tirsdag den 20. maj 2008

Boons Corner - nr. 17

En midtjyde vender hjem.


Bakker, bøgeskove og bugtede landeveje.

Nu er jeg flyttet igen. Nej, det er ikke blevet en dårlig vane, jeg kunne bare ikke rigtig finde mig til rette i det sydlige Danmark. Jeg havde ikke troet, at det ville være så anderledes at flytte til en anden landsdel og så svært at falde til.


Jeg sagde hele tiden til mig selv, at jeg bare lige skulle vænne mig til mine nye omgivelser. Det var en dejlig ejendom, flinke naboer, skov tæt ved og flere af mine bekendte boede lige i nærheden, så hvad var det, jeg savnede?



Jeg savnede bakker i landskabet, bøgeskoven og de snoede landeveje.


Jep – det var lige det, jeg savnede, så lige meget, hvor meget jeg prøvede på at falde til i Syddanmark, som jo er helt fladt som en pandekage, så hjalp det ikke det mindste. Så måtte jeg jo gøre noget ved det, for det duer ikke, at bo et sted, hvor man ikke rigtig føler sig hjemme.



Ejendommen blev hurtigt solgt, men først til overtagelse 1 aug. så jeg havde lidt tid til at finde en anden og så gik jagten på en ny ejendom ind.


Ret hurtigt dukkede den rette ejendom op. En gammel, men meget velholdt ejendom, lige midt i den skønneste natur – bakker og skov i overmål. Jeg er ellers vokset op i søhøjlandet ved Mossø, så jeg burde være vant til skøn natur, men naturen her omkring tager vejret fra mig. Her er så smukt, at jeg næsten ikke kan få lavet noget. Jeg bruger en masse tid på, bare at kigge.


At der så også er 7 ha. Kuperet jord til, er kun et ekstra plus. Skoven er lige for enden af vejen, ca. 200 m væk og man må gerne ride der.



Der var bare lige det, at hvis jeg ville flytte med det samme, så skulle det gå rigtigt, rigtig stærkt, for hopper skal jo helst flyttes 4 uger før forventet foling, så de kan nå at danne nye antistoffer, inden de foler.



Det lykkedes mig at stresse både ejendomsmægler, advokat og bankmand, men alt klappede og i løbet af 14 dg. var jeg den lykkelige ejer af det nye sted.



Så skulle der times og tilrettelægges, planlægges og organiseres, for jeg havde meget travlt, inden Son Dee, som den første, skulle fole.



Nøglen fik jeg torsdag eftermiddag, fredag blev der lavet indhegning, lørdag blev hestene flyttet, søndag pakkede jeg og tog misserne med til det nye sted og mandag blev møblerne hentet. Sådan klarer man lige en lynflytning. Pyh ha, hvor gik det stærkt, men det var så rigeligt indsatsen værd.


Jeg fik gjort rent og overraskede mine købere ved at ringe til dem og sige, at de gerne måtte overtage ejendommen før 1. aug.


Jeg havde glædet mig til at ringe, for jeg var sikker på, at de ville blive glade for at kunne flytte ind med det samme. Det blev de også. Han blev først helt stum, da jeg ringede, men blev så mægtig begejstret. Det var dejligt, at kunne gøre dem glade.



Jeg skal – som sædvanligt, bør jeg vist skrive – til at lave ny stald. Denne stald er dog opryddet og rengjort, så der er ikke en masse gammelt skrammel, der skal flytte ud først.


Stalden er meget bred, så der skal tænkes lidt over indretningen.


Indtil den nye er klar, kan hestene bo i en stor lade i lejebokse, ligesom da jeg flyttede sidst.



Hestene tog flytningen fint. De blev lukket direkte på marken og blev først meget optaget af naboens kvæg, der gik lige ved siden af. Så tøffede de en tur rundt langs hegnet og begyndte derefter at græsse.


Boons brugte megen tid på at undersøge de nye omgivelser. Normalt går han tit alene rundt og ofte græsser han langt fra hopperne.


Tilsyneladende mente han, at når man sådan lige pludselig var et nyt sted, så skulle hopperne med, når han med jævne mellemrum tog en inspektionsrunde på marken.


Hvordan han kommunikerede det til dem, aner jeg ikke, for han gennede ikke med dem og jeg kunne ikke se, nogen form for hovedbevægelser eller andet, der fortalte hopperne, at de skulle følge med ham. Men det var tydeligt, at de ”fik besked på” at følge ham.


Da han havde trukket dem rundt langs hegnet nogle gange, kunne jeg se, at hopperne efterhånden syntes, at han var lidt irriterende. Når han begyndte at gå, løftede de hovederne, sukkede lidt, men traskede så lydigt efter ham i samlet flok.


Efter et par timer mente Boons åbenbart at det var sikkert nok at forlade hopperne og lod dem græsse i fred, mens han undersøgte alt endnu engang.



Det var godt, at jeg skyndte mig sådan, Son Dee begyndte for et par dage siden at fortælle mig, at hun havde tænkt sig at fole og i nat fik hun et flot, brunt hingsteføl med 4 sokker, en stjerne og snip. Alt gik fint og Son Dee er som sædvanlig en mægtig god mor, der passer på, at den lille ikke kommer i hegnet, viser ham, at han skal sove i halmen og malker så hårdt, at der står et springvand af mælk omkring dem, hver gang han drikker.



Fancy er vældig interesseret og meget misundelig, men skal heldigvis fole inden længe, så hun ikke skal gå og vente i ugevis ligesom sidste år. Sazzy tager den lilles ankomst med ophøjet ro. Hun er en tålmodig sjæl og ved vel sagtens, at der kommer en til hende også. Boons kigger på den lille, men holder sig klogelig langt væk. Han ved godt, at hopper, der lige har folet, kan være meget prikne og ikke ønsker nærkontakt lige med det første.



Jeg har lukket Son Dee og den lille på en fold for sig selv. Her kan de gå de første par dage, så de får fred og ro til at lære hinanden at kende. Her er nu så megen plads, at det nok ikke har den store betydning, om de går for sig selv eller ej, for der er plads nok til at Son Dee’s sikkerhedsafstand sagtens kan overholdes.


Det er vist bare for min egen skyld, at jeg gerne vil have dem ”for mig selv” de første dage.



Her er Son Dee og hendes søn – 6 timer gammel.





Her er den udsigt, der møder mig, når jeg træder ud af døren.





www.lkhorses.dk



Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar