torsdag den 3. februar 2005

Åbn Lågen

Af: Martin Black



At være i stand til at åbne en låge fra hesteryg kan være meget nyttigt, og endda nødvendigt, for de ryttere, som har problemer med at stige op og ned fra deres hest.

For de ryttere, som har problemer, kan det hjælpe at bryde hele øvelsen op i små enkeltdele. Ved at gøre dette, kan man som regel nemmere få øje på den lille del i processen, der mangler.


Først og fremmest skal hesten påskønnes for at stå stille - det jeg kalder ”parkering”. For mig er dette vigtigt af mange andre årsager. Hesten bør stå, indtil den bliver bedt om noget andet.


For at opnå dette, skal du begynde med at stille hesten ved siden af lågen, så du kan nå lukketøjet, og fjerne ethvert pres du end påfører hesten med hænder eller ben. Hvis hesten begynder at gå, lader du ham tage et par skridt, hvorefter du sidepass’er eller bakker ham rundt et øjeblik og vender tilbage til udgangspositionen. Hvis hesten igen begynder at gå, gentager du processen og lader ham arbejde lidt mere, inden I atter vender tilbage til udgangspositionen.



Hele idéen går ud på at hesten skal føle sig afslappet og ”får fri” ved lågen, hvorimod han skal arbejde, hvis han går nogen som helst andre steder hen. Undervejs i processen vil hesten lære at sætte pris på den pause, du tilbyder ham, når han står ”parkeret” ved lågen. Til sidst vil han først flytte sig, idet du beder ham om det - ikke når han selv beslutter sig for at gøre det.



Så snart ”parkering” er etableret, vil det vise sig, at nogle heste har problemer med at stå balanceret uden at flytte hovene, når rytterens vægt flytter sig fra centrum og ud til siden. For at lære hesten dette kan du læne dig skiftevis til den ene og den anden siden, og hele tiden vende tilbage til centrum lige før hesten flytter på sig. At flytte en lille smule vægt vil lære hesten at holde imod, og det at du bevæger dig fra side til side, giver hesten lidt tid til at forberede sig, med en lille indlagt pause når du befinder dig over centrum.



Den ”ståen-imod-hed”, vi her bygger op, er den samme, som hjælper hesten med at blive stående, når du stiger op eller ned fra sadlen ved hjælp af stigbøjlen.


Når hesten kan stå imod, mens du læner dig ud til siden, uden at flytte sig, er han klar til næste skridt.




Arkivfoto: B'Western Riders Klubmesterskaber 2004.



Det næste skridt vil være, at få hesten til at acceptere lågens bevægelse og lyde. Her hjælper det at have en låge, der er balanceret og kun bevæger sig, når du åbner og lukker den - og ikke falder sammen foran fødderne på Jer.


Når hesten er ”parkeret”, skal du læne dig ind mod lågen og åbne og lukke den, blot få cm. Hvis hesten er på nippet til at bevæge sig væk, så prøv at stoppe bevægelserne med lågen, inden han rent faktisk bevæger sig ud af stedet. Giv ham tid til at evaluere og acceptere, at lågen bevæger sig.


I takt med at han føler sig tryg, gør du bevægelserne større, og dermed lydene fra lågen, indtil han accepterer enhver bevægelse og lyd, der kommer fra lågen.


Herefter åbner du lågen lidt og beder hesten gå et skridt frem mod åbningen, hvor han stoppes. Giv ham lidt tid til at evaluere, hvad der lige skete, og gentag så proceduren.



Hvis det er muligt, bør du fra starten af placere hesten således, at lågen svinger væk fra ham, og han altså går igennem lågen med hovedet først. Træk aldrig en låge hen imod en ”grøn” hest, og lad den ikke ramme hans ben eller på andre måder give ham indtrykket af, at den jager ham. Hvis og når han slipper væk, har du lige fået lært ham, at han skal stikke af fra ukendte objekter …


Lad være med at forsøge at bakke hesten igennem lågen. Hvis hesten er usikker på situationen, og du beder ham bevæge sig i en retning, han ikke rigtigt kan se, forårsager det blot endnu større usikkerhed og modstand.


Bring hesten til lågen enten sidevers eller forfra, så han kan se, hvor han skal hen, og hvor lågen er.



Nøglen er at få gjort ”parkering” til et slags fristed. Hvis hesten så bliver usikker, kan han stoppe op og tage en pause, og derefter prøve forfra. Denne idé kan bruges på mange områder. Stop op, hvis du mister tråden, og start forfra igen.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar