mandag den 14. januar 2008

Boons Corner - nr. 15

Nu er det da vist på tide, at få skrevet lidt.

Det er jo ikke nok at have Boons Corner inde i hovedet, jeg er virkelig nød til at sætte mig til tasterne.


Det er ikke fordi, der ikke sker noget, at jeg ikke har skrevet, for jeg var mægtig aktiv i sommers.



Da vejret blev varmt nok til det, gik jeg i gang med at friske det udvendige murværk lidt op.


Udtrykket ”friske lidt op”, har jeg fra min gamle nabo i Todbjerg. Jeg havde gået en hel sommer og knoklet som et bæst med at renovere murene, male træværket og var endelig gået i gang med at male, da min gamle nabo kiggede forbi.


Han så lidt på alt det, jeg havde lavet og sagde så, på den der stilfærdige måde, han altid talte på:” Nå, du vil nok have frisket lidt op på ejendommen”.


Jeg vidste ikke helt om jeg skulle grine eller græde, for jeg havde virkelig slidt i det, men holdt masken og sagde, at det jo altid pynter lidt med en gang maling. Min nabo kiggede lidt tankefuldt på mig og nikkede så.


Såe – jeg har frisket ejendommen lidt op.



Jeg har malet murene hvide. Uha hvor det pyntede. Jeg var lidt bekymret for, om cempexoen nu også kunne dække den røde farve, men det gik fint. Jeg havde regnet med at skulle over det to gange og da jeg var færdig, var alt helt fint hvidt. I år står den så på maling af træværket. Det er hvidt, så vinduerne forsvinder næsten helt i alt det hvide. Det bliver nok pænere, når det bliver lysegråt.



Inden jeg var helt færdig med at male, ankom der to af de små rundbuehaller. Ikke som læhuse for hestene. Nej, de er blevet til læhuse for mine maskiner.


Jeg er jo lidt pjattet med at drøne rundt på min traktor og kan godt lide, at jeg kan lave lidt hø selv. Det kræver jo en slåmaskine, en rive og en presser. Indtil nu, har de levet en kummerlig tilværelse ude i det fri, lige bortset fra presseren. Min nabo kom forbi en dag og så, at presseren stod udenfor. DET går altså ikke. Det kan en landmand slet ikke tåle at se, så han inviterede den på ferie i hans kæmpehal, hvor den for øvrigt står endnu, selvom hallerne er sat op.



Jeg var begyndt at ride Boons og det gik fint. Vi var på clinic med Iris. Det var lidt hårdt for Boons, for han var stadig ikke kommet ordentlig i form, men det var tydeligt at han nød at komme ud. Jeg tror også, at han kunne kende Iris.



Efter at have redet ham i nogle måneder viste det sig desværre, at han har en skade i lænden. Boons haltede ikke, men han virkede ikke, som han plejer. Han virkede nærmest, som om han var ked af at blive redet. DET havde jeg aldrig oplevet før, så jeg fik dyrlægen ud. Jeg kunne jo ikke rigtigt sige, hvad jeg troede, der var galt, for der var intet at se. Dyrlægen mente da også, at det bare var lidt hårdt for Boons at komme i gang igen, så jeg skulle bare ride videre.



Jeg syntes stadig, at kunne mærke, at der var noget galt. Da jeg skulle hente ham på marken ugen efter, lå han ned. Han plejer ikke at rejse sig, når jeg kommer, så det undrede mig ikke, men da han havde fået grimen på og jeg bad han om at rejse sig op, gjorde han det på en mærkelig stivbenet måde.


SÅ måtte dyrlægen komme igen og denne gang ville jeg have han til at undersøge Boons bedre.



For at gøre en lang historie kort, så har Boons en skade i lænden, der gør at han sandsynligvis aldrig mere kan rides – i hvert fald ikke som showhest mere. Det gode er, at han ikke går og har ondt. Så længe han bare får lov til at gøre, hvad han vil, så har han det fint. Han er glad og giver af og til ”opvisning”, hvor han laver alle mulige mærkelige badutspring.


Selvfølgelig er det trist, at han ikke kan showes mere, nu hvor jeg er frisk og kan ride, men jeg er så glad for, at han ikke er kommet så alvorligt til skade, at jeg blev nød til at aflive ham. Så længe, han er glad og frisk, kan lave dejlige babyer og kan gå rundt og ser smuk ud, så er jeg glad.



Føllene vokser og er næsten vænnet fra. De får stadig en tår i ny og næ, men det bliver ikke til meget. Om morgenen, når de bliver lukket ud er der vild begejstring. De stormer hen til hopperne og patter løs. Jeg tror nu ikke, at de får ret meget mælk, det er vist mere det at være sammen med mor, der betyder noget.



Jeg bekymrer mig altid meget om gamle Sazzy. Sender hende granskende blikke, for at se om hun har det godt. Taler altid med dyrlægen om hende og om hun skal ifoles. Dyrlægen er en tålmodig mand. Han lytter til mine bekymringer og siger så altid, at den hest har det fint og hvis hun vil i fol, så skal jeg lade hende få den baby.


Og det er rigtig nok. Sazzy har det så godt, at jeg har truet med at lægge en sadel på hende og tøffe over i skoven en lille tur.


Hun får som sædvanlig glucosamin, men jeg er også begyndt at give hende nogle specielle urter, der skal forbedre fordøjelsen, fordi hun af og til har vist svage koliktegn.


Det er muligt, at de urter skal virke på fordøjelsen, men de går altså også i benene på gamle hopper. Hvor vi før i tiden kom i passende adstadigt tempo, når hun bliver trukket ud om morgenen, drøner Sazzy nu af sted, så jeg knap nok kan følge med. Hun spæner rundt på marken, laver bukkespring og er i det hele taget mægtig kvik. Det er rigtig dejligt at se.



Der er ingen billeder denne gang, for mit kamera er vist gået i vinterhi.



www.lkhorses.dk



Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar