne være blevet opdaget ved undersøgelsen.



Du bør også være klar over, at såfremt køber har rekvireret dyrlægen til handelsundersøgelsen, kan sælger ikke umiddelbart lastes for skjulte fejl og mangler. Dyrlægen kan derimod risikere et krav fra dig som køber, såfremt fejlen eller manglen kunne have været opdaget af dyrlægen, men bare ikke blev det, ved handelsundersøgelsen.



Igen kan det kun anbefales, at hesten handelsundersøges inden handlen.



Efter handlen.



Er hesten handelsundersøgt og der alligevel opdages en skjult fejl eller mangel, skal der reklameres i henhold til Købelovens bestemmelser. Reklamerer du ikke rettidigt, risikerer du at miste retten til at stille et krav overfor sælger. Hvornår du rettidigt skal reklamere, bestemmes af hvilken form for køb der er foretaget.



Der findes 2 slags reklamationsfrister. En relativ og en absolut. Den relative omhandler det tidspunkt hvor fejlen eller manglen opdages. Og den absolutte er fra det tidspunkt hvor hesten blev leveret. Reklamationsfrister kan ikke aftales til andet end Købelovens bestemmelses frister.



I et forbrugerkøb er 2 måneder altid rettidigt ved den relative reklamationsfrist. Altså fra det tidspunkt hvor fejlen eller manglen opdages. Men derfor bør du altid reagere omgående. Den sikreste måde at reklamere, er ved at sende et anbefalet til sælger, hvor du reklamerer over fejlen eller manglen og samtidigt oplyser hvad du ønsker der skal ske, det være sig ophæve handlen eller nedslag i prisen. Ved den absolutte reklamationsfrist er fristen 2 år fra afhentning eller levering af hesten. Disse frister kan aldrig overskrides, heller ikke selv om der reageres hurtigt efter opdagelsen af fejl eller mangler.



I et handelskøb eller et civilkøb, kan der laves aftaler om andre frister. Disse skal dog også være skriftlige.



I et forbrugerkøb gælder også, at en fejl eller mangel der opdages indenfor 6 måneder efter købet, anses for at have været til stede før købet. I denne situation er det sælger der skal bevise at fejlen eller manglen ikke var til stede. Derfor er handelsundersøgelsen ikke kun i købers interesse.



Som sælger er det også vigtigt at huske på, at har man ikke oplyst om en kendt fejl eller mangel der ikke er synlig og den efter salget/købet opdages, kan købers reklamationsfrist bortfalde. Få derfor altid købers kvittering på, at fejlen eller manglen er oplyst, hvis hesten har en sådan.



Der er intet i Købeloven der giver ret til, at returnere eller fortryde et køb. Laves der en særlig aftale om returret eller fortrydelsesret, er det vigtigt at det noteres i købskontrakten. Det giver derved køber ret til at returnere eller fortryde uden en begrundelse, indenfor den aftalte periode. Det gælder også hvis der aftales en prøveperiode. Her er det vigtigt for både sælger og køber at få noteret, hvem der bærer risikoen og ansvaret for hesten i perioden.



Retssager er lange, tunge og dyre. Derfor kan det kun anbefales, at sørge for en grundig handelsundersøgelse, at alle oplysninger om hesten er givet og at alle papirer er i orden.


For at undgå en eventuel lang og kedelig retssag, kan en sag afgøres ved en frivillig voldgift. Det skal også stå i købskontrakten. Denne voldgift kunne evt. være Husdyrvoldgiften under Landbrugets Rådgivningscenter.



Med alt dette i hukommelsen, når der købes og sælges heste, undgår du meget bedre at ende i en indviklet og langvarig retssag.



Er du i tvivl, så spørg din dyrlæge eller advokat. Tag aldrig noget for givet og brug din sunde fornuft.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar