Den søde ventetid.
Ja, ja, helt så sød er den vist heller ikke at dømme efter hoppernes pusten og stønnen om natten. De grynter noget besværet, når de ligger sig og rejser sig. Tempoet er også sat lidt ned ude på marken og Boons får på det bestemteste besked om, at han skal begrænse sine anstrengelser for at charmere dem. Han får kun lov til direkte mule til mule kontakt for tiden. Ikke noget med at snuse andre steder, så bliver de knibske og hviner lidt. Det får så Boons til at lave en nydelig retræte. Han laver noget, der vist kan betegnes som en blanding af en levade og et rollback. Han rejser sig langsomt en lille smule på bagbenene, drejer så en halv omgang uden at røre jorden, hvorpå han meget kontrolleret sætter forbenene ned igen. Det foregår nærmest i slowmotion. Jeg kunne godt tænke mig, at filme det, for det ser ret godt ud.
De har nu alligevel ejerfornemmelser hopperne. Boons skal ganske enkelt være hos dem. Da jeg lukkede ham ind i en fold ved siden af en fremmed hoppe, for at han kunne charme hende, blev der et værre leben. De trommetykke damer begyndte at spæne frem og tilbage, mens de højlydt gav udtryk for deres mishag. Selv gamle Sazzy, der ellers tager tilværelsen sådan lidt fra oven, blev utilfreds med situationen og præsterede endda at bukke, så den tykke mave dinglede faretruende under hende. Så måtte jeg hente Boons ind til dem igen, for det kunne ikke gå an, at de blev så ophidsede, at det måske gik ud over de ufødte føl. Jeg flyttede så den fremmede hoppe ind på en fold ved siden af. Det gik bedre. Boons fik godt nok ikke lov til megen fjanten over hegnet med den nye spændende hoppe. Det tillod mine hopper ikke. Især Fancy mener bestemt, at hun skal bestemme, hvor megen fjanten, der må være.
Store og frodige går hopperne rundt og ser hemmelighedsfulde ud. Gad vide, hvad der gemmer sig bag de udspændte maveskind?
Jeg er nu ret sikker på, at hopperne synes, at det er besværet værd. Da Jackie ankom med føl ved siden, udløste det i hvert fald en enorm begejstring. Du godeste, hvor kunne de vågne op. De vrinskede og strakte hals og var lige ved at gå gennem hegnet for at komme over til den lille. Hvis de havde haft muligheden, så er jeg sikker på, at de havde stjålet den lille fra Jackie lige med det samme. Da jeg så tog dem alle ind for natten, så startede der en ”brummekoncert” uden lige.
Hver gang føllet så meget som viftede med det ene øre, så krummede hopperne straks halse og brummede. Hvis det vrinskede, startede en hylekoncert, som selv Boons tog del i.
Jeg glæder mig til, at der kommer føl, for stalden er blevet lidt tom. En efter en flyttede sidste års føl hjemmefra for at starte deres nye liv ude i den store pulserende verden. Når man har vænnet sig til det liv og leben sådanne nogle kvikke, små fyre kan lave, så bliver der pludseligt stille, når de er væk. Heldigvis bliver der rådet bod på det inden for en lille måneds tid.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar