torsdag den 9. marts 2006

Kosak Wannabe Quarter

Først var han spring hest, så blev han dressur hest og nu er han godt i gang med en karriere som western hest. Og endelig, er det som om han har fundet sin ”hylde” i livet!

Rigtigt mange heste der omskoles, kommer meget hurtigt til, at ændre personlighed og adfærd. Man kan jo undre sig over hvorfor, men jeg er af den overbevisning, at mange heste finder en slags hvile i western ridningen, set i forhold til hvad de måske før har lavet. Sådan er det i hvert fald med vores Kosak.



Kosak er 16 år gammel og vallak. Han er en ganske almindelig Dansk Varmblod. Rød og måler ”kun” 160 cm i stang.



Vi købte Kosak for 3½ år siden. Han havde hele sit liv arbejdet som spring hest og det var da også det, vi ville satse på med ham.


Da vi var på besøg for at prøve ham i Jylland, var jeg meget usikker på, om min datter kunne håndtere ham. Han var en ”kraftfuld” herre, der sprang alt, med stor iver. Så der skulle hele 3 prøver ridninger til, før jeg sagde ja til købet. Men det var på én betingelse. Jeg ville have Christina (min datter) skulle arbejde med ham, som var han en western hest. Altså en masse ”ground work”. Jeg havde ganske enkelt ikke nerver til den fart han havde på.



Da han ankom med sin daværende ejer var det lige før jeg fortrød, men Christina strålede og den tidligere ejer græd i spandevis. Det var en både trist og glad dag.



Christina knoklede med Kosak og ville bare bevise, at det skulle være ham. Hun havde svært ved at holde ham, hvis hun ikke havde martingal på ham, og jeg var ikke specielt stolt af situationen. Mange gange tænkte jeg ”har jeg nu gjort det rigtige?”. Men efter ca. et halvt år, kunne hun ride rundt på bar ryg i grime eller bare med et træktov om halsen mellem de andre ryttere. Og jeg må jeg tilstå, at både Christina og Kosak ”bestod” min prøve.



Et lille års tid efter, ville hans ben ikke rigtigt springe mere. Han blev øm og virkede irritabel. Så Christina gik i gang med dressuren. De ”kravlede” lige så stille opad i klasserne og snart opdagede vi, at han faktisk kunne en del øvelser. Så igen knoklede Christina på med en masse. Hun havde aldrig rigtigt lært dressur og fik en masse undervisning.



I starten skete der en masse forbedringer, men så begyndte problemerne lige så stille at komme. Hele tiden fik hun af vide af sin underviser, at hun skulle korte sine tøjler og ride frem, frem, frem. Men hendes store problem var netop, at han begyndte at ”gå fra hende”. Hun havde tydeligt problemer med hastigheden. Nu havde hun jo lige fået styr på hans fart og så var svaret bare, at han skulle rides mere frem! Det var svært at forstå og Christina var ved at opgive det hele. Hver gang hun satte sig i sadlen, følte hun ikke, der var den samme kontakt og samarbejde som hun havde opnået efter hun havde fået ham. Og hvad gør man så, når ens datter føler, det hele kunne være lige meget? Jo – man sender hende på en western clinic med Rikke Madsen.



Og det var starten på Kosak´s omskoling. Christina begyndte pludselig at føle, at der var en masse der lige som faldt på plads. Hun kunne igen samarbejde med Kosak.



I juni 2005 startede vi så med en blid omskoling. Rikke red Kosak i en halv time 2 gange om ugen i juni måned. I juli fik han så 1 time 2 gange om ugen og så var han klar til en måneds træning. Det var en ”blid” introduktion til western, inden han blev sat i hverdags træning. Og han tog bare så godt imod det hele. Det skal lige siges, at det jo ikke er alle dressur/spring heste der kan omskoles med lige så stor succes, men Kosak var og er meget velredet og dejlig smidig. Og det har en stor betydning, ligesom han er meget lærenem, på trods af sin alder.



Kosak har en sjov måde at lære nye ting på. Han starter altid en ny øvelse med, at forsøge at vise sin rytter, at det absolut ikke kan lade sig gøre, det rytteren nu finder på. Benene kan ganske enkelt ikke gå den vej. F.eks. da han første gang skulle prøve, at bakke gennem kegler. Han svingede helt vildt med bagparten, frem og tilbage, frem og tilbage. Benene ville simpelthen ikke gennem de kegler. Efter lang tids tålmodighed fra Rikke og mange kærlige nus på halsen, kom han gennem keglerne. Et stort stykke arbejde var færdigt. Han fik lov at stå lidt og tænke over hvad han havde præsteret. Og da Rikke ville prøve igen, nærmest ”ræsede” han gennem keglerne. Det bedste var næsten hans udtryk i hovedet. Ørerne hang ud til hver side, som et andet æsel og hans øjne sagde ”Hvad?...... Det kan jeg da godt, vidste i ikke det?” Og sådan gør han ved næsten alt nyt han skal prøve. Men han vil meget gerne, for han har opdaget, at man gerne må fejle, man må gerne være længe om det og man må gerne få hjælp uden at blive skældt ud. Det er som om han har opdaget, at man ikke bare skal ride væk fra problemet, men løse det sammen med sin rytter. Så han lytter, ligesom vi lytter til ham. Og det virker virkelig som om han nyder det. Christina fik jo før, hele tiden af vide, at hun skulle ride sig ud af problemerne og bare ride noget mere frem. Men denne fremgangsmåde passer absolut ikke på en hest som Kosak. Han har brug for, at få vist hvad det er han skal gøre. Ligesom han har brug for, ikke at blive skældt ud, hvis han ikke udfører en øvelse korrekt første gang. Og så er det, for ham, vigtigt at ”sove” på det, inden man fortsætter næste dag.



Det var næsten som om Kosak blev genfødt. Han begyndte at ændre adfærd, selv på fold. Nu kunne han pludselig lunte lige så stille af sted tværs over folden, med et virkeligt afslappet udtryk. Før i tiden nærmest små travede han, hvis han skulle fra den ene ende af folden til den anden. Hele hans attitude viste, at det ikke kun var i træningen med en rytter på ryggen, at han havde ”fundet melodien”, men også i hele hans tankegang, hvordan den så end er hos en hest! Og det er jo en kæmpe glæde for os.



Nu hvor Kosak var godt i gang med sin nye livsstil, måtte han jo også have et nyt navn. Man kan jo ikke ”bare” hedde Kosak! Så en dag på Alhambra dukkede Shane op. Medens vi stod og talte om Kosak og om hvad han nu skulle hedde, røg det ud af munden på Shane, at han da skulle hedde Kosak Wannabe Quarter. Selvfølgelig skulle han da det! Man har vel lov at drømme, også selv om man er en hest ikke?



Kosak skulle med til Ikast for at lære stemningen ved vores shows. Han kunne jo ikke deltage, da han ikke er en Quarter, men det var en vigtig del af hans træning, at være med. Man skal jo huske på, at som spring hest, er man altid alene på banen. Og det er man jo også i dressuren. Der er godt nok en 3-4 stykker på opvarmningen, men aldrig så mange som vi western ryttere nogen gange kan være. Og han er jo bestemt ikke vant til, at der kommer en hest med fuld fart lige mod én, for i næste sekund at stoppe i en støvsky. Så Kosak kom med til Ikast. Også her tog han det hele med løftet ”mule”. Vi var meget stolte af ham og han var helt og aldeles afslappet. Nogen gange red Christina ned i det ene hjørne og bare stod der i lang tid. Kosak kiggede og kiggede. Og slugte alle de indtryk han fik med sindsro. Så det var meget lærerigt for ham.



I dag må man sige, at han er godt på vej, til at blive en ganske god western hest. Han har selvfølgelig ikke gang som en Quarter og det får han jo heller aldrig, men alligevel klarer han sig ret fint. Det vigtige er ikke om han kommer til at gå en flot Pleasure eller kan lave flotte stops, men snarere, at han befinder sig godt i sin nye livsstil. Det giver jo også Christina ride glæde igen. De samarbejder igen og der er smil på læben, som der også bør være når man rider.



Så måske skulle nogle flere dressur ryttere prøve en western clinic! Hvem ved hvad det kan føre til?



Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar